Vinterferie - Historisk skattejagt
I vinterferien kan børn og deres voksne tage på en spændende skattejagt, som sender jer ud det gamle Odense, i et forsøg på at løse mysteriet om skt. Knuds hemmelighed. Et hemmeligt broderskab har igennem snart tusind år beskyttet Skt. Knuds gåde. Se om du kan løse mysteriet. Finder du svaret på hvad hemmeligheden er, kan du deltage i lodtrækningen om et ægte sølvkors.
Skattejagten tager ca. en time alt efter hvor lange dine ben er og starter og slutter på Møntergården. Det kræver at man kan læse, og at man kan gå rundt i centrum af Odense - så mindre børn skal nok have en voksen med.
Du bestemmer selv hvornår i tidsrummet kl. 10-14, du vil gennemfører skattejagten.
Det er gratis for børn og voksne at deltage i skattejagten.
Husk at i udstillingen på Møntergården, kan du få mere at vide om det gamle Odense – fra middelalder til renæssancen. Der er fri adgang for børn og unge under 18 år.
Mødested: Møntergården, Overgade 48, Odense C
Historien om Skt. Knuds hemmelighed
I 1086 blev Knud den Hellige forfulgt ned gennem Jylland. Det lykkedes ham kun med nød og næppe at flygte til Fyn, hvor han forsøgte at redde sit liv ved at søge ly i Albani Kirke i Odense.
Men lige lidt hjalp det. Kirken blev omringet, og Knuds forfølgere brød ind i kirken, hvor de fandt kongen knælende foran altret. De sidste af kongens tro mænd forsøgte at forsvare ham, men det var forgæves. De blev alle overmandet, og kongen blev brutalt hugget ned.
Fjorten år senere blev hans knogler lagt i et forgyldt skrin, og han blev udråbt til helgen af selveste Paven.
Men hvorfor blev kongen forfulgt? Havde han noget, som andre magtfulde mænd, ville gøre hvad som helst, for at få fat i. Eller vidste kongen måske noget, som han ikke skulle?
Kunne det have noget at gøre med, at han efter sin død blev udråbt til at være Helgen? Det ved vi ikke i dag. Det vil for altid være Skt. Knud Hemmelighed.
Og dog. Dagen inden kongen blev myrdet søgte han ly på kongsgården i Odense. Der brugte han det meste af aftenen på at tale med en engelsk munk som hed broder Edward. Hvad de præcist snakkede om er der ingen der ved, men historierne fortæller os, at Broder Edward sad hos kongen i mange timer. Sidst på aftenen kom han ud fra kongens gemakker. Munkens øjne flakkede, og han lignede et skræmt dyr. Under armen bar han et lille skrin, som han havde fået af Kongen. Hurtigt løb han ud af kongsgården, mens han hele tiden kiggede sig omkring, som om han hvert øjeblik forventede at blive overfaldet.
Hvad var det for et skrin som Broder Edward havde fået af Knud? Vidste kongen at hans timer var ved at være talte, og han derfor var nødt til at give sin hemmelighed videre til munken, så han kunne vogte den?
- Noget kunne tyde på det.
Få år efter Kongens død begyndte engelske munke at opføre et nyt prægtigt kloster i Odense. Det var et både stort og dyrt byggeri, men penge var tilsyneladende ikke noget problem. De fromme munke var på en eller anden måde kommet til penge.
Kongen havde givet sin hemmelighed videre til Broder Edward. Han havde fortalt munken, at han skulle finde byens tolv bedste mænd og de skulle, sammen med munkene på Skt. Knuds kloster, være med til at beskytte hemmeligheden. Derfor havde Broder Edward allerede dagen efter mordet på Kongen taget kontakt til en håndfuld indflydelsesrige mænd, som han vidste havde været loyal over for Kong Knud. Denne lille håndfuld voksede med tiden og blev til tolv gode borgere i Odense, som alle svor en ed på, at de ville sikre at Skt. Knuds hemmelighed bestod til alle tider. De kaldte sig selv for Skt. Knud broderskabet. Og således gik det til, at hemmeligheden blev givet videre fra generation til generation.
Men en af brødrene har afsløret hemmeligheden. Oluf Bager, der i sidste del af 1500-tallet var med i Skt. Knud broderskabet, har rundt omkring i byen sat sig spor. Hvis man forstår at sætte disse spor rigtigt sammen, leder de én til Skt. Knuds hemmelighed.
Møntergården
Overgade 48, 5000
Dato
Sted
Møntergården
Overgade 48
5000 Odense C
Tider og priser