Den fynske natur

Den fynske natur

Hvis gamborgerne mangle byg, da Gud nåde Landet.

Den fynske jordbund er meget god til landbrug, og noget af Danmarks bedste muld findes ved Gamborg på Vestfyn.

Den Fynske Region består af 125 øer og holme. 25 er eller har været beboede. De største øer er Fyn, Tåsinge, Langeland og Ærø. Øerne er dannet ved at havet har overskyllet landarealer, og regionen er karakteriseret ved at have tre gange så meget kyst som Danmark som helhed. Havets nærhed har spillet en stor rolle i regionens historie.

I ældre tid betød mængden af eng, skov og overdrev meget i landbruget. I 1800 ophørte denne afhængighed, og siden er naturen blevet forarmet på samme måde som i hele Danmark.

Den Fynske Region
Øriget Danmark og dermed Den Fynske Region er opstået ved overskylning af fastland i perioden ca. 5.000 f. Kr. til ca. Kr. f.. Udstrakte undersøiske landskaber syd for Fyn rummer store arkæologiske rigdomme. Ca. 50 øer er fjernet ved inddæmning i 18- og 1900-tallet.

Der er oldtidslevn på de fleste øer. Men mange af de mindre øer blev forladt i vikingetiden da truslen om vendiske angreb fra søen var overhængende. De blev bebyggede igen i middelalderen. Enkelte beboede øer fx Vresen i Storebælt er eroderet væk. Mindre holme er ofte naturreservater.

Regionens nordøstligste punkt, Fyns Hoved set fra nord med Lillestrand, Langø og Fyn i baggrunden. Bemærk erosionskysten med klint i højre side og den modsvarende, aflejrede kyst med odde i venstre side.

Jordbund
Fyns overflade er skabt under og efter istiden. Langt de fleste steder består jorden af istidsler med en del sand. Vissenbjerg og Egebjerg har stenfrit ler dannet i dødisområder. Sletten øst for Odense er dækket af smeltevandssand, mens lave områder tit har været vanddækkede og består af tørv

Den meget udbredte sandblandede muld er rig på mineraler og let af dyrke. Denne jordbund hører til landets mest frugtbare, og i 1600-tallet mente man at den allerbedste fandtes ved Gamborg på Vestfyn. Var der mangel på korn i Gamborg, måtte hele landet derfor stå overfor en hungerkatastrofe.

Jordprøver fra den fynske region: senglacialt stenfrit ler, rent kalk, moræneler, stenfrit smeltevandssand, ferskvandsdannelser (tørv), jordprøve fra Gamborg, hvor man tidligere mente, at landets bedste jord fandtes

Natur i forandring
Det er bedst at dyrke en jævn flade som fx Den Nordfynske Slette. Da Slettens jord er god, har man traditionelt dyrket korn her. På Sletten manglede man eng, skov og kyst, så mulighederne for alternative produktioner var begrænsede.

I skovegnene var kornarealet mindre men stadigvæk til stede. Der var masser af eng, mose, skov og ler. Man altså dyrke korn, have kvæg i skov og på eng, holde svin, sælge træ, husgeråd af træ og tørv samt udnytte stenfrit ler til potter og tegl.

Klima
Danmark er et lille land hvis klima er påvirket stærkt af Atlanterhavet. Lokale forhold som afstand til kysten og højdevariationer spiller imidlertid kraftigt ind på nedbørs-, temperatur- og solforhold. Det regner mindre, er varmere og der er mere sol langs Storbælt.

Kysten
Før i tiden spillede havet en større økonomiske rolle end i dag. Det skyldtes tilstedeværelsen af fisk, marsvin, sæler, vandfugle og fx tang, som kunne udnyttes. I dag jages en del fugle, mens erhvervsfiskeriet er stærkt aftagende p.g.a. forurening og overfiskning.

Danmark har verdens længste kystlinje i forhold til arealet. Ca. 150 meter/km2. I Den Fynske Region er der ca. 330 meter/ km2. Den lange kystlinje skyldes de mange øer og vige. I vige og fjorde hvor vandløb munder ud, findes en særlig saltpåvirket naturtype - strandengen.

Skov og eng
Hvor landskabet bliver stejlt, bliver agerdyrkning vanskelig. Helt frem til nutiden har hældning sat en grænse for opdyrkningen. Derfor er stejle skrænter ofte bevoksede med gammel skov. Da der er sammenfald mellem mange stejle områder og høje områder på Fyn, findes skoven mest i høje områder.

På grund af truslen om angreb fra søsiden, lod man i vikingetiden mange kyststrækninger, særlig sydkysten, vokse til med et 2-3 km bredt skovbælte. Bagved lå landsbyerne i sikkerhed. I middelalderen rykkede nye, mindre landsbyer og enestegårde ud i skoven og ned til kysten.

Megen eng giver meget hø. Det betyder, at man kan have flere kreaturer til at overleve vinteren. Dermed får man også mere gødning til marken. I den sidste ende mere korn. Så eng er agers moder.

Sammenhængen mellem egn og ager ophørte med fremkomsten det moderne landbrug i 1800-tallet. Handelsgødning - guano - og foderafgrøder - kløver og roer -. Gjorde engene unødvendige, hvorfor de blev opdyrket. Fra ca. 30% af arealet til 0%. Storken forsvandt!

Afgrunden ved Vissenbjerg. Afgrunden er en 'aftapningsslugt', antagelig skabt af vand som fossede ud af en (is)sø.

Vandløb og søer
Den fynske Region rummer ca. 600 km vandløb fordelt på 26 større og en række mindre. Alle de større finde på Fyn, hvor de løber fra de centrale højder ud til kysten. I Ca. 90% af vandløbsstrækningerne er slyngninger rettet ud for forbedre vandafstrømningen.

Odense Å er ca. 60 km lang og afvander med sine mange større og mindre tilløb ca. 30% af Fyn. Åen blev anvendt til mølledrift siden 1100-tallet. I de senere år er der skabt passage for fisk forbi møllerne, og fiskeriet efter ørreder er tiltaget meget. Der er fanget Stør i Odense Å.

Åerne er ikke kun natur. De har været af afgørende økonomisk betydning i landbosamfundet. Ca. 145 vandmøller har forarbejdet korn, bark, krudt, ben, nåle og andet, mens mindst 50 engvandingsanlæg har stemmet det næringsrige åvand op over engen, så græsvæksten blev bedre.

Nævneværdige større søer er der ikke mange af. Tre markante søer - Arreskov Sø, Nørresø og Brændegård Sø, ligger på Sydfyn som kernen i naturområdet 'De Fynske Alper'. De er kendt som tilholdssted for ynglende havørne og skarver samt mange overvintrende dykænder.

Nu som tidligere tilhører de fleste søer de store godser. Godsernes interesse for søer skyldtes muligheden for jagt, fiskeri, mølledrift, sammenhængen mellem søer og engarealer, prestigefyldt beliggenhed og landskabelig skønhed

Bortset fra et par håndfulde naturlige søer er næsten alle vandhuller spor efter tørvegravning og mergelgravning. Tørvegravning var almindelig frem til 1900 og under de to verdenskrige. Mergelgravning fandt sted under 1800-tallets arbejde med jordforbedring. Mergel er kalkholdigt ler.

Grågæssene i Rønningesøgård Sø letter. Rønningesøgård Sø er en middelstor fynsk sø mellem Odense og Nyborg. Den rummer som de andre søer store naturværdier. Bl.a. som rasteplads for gæs.
 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer