Mindehallen som introduktion til H.C. Andersens liv

Tilbudsinformation

Tilbudsform:	Undervisning
Relaterede museer:	H.C. Andersen
Aldersgrupper:	4.-6. klasse, 7.-10. klasse, Gymnasier/HF

Brug Mindehallen som introduktion til H.C. Andersens liv

Niels Larsen Stevns fresker i Mindehallen kan være en god introduktion til H.C. Andersens liv.

Mindehallen virker næsten som en billedbog, og det er en udmærket ide, at begynde eller afslutte sit besøg med eleverne her. Vær opmærksom på rummets akustik: Den er beregnet til, at man er stille...

Mindehallen blev opført i 1929. Arkitekten var den lokale mester Niels Jacobsen. Inspirationen fra Pantheonskirken i Rom fornægter sig ikke: Cirkelrundt med høj kuppel og lys fra hullet i loftet.
I årene efter opførelsen af Mindehallen blev rummet udsmykket med otte store freskomalerier (vægmaleri på endnu fugtig puds) af den danske kunstner Niels Larsen Stevns (1864-1941). Freskerne giver otte billeder fra H.C. Andersens liv, hentet fra digterens selvbiografi Mit Livs Eventyr - originalmanuskriptet havde museet netop erhvervet i 1930.

Billederne strækker sig kronologisk fra barndommen i Munkemøllestræde til den aldrende Andersens udnævnelse til æresborger i Odense.
Billederne ses nedenfor, men findes i en noget bedre panoramaudgave

Symbolsk kan de læses som en bevægelse i dagens rytme: Fra morgen i barndomshjemmet til aften i alderdommen ved hyldesten i Odense.
Kompositorisk veksler malerierne i størrelse: tre "indebilleder" (over døråbningerne) og fem "udebilleder".

Freskerne viser afgørende stadier i H.C. Andersens liv:

Andersens Barndomshjem
H.C. Andersen blev født i 1805. Ingen ved rigtigt hvor, men huset på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder (det nuværende "H.C. Andersens Hus") er et muligt bud. Gamle borgere i Odense udpegede stedet i 1868.

Sikkert er det dog, at H.C. Andersen boede med sine forældre i Munkemøllestræde fra 1807 til 1819. Huset i er i dag indrettet som et lille museum: "H.C. Andersens Barndomshjem". Her boede familien i en lejlighed, der bestod af en forstue (som de delte med naboen), et rum samt et lille køkken. Rummet fungerede både som stue, arbejdsrum og soveværelse for den lille skomagerfamilie. Det var "store" forhold; I den etværelseslejlighed ved siden af boede en handskemager - efter sigende med 7 børn.

I Larsen Stevns fortolkning vises faderens profession gennem skomagerværktøjet, der ligger i forgrunden, og som han næsten demonstrativt vender ryggen til. Han sidder ved bordet ivrigt optaget af at fremstille legetøj til drengen, der interesseret ser til, mens moderen i en almuekvindes skikkelse ses i baggrunden.

Andersen skildrer sin far som "et forunderligt begavet Mennske, en ægte poetisk Natur" og fortæller, hvordan han "i Alt (lod mig) have min Villie; jeg havde hele hans Kjærlighed;  for mig levede han! Og derfor anvendte han hele sin Fritid, Søndagen, til at lave Legetøj og Billeder til mig; tidt om Aftenen læste han høit for os af Lafontaines "den Særsindede", af Holberg og af "Tusind og én Nat"; kun da, naar han læste, husker jeg at have set ham smile; thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig".

Afrejsen fra Odense 1819
14 år gammel forlader Hans Christian sin fødeby. På billedet har han faktisk allerede forladt den: Han står nemlig uden for byporten. Moderen står med ryggen til med bylten, hun har pakket. Postillonen holder hornet, han snart skal blæse til afgang i. I billedets forgrund - adskilt fra det øvrige af en forsænkning i brolægningen - står Andersen og tager afsked med sin farmor. Det blev sidste gang, han så hende. Himlen er blå, skyerne hvide og verden ligger åben.

Odense var på det tidspunkt landets tredjestørste by (efter København og Helsingør), men ret lille i forhold til i dag. Byporten, St. Jørgens port, som ses på freskoen, udgjorde overgangen mellem Overgade og Skt. Jørgensgade, og markerede overgangen fra by til land.

Andersen eksamineres af H.C. Ørsted 1829
Den tredje scene er en ren gyser. Det er en eksamensscene fra 1829: Andersen tager filosofikum, den sidste prøve - eller prøvelse - i den række, der var startet syv år tidligere, da Andersen af sin velgører Jonas Collin var blevet sat i latinsskolen i Slagelse.
Tiden hos datidens store pædagog rektor Meisling havde nær knækket Andersen. Trods rektors forbud mod digterier var det her Andersen skrev "Det døende barn" (!). Digtet findes i udstillingen.

Andersen fortæller om eksamenssituationen, at censor (som var H.C. Ørsted) stiller ham spørgsmålet: "Siig mig hvad De veed om Electro-Magnetismen". Andersen kendte slet ikke ordet - og det er der ikke noget at sige til: Ørsteds store opdagelse var ikke særlig gammel.

