Mureren fortæller - om kalkmørtel

Jan har været murer i Den Fynske Landsby siden 2007, og har i alt 35 års erfaring i faget. Han har prøvet det meste, men hovedsaligt arbejdet med restaurering siden sidst i 1980’erne, og det er helt klart det mest fagligt givende for hans vedkommende. Her fortæller han om metoder med kalkmørtel i Den Fynske Landsby.


I "Landsbyen" er der 26 huse, gårde og bygningskomplekser, som jeg og de andre håndværkere skal vedligeholde. Dvs. der skal spækkes, kalkes og evt. mures tavl om, hvis det er nødvendigt. Jeg bruger kun hydraulisk mørtel, som er mørtel, der hærder ved tilsætning af vand (efter det græske ord Hydro, der betyder vand) i mindre omfang, til understrygning af tegltage, reparering af skorstene, fugning af natursten og reparation af sokler hvor der er grundmuret. Ellers er det udelukkende kalk og lermørtel, jeg bruger, når jeg reparerer husene i frilandsmuseet.

Facade på Rejseladen ved Sortebro Kro, Den Fynske Landsby, 2009

Historie
Hvis vi trækker en linje, fra den brændte tegl og kalkmørtelen rigtig gjorde sit indtog i Danmark for 1000 år siden og til i dag, så står kirkerne stadig tydelige i landskabet med deres hvidkalkede tårne og viser, at de er bygget af materialer der holder. I flere af husene i Den Fynske Landsby findes tavl af fletværk klinet med ler, typisk i overtavlene, hvor leret er mindre udsat for vejrliget. Bindingsværkshuset er en type som har overlevet helt fra oldtiden, hvor tavlene bestod af flettet hassel eller pil med ler, som man stadig ser det flere steder i Verden i dag, i Afrika fx. Det er en god følelse at stå og reparere sådan et tavl med de samme metoder og materialer, som man har brugt i 4000 år, og dagligt kan se, at de simple materialer klarer sig rigtigt fint.

Man siger, at det tager en generation, ca. 30 år, at miste en færdighed og kendskabet til et materiale. Kalkmørtelens forankring i dansk byggeri blev opløst op igennem 1940'erne, 50'erne og 60'erne, hvor cementbaserede mørtler vandt indpas. I dag er det systemmørtler, poser med en masse tal og numre og mørtel i siloer fyldt med kemiske additiver, man skal forholde sig til. Min pointe er: hvorfor ikke bruge de gamle prøvede og endda billigere materialer, hvis man selv går og ombygger og vedligeholder sit bindingsværkshus? For mig er det indlysende, for jeg læsker selv kalken, blander alle materialer og bevarer samtidig færdighederne og kan fortælle det samme om mørtelen, som den ældre murer kunne i 1800-tallet.

Læskning af kalk
De produkter, jeg bruger, er overskuelige; for det er læsket kalk, grus og ler. Det er stort set det hele. Da jeg har mange huse at passe, skal der også en del til. Fx bruger jeg ca. 1000 l. læsket kalk om året. Hvis det skal være i spande, vil det koste en formue, vel omkring en 12-15.000 kroner. Jeg indkøber 11 poser brændt pulverkalk for ca. 600 kr. og tilsætter 800 l. vand, så har jeg ca.1000 l. fin læsket kalk, som jeg kan bruge med det samme til mørtel og kalkning af husene. Det fint malede pulverkalk, gør, at det læsker færdigt på et døgn. Jeg hører ofte, at gæsternes forældre - eller gæsterne selv, læskede deres kalk i en kule eller fx en olietønde. Det var mest på landet det foregik, og i 1960'erne døde det ud. Det blev almindeligt at hente færdigblandet mørtel på nærmeste mørtelværk eller trælasthandel.

Der læskes kalk foråret 2010.

Når jeg læsker kalk, bruger jeg pulverkalk, som er finmalet brændt kalk, der læskes med overskud af vand. Kalken bundfældes til pastaagtig konsistens ved bortdræning af vand. Det er ikke den optimale kvalitet, da lagring i kule på to til tre år giver den bedste kvalitet. Ved lagring i kule falder de grovere partikler til bunds, og kornstørrelsen kommer derved ned på 10-39 My allerede efter det første år. Kulen er et hul i jorden, ca. to meter dybt og en gange en meter, hvor den brændte kalk efter tilsætning af vand (læskning) i en kasse (kalkbænk) hældes i, og derpå lagres i 2-3 år. Da er alle partikler og saltforbindelser i kalken nedfældet. Det giver den stærkeste kalk i bedste kvalitet. Jeg synes, at metoden med at vådlæske den brændte pulverkalk, har den fordel, at man hurtigt kan bruge den læskede kalk, og at man selv kan bestemme hvor fed (hvor meget kalk), mørtelen skal være. Resultatet er i hvert fald godkendt med en holdbarhed på fem - til seks år på kalkearbejdet. Jeg køber aldrig mere pulverkalk, end jeg skal bruge ved hver læskning, for det kræver tørre forhold at opbevare den brændte kalk, fordi den kan selvantænde ved fugt.

I Den Fynske Landsby har vi planer om at etablere en kule med læskebænk i 2015, så vi selv kan producere vores egen kvalitetskulekalk. Endvidere er der også den formidlingsmæssige vinkel, som er en stor del af arbejdet på et frilandsmuseum.
Det er nok de færreste, der skal bruge så meget kalk, som vi bruger i Den Fynske Landsby, men hvis der skal laves en større ombygning eller mures nye skillerum, så vil jeg anbefale at indkøbe et 1000 l. plastkar som står i et gitterbur af metal. Toppen af karret skal skæres af med en stiksav, og så er man klar til at læske. Man kan også nøjes med at anskaffe en 100 l. plasttønde med låg, hvis det er mindre mængder, man skal bruge ad gangen. I tønden hældes der ca. 70 l. vand i og en pose brændt pulverkalk der efterfølgende omrøres.

Når der skal læskes, så tag en ansigtsskærm, støvmaske og lange gummihandsker på, og fyld ca. 800 l. vand i karet på 1000 l. Til det skal der bruges 11 poser brændt pulverkalk, som kommes i en af gangen, og samtidig røres med en kalkrager. Det er et redskab, som en kultivator, bare med tre ca. tyve cm. lange tænder og et kraftigt skaft. Det er bedst, hvis man er to om læskningen. Den ene hælder forsigtigt posernes indhold i, mens den anden kører roligt frem og tilbage med kalkrageren. Man vil opleve, at efter et par poser, begynder det at dampe fra karret, det er fordi den brændte kalk udvikler varme. Når den sidste pose er rørt ud, og kalken er holdt op med at dampe, så lægges der en plade eller lignende over karret med et par kiler under, så der er ventilation, og næste dag er kalken klar. Jeg vil indskærpe, at processen skal foregå i det fri pga. den kraftige dampudvikling. Hvis man ikke har mod på at læske selv, så kan den færdiglæskede kalk købes i tyve l. spande fx fra Rødvig kulekalk. De har en specialviden om kalk og hydrauliske produkter. Jeg kan anbefale et kig på deres hjemmeside.

Rejseladen ved Sortebro kro i Den Fynske Landsby. De indvendige berappede tavl færdigkalket, april 2010.

Opmuring
Til udvendig opmuring, filtsning og reparation blandes: en del læsket kalk til tre dele 0-4 mm vasket grus. Det blandingsforhold bruger jeg til alt udvendigt arbejde, for det holder bedst. Hvis det er indvendige arbejder, så kan man sagtens bruge en lidt svagere blanding: en del læsket kalk til fem dele 0-4 mm vasket grus. Skal væggene eller loftet pudses indvendig, er det en til tre blandingen som giver det bedste resultat.

Ved opmuring af tavl er det vigtigt at slå et søm i stolperne ved hvert tredje skifte for at forankre det opmurede. Ved restaureringsarbejder ser man nogen gange, at der bliver hugget eller fræset en "geisfuss" (en fordybning i træet der mures imod) for at forankre og tætne. Jeg har i mine snart otte år i Landsbyen ikke stødt på en eneste, og jeg har da muret en hel del tavl om. De tavl, jeg har muret om, kan jeg følge, da jeg er på stedet hver dag, og de klarer sig fint uden den omtalte gedefod. Når et tavl er muret op, skal eventuelle huller i murværket efterfyldes og alle fuger skal derefter komprimeres, dvs. trykkes med en fugeske, for at sikre den størst mulige tæthed. Det går ikke at bruge en kugle på et skaft, som er almindeligt ved nybyggeri. Det kan være fristende også for en amatør, fordi den er nem at arbejde med. Ved nyere byggeri bruges cementmørtel, og hvis ellers fugerne er fyldte, er de ikke så sårbare. Med opmuring i kalkmørtel, er det meget vigtigt at trykke/komprimere fugerne, da de er det svageste led, og ikke kan holde fugten ude, uden de er trykket. Jeg har, før jeg begyndte at arbejde i Den Fynske Landsby, ofte oplevet utæt murværk som var overtrukket med et ca. fem mm tykt lag cementholdig puds, for at det skulle være stærkt og vandtæt, men det har den modsatte effekt, murværket kan ikke komme af med den ophobede fugt, og pudsen falder derfor af. Ved komprimering af fugerne er det af største vigtighed for holdbarheden mod træ, at fugen skæres ca. fem mm tilbage, så der er plads til at filtsemørtelen også kan skæres to til tre mm tilbage i forhold til kanten af bindingsværket. Det giver den største holdbarhed, når træet arbejder, og æstetisk er det smukt at kunne se alle kanterne på træet, når man ser på det færdige resultat. Med hensyn til træ, så har mørtel ikke noget at gøre i svindrevner og eventuelle huller i bindingsværket. Man bruger derfor at komme tjæret værk i, hvor vand kan komme ind i træet. Hvis man falder for fristelsen, og kommer mørtel i, så vil det holde på fugten, og træet kan rådne. Husk også, at det er bindingsværket, der er den bærende konstruktion, og tavlene er blot fyld. Derfor skal man starte med at mure de øverste tavl, fordi vægten af tavlene vil fordele sig i alle bindingsværkets samlinger, så bindingsværkets løsholter, som er de vandrette tømmerstykker, der spænder mellem stolperne, ofte under vinduer og over døre, bliver presset ned på plads af vægten fra murstenene.

Opmuring af tavl i 1800 talstøj Davinde Vandmølle, Den Fynske Landsby.

Hvis man starter med at mure forneden på fodremmen og op, kan det resultere i revner o. lign., da tavlene vil komme til at bære det oven liggende. Løsholten vil nærmest være kilet op, og derved ride på murværket i stedet for at hvile i stolpens taphul.

Filtsning
Til filtsningen bruges også "en til tre" blandingen, som ved opmuring, men gruset skal være 0-2 mm. Vasket kvartsand - ikke strandsand! Da der er mere overflade på kvartssand, end på det rundslebne strandsand, er der også mere flade til vedhæftning af bindemidlet (kalk).

Det fine kvartssand fås i den lokale grusgrav. Det blandes i konsistens som lind grød, så forvandes der med kalkvand fra en 10 l. sprøjte. Der trækkes et tyndt lag på feltet. Så tager man en fugeske og skraber diagonalt, men kun så meget at man lige kan mærke stenen. Derefter filtses der med et filtsebræt eller skumbræt, så der er kontakt med stenen. Det er filtningens opgave at bære kalken, ikke at tætne murværket, som med de komprimerede fuger er tæt. Hvis der er slæbespor efter filtsningen, tager man en blød kalkekost, dypper i vand og med let hånd fjernes evt. striber. Til sidst skal man lige huske at skære mørtelen tilbage ved træværket, så kanterne er synlige.

Håber mine råd kan bruges. Hvis der er spørgsmål til ovenstående, så bare skriv eller besøg Den Fynske Landsby for en snak om gammelt håndværk.

Murer Jan Osther
jabo@odense.dk
Den Fynske Landsby

Denne artikel er tidligere bragt i tidsskriftet Straatag

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer