Fyns Kunstmuseum - 250 års dansk kunst i fine rammer - igen

7. september 2009

Fyns Kunstmuseum er lukket fra mandag den 14. september til torsdag den 29. oktober 2009, fordi museet i denne periode gør klar til at kunne vise en af de bedste kunstsamlinger i provinsen på nye måder og fra nye vinkler.

Fyns Kunstmuseum belyser hovedsporene i dansk kunst i 250 år. Museets samling af malerier og skulpturer vil ved genåbningen fortsat blive præsenteret kronologisk, men museets gæster vil få mange andre værker og sammenhænge at se.

Når værkerne bliver hængt op på ny, vil der være fokus på en række tematiske sammenhænge i de respektive kunstneriske perioder, der spænder fra 1700- og 1800-tallets romantiske portræt- og landskabskunst, over det moderne gennembruds kunstnere og videre ind i det 20. århundrede. Her kan Fyns Kunstmuseum vise værker af kunstnere og videre ind i det 20. århundrede. Her kan Fyns Kunstmuseum vise værker af kunstnere og kunstnergrupper, såsom Den Frie Udstilling, Grønningen, De Fire, Linien, Cobra samt dansk postmodernisme. Gæsterne vil således kunne se en perlerække af værker af væsentlige danske kunstnere, fra Jens Juel, Dankvart Dreyer, H.A. Brendekilde, Vilhelm Hammershøi over de danske modernister, Karl Isakson, Edvard Weie, Vilhelm Lundstrøm, Harald Giersing og frem til nulevende kunstnere som Jes Fomsgaard, Ingvar Cronhammar, Jesper Christiansen - og mange flere kendte og mindre kendte kunstnere!

Som noget helt nyt indretter Fyns Kunstmuseum en grafiksal På stregen, hvor der vises skiftende udstillinger med nedslag i museets samling af tegninger og grafik, der omfatter flere tusinde blade, og som hidtil kun sjældent har været udstillet.

Den nye præsentation af Fyns Kunstmuseums samling er også startskuddet til en række nye tiltag, der skal give gæsterne mere viden og samlingen, blandt andet i form af trykte materialer, der formidler nye indsigter i Fyns Kunstmuseums enestående samling af 250 års dansk kunst. Dertil kommer, at der udvikles et digitalt site, takket være støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje. Her kan publikum glæde sig til at blive ført ind i kunsten på nye måder, idet der vil blive stillet skarpt på, hvordan forskellige kunstværker og kunsthistoriske aspekter indgår i samspil med musik, litteratur, film osv.

Imens Fyns Kunstmuseum er lukket, vil der også ske en række forberedninger i publikumsarealerne. Blandt andet indrettes der som noget helt nyt en studiesal, hvor gæster i alle aldre kan tage en pause, studere museets bogudgivelser og gå på opdagelse digitalt i samlingerne - eller på det nye site! Takket være et møbelsponsorat fra møbelfirmaet Ramsing+Ramsing i Odense, indrettes studiesalen med nye elegante møbler, ligesom firmaet generøst har sørget for nye stole til samtlige udstillingssale,

Fyns Kunstmuseum fortsætter sine mange velbesøgte aktiviteter med omvisninger, foredrag, kultureftermiddage, koncerter, kulturnat, børneaktiviteter osv. og der er flere spændende aktiviteter på vej i 2010.

Fyns Kunstmuseum slår atter dørene op torsdag den 29. oktober 2009, hvor der vil være et åbningsarrangement fra kl. 19.00 - 21.00.

Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til overinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen på ghv@odense.dk eller på 6551 4642 (læg evt. en besked og du bliver ringet op snarest muligt).

Fyns Kunstmuseum
Jernbanegade 13, 5000 Odense C

Der er endnu åbent for publikum uge 37 ud - se den permanente ophængning samt særudstillingerne:

"Nuet - Thorbjørn Lausten - Installation - skulptur - maleri -tegning"
"kromosom XX - Kvindelige kunstnere gennem tiderne"
"Eiler Madsen" - mindre udstilling i forbindelse med bogudgivelsen om Eiler Madsen samt
"LYS på Kulturnatten" - værker ved Gæsteatelier Hollufgård

 

pressemed.