I 1894 tog franskmanden Pierre de Coubertin initiativ til at genetablere
de Olympiske Lege, som tidligere havde fundet sted ved bjerget
og den kultiske helligdom i Olympia i Grækenland. Legene blev en
realitet i 1896, hvor de blev afholdt i Athen.
Coubertins bevæggrunde var af både samfunds- og sundhedsmæssig
karakter:

Den græske arv er så umådelig stor, mine herrer, at alle som i den moderne verden
har udøvet en eller anden form for sport, med rette har kunnet henføre den
til Grækenland (...). Nogle har brugt sporten som forsvar for fædrelandet, andre
har søgt fysisk skønhed og sundhed gennem en heldig balance mellem sjæl
og legeme.

Fodboldspiller
1915. Bronze, 24 x 33 x 14 cm. Fuglsang Kunstmuseum

Kunstner: Adam Fischer


Med inspiration fra det græske Olympia kunne man forene muskler
og ånd, hvilket skulle ske ved at inddrage arkitektur, skulptur, maleri,
musik og litteratur som olympiske discipliner og kåre samtidige
kunstværker, der var direkte inspireret af sport. På Livslyst-udstillingen
præsenteres sportsmotiver af blandt andre Thyra Boldsen, Jean
Gauguin, Knud Nellemose, Anne Marie Carl-Nielsen og Aage Nielsen-
Edwin, der alle deltog i de olympiske kunstkonkurrencer.

Nævefægter. Stående nøgen mand
1922. Bronze, 210,5 x 100 x 146 cm. Statens Museum for Kunst.

Kunstner: Jean Gauguin
Fotograf: SMK Foto

På dansk grund er gymnastikpædagogen J.P. Müller et væsentligt udtryk
for tidens nye interesse for sport og sundhed. Müller skrev i 1904
den berømte bog Mit System - 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens
Skyld. Bogen blev efterfølgende oversat til 24 sprog og solgt i 1,5 mill.
eksemplarer. Müller udviklede et hjemmegymnastikprogram med frotteringsøvelser med henblik på at øge musklernes styrke og kroppens
sundhed og skønhed. Gymnastikprogrammet blev suppleret med en
lang række råd om bl.a. hygiejne, påklædning, søvn og mad:

Ved at følge mit System og nu og da tage en løbetur (på Fodballerne) vil man
ikke alene erhverve et godt Helbred, men samtidig vil Legemets Form og Udseende
Dag for Dag nærme sig det klassiske Skønhedsideal, af den simple Grund,
at dette ganske falder sammen med det højeste Ideal for Legemets Sundhed, Bevægelighed og alsidige brugbarhed.

Sport blev en betydningsfuld motivkreds hos de vitalistiske kunstnere,
og vi ser talrige mandlige figurer af bueskytter, kuglestødere,
diskoskastere, atleter, kapgængere, brydere, løbere, boksere, nævefægtere,
fodboldspillere samt et par moderne svømmepiger. Sportsfigurerne skildres ofte med reference til antikkens sportsmænd, men tilføjet en ny naturalisme og livagtighed i gengivelsen af bevægelser og muskulatur.

I "Sport & Sundhed" ses værker af Johannes Bjerg, Thyra Boldsen,
Carl Johan Bonnesen, Rasmus Bøgebjerg, Anne Marie Carl-Nielsen,
Jean Gauguin, