For børn

Den Fynske Landsby er for alle - også for børn. Her på siden har vi samlet lidt praktisk information og gode idéer til et besøg i Landsbyen med børn.


Den Fynske Landsby er fuld af oplevelser for børn og børnefamilier. Landsbyen er et museum med højt til loftet, hvor der er plads til at løbe og lege, til at snakke med dyrene, til at gå på opdagelse i stuer og stalde - og i det hele taget nyde en dag med hele familien.

Der er masser af gode oplevelser i Den Fynske Landsby.

Hvad kan I opleve?

I stalde og på græsgange kan I møde Den Fynske Landsbys mange husdyr. Her er heste, grise, køer, får, geder, høns, kaniner, ænder og gæs. Og så er der de allestedsnærværende katte, som gerne vil kæles med. 

Ved Landsbyens skole (hus nr. 22) ligger Børnenes Landsby. Her er plads til leg og fordybelse både inde og ude.

På skolen findes et lille legerum med gamle lege, udklædningstøj og bøger og i den gamle skolestue er det muligt at afprøve skråskrift med griffel, lige som man gjorde i gamle dage.

Udenfor findes Bondegårdens dyr, de er lavet af træ og appellere til fri leg, hvor kun fantasien sætter grænser. Ved skolens ene gavl hænger legeanvisninger og redskaber til mange af de gamle lege, som børn og voksne legede i 1800-tallet. Prøv at dyste om, hvem der kan ramme plet med en hestesko, eller er bedst til at "gå til Island efter sild".
Der er også mulighed for at afprøve balanceevnerne rundt på naturbanen som fører ind i skoven, eller besøge Birkedommerfængslet, hvis man tør gå ned i de mørke rum.

Melder sulten sig er der borde og bænke på området hvor den medbragte mad kan indtages, og toiletterne ligger også lige i nærheden.

 

Landsbyens kattekillinger vil gerne snakkes med!

 

Praktisk
- Barnevogne og klapvogne må gerne tages med rundt i Den Fynske Landsby.
- Der findes trækvogne til fri afbenyttelse (ved Besøgscentret).
- I Besøgscentret er der et puslerum i forbindelse med toiletterne.

For skoleklasser
Der findes en række undervisningsmaterialer, undervisningsforløb og rundvisninger til skolebørn, der besøger Den Fynske Landsby. Se dem alle her.

Skoleklasser har gratis adgang til Den Fynske Landsby.

For dagplejer, vuggestuer og børnehaver
Der er også oplevelser for de helt små i Den Fynske Landsby. Og vuggestuer, dagplejer og børnehaver har også gratis adgang. Find inspiration til en tur i Landsbyen med de små her eller prøv en rundvisning for de mindste.

Rundvisninger
Du kan bestille en rundvisning i Den Fynske Landsby - også til børn - hvis du vil vide lidt mere om de gamle bygninger og livet på landet i 1800-tallet. Find rundvisningerne her.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer