Udstillingen Bondeliv

Tilbudsinformation


Tilbudsform: Undervisning
Relaterede museer: Den Fynske Landsby
Aldersgrupper:


Brug udstillingen Bondeliv som udgangspunkt for en indføring i mange af 1800-tallets aspekter.

Med udstillingen Bondeliv ønsker vi at give et så nuanceret og historisk korrekt billede af 1800 tallets bondeliv som muligt. Udstillingen kommer til udtryk via en række dukketableauer placeret i udvalgte huse og gårde i Den Fynske Landsby.

Ved en vandring gennem Den Fynske Landsbys bygninger kan man som gæst følge husmandssønnen Jørgen Hansen Ellegaard og møllerdatteren Karen Johansdatters livsforløb. Gennem de to personer, der repræsenterer to forskellige sociale lag, bliver I præsenteret for bondesamfundets livsvilkår, som de kunne have taget sig ud for to mennesker der levede i 1800-tallet.  Bondeliv kan følges ved hjælp af en brouchure som kan hentes her Bondelivsbrochuren, og som også kan fåes i Besøgscentret.

Til Bondeliv hører også to introducerende udstillinger.
I Davinde Vandmølle (bygning nr. 1) kan man se udstillinger om landsbyen, arbejdslivet, familielivet og det sociale samvær, som var områder, der dengang dannede rammen om livet i landsbyen.

I Katterød Hospital (bygning nr. 8) redegøres for de forskellige livsaldre (barndom, ungdom, voksenliv og alderdom), som de typisk tog sig ud i 1800 tallet.

Udstillingen kan give lærer og elever mulighed for at komme ind på emner som sociale forhold på landet, fattigvæsen, børns forhold, landsbyfællesskab og andelsbevægelsen.

Dragterne
Hovedparten af dukkernes dragter har deres forlæg i originaldragter dels fra Odense Bys Museers magasin og dels fra andre fynske museer. De vævede stoffer er udført så tæt på de originale forlæg som muligt, ligesom snitmønstrene og mange af syteknikkerne ligner de oprindelige.

Dragtudstillingen skal ikke ses som en fuldstændig rekonstruktion af bondens klædedragt, men som en fortolkning af det tøj, bønderne gik klædt i på Fyn i 1800 tallet og med de modetendenser og sociale signaler, klædedragten også dengang udtrykte. Tøjets kvalitet og snit var et direkte udtryk for ejerens økonomiske og sociale position i landsbysamfundet. De velstillede havde mulighed for at demonstrere deres position ved at følge moden, mens de fattige livet igennem stort set måtte nøjes med det tøj, de fik fremstillet i deres ungdom. Der var ligeledes stor forskel i klædedragtens udseende afhængigt af, om tøjet anvendtes til hverdag eller fest. Derfor fungerer udstillingen ikke som en direkte modevandring gennem 1800 tallets klædedragt på landet, men viser den mangfoldighed af farver, snit og tilbehør, der anvendtes på samme tid.