10. april 2012

Kolding Kammerkor og blæserkvintetten Kirin Winds holder den 14. april premiere i Ansgars Kirke på fem koncerter fordelt over Region Syd. Koncerten har H.C.  Andersens tekster som tema, idet al musik er skrevet til tekster af H.C. Andersen. Det er både eventyr, fædrelandssange og sange for børn, der har inspireret tidligere og nulevende komponister til at komponere, og musikken til mange af satserne er skrevet efter år 2000.

Koncerten byder på en uropførelse idet Kolding Kammerkors dirigent, Morten Heide, har skrevet musik til H.C. Andersens ironiske digt "Nytårsønsker til mig selv for hele livet" fra 1828. Dette værk uropføres den 14. april i Ansgars Kirke.

Ved koncerten fremføres også værket "Kjærestefolkene i nye klæder", der blev skrevet til Kolding Kammerkor i 2005. Værket er en videredigtning af eventyret om Toppen og Bolden med tekster af Steen Kaalø og musik af Michael Bojesen. Værket er for kor og blæserkvintet, og er sidst i sin helhed opført i 200-året for H.C. Andersens fødsel.

Kolding Kammerkor i gavehumør
Odense Bys Museer har en samling af musik inspireret af tekster af H.C. Andersen. Efter den 14. april vil samlingen også indeholde et eksemplar af værket "Kjærestefolkene i nye klæder", idet museumsinspektør Ida-Marie Vorre ved premierekoncerten, på vegne af H.C. Andersen samlingen, modtager et partitur med noderne til værket "Kjærestefolkene i nye klæder".

Koncerten holdes lørdag den 14. april kl. 16 i Ansgars Kirke
Sted: Sdr. Boulevard 1, 5000 Odense. Billetpris: 75 kr. Billetsalg ved døren.

Yderligere information fås ved henvendelse til Torben Reffstrup, Kolding Kammerkor på tlf. 2011 5169 eller torstenreffstrup@gmail.com

Se plakat i pdf-format.

 

 
 
Odense Bys Museer · Overgade 48 · DK-5000 Odense C
museum@odense.dk · Tel +45 6551 4601