Niels Larsen Stevns har med dette billede afsluttet første akt af Andersens eget eventyr. Han har skildret tre afgørende stadier på livets vej: Barndommens mørke rum, hvor fantasien tager form - ungdommen, hvor viljen tager over - og eksamen, der indvier drengen til voksenlivet.

Andersen og Henrik Hertz i Neapel 1833
Anden akt strækker sig også over tre scener, der viser den berømte H.C. Andersen. Billedfortællingen starter i det italienske, hvor digteren elskede at være. Dernæst foregår det hjemme i København, hvor han havde sin base, og det slutter i herregårdsmiljø ude på landet. Stevns lader lyset antyde en udvikling: i Neapel er det frisk vejr og luften er klar og skarp, i København er det blikstille og bagende varmt, og på Nysø får solen alt til at gløde. Tre årstider og tre stadier i voksenlivet: Forsommer, højsommer, sensommer - sansning, produktion og kunstnerliv.

Her er Andersen og digterkollegaen Henrik Hertz i Neapel. Det er Andersen, der taler, og Hertz, der lytter. Vesuv er i udbrud, og Andersen er i kunstnerisk udbrud: Han oplever med alle sanser, og det smitter af på hans skrivestil. Andersens første roman "Improvisatoren" blev et resultat af rejsen. Den er utroligt levende og malerisk beskrevet, og blev højt berømmet i ind- og udland: Andersen fik med den sit internationale gennembrud - 30 år gammel.

Andersen læser eventyr for familien Collin
Billedet viser  gårdhaven ved Collin-familiens hus i København - årstallet er omkring 1850'erne. H.C. Andersen læser op af sine værker. De øvrige personer er medlemmer af familien Collin, der havde stor betydning for Andersen:
Faderen Jonas Collin, der også var som en far for Andersen
Datteren i huset, Louise Collin, som Andersen havde sværmet for
Sønnen Edvard Collin (sidder tilbagetrukket i mørket), som Andersen opfattede som en bror, men som dog ikke ville være dus med Andersen
Henriette Collin, Edvards kone, der måske var den af dem alle, der forstod Andersen bedst.
Det var Collinerne, der tog sig af Andersen i de tidlige år, og de åbnede deres hjem for ham. De blev simpelthen den familie, han aldrig havde haft.

Andersen, Thorvaldsen og Oehlenschläger som gæster på herregården Nysø
Niels Larsen Stevns har her valgt et motiv fra herregården Nysø. Andersen var flittig gæst på danske herregårde, efter at hans berømmelse havde gjort hans selskab eftertragtet. Baronessen på Nysø, Christine Stampe, samlede på kunstnere. Hun fik i 1839 bygget et atelier til Thorvaldsen, som ses på billedet. Han er netop kommet fra badet og mødes af Andersen, Baronesse Stampe og Oehlenschläger. Sådan understreger Stevns, at Andersen nu for alvor har skiftet socialt miljø. Han er berømt, er kommet på mode, han er en interessant person, som inviteres til herregårdene, han er Thorvaldsens  og Oehlenschlägers ven - finere kan det ikke være.

I baggrunden flakser en stork - den næsten efterligner digterens bevægelser (også han var jo en høj og ranglet trækfugl!).

Jenny Lind synger for arvestorhertugen og Andersen i Weimar 1846
Stevns er nu nået til tredje og sidste akt, og i de sidste to fresker har han valgt at lade Andersen træde i baggrunden. Måske er Andersen trådt tilbage for noget, der er større end ham selv: Kærligheden til kvinden og kunsten og folkets kærlighed til ham og hans kunst.

Året er 1846. Andersen er gæst hos storhertugen af Weimar, hvor han sidder fuldstændig opslugt af den svenske nattergal, Jenny Lind. Om hende skriver Andersen: "...ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært, at man maa glemme sig selv i det Høires Tjeneste!"

Det var dog ikke kun hendes kunst, Andersen var opslugt af. Men akkurat som med andre kvinder, han elskede, gengældte heller ikke Jenny Lind hans følelser. Hun fik ham behændigt afledt, ved at skåle på, at de var som bror og søster.

Fakkeltoget til Odense Bys Æresborger
Her slutter eventyret. Andersen er vendt tilbage til Odense, hvor han i 1867 udnævnes til æresborger. Der var fakkeltog til hans ære, og dermed gik det i opfyldelse, som blev spået ham som dreng: At Odense skulle illumineres til hans ære. Andersen skimtes i et vindue i rådhuset, hvor han modtager folkets hyldest. Helt kunne han dog ikke nyde lykken for, som han skriver: "Jeg led af en voldsom Tandpine".

I  forgrunden midt i billedet har Niels Larsen Stevns malet sig selv. Han står med ryggen mod beskueren og deltager i hyldesten af digteren.

 

Litteratur
Svend Larsen: Niels Larsen Stevns og H.C. Andersen, H.C. Andersens Hus, Andelsbogtrykkeriet i Odense, 1955
Michael Wivel: Lysets tøven, Christian Ejlers' forlag, 1994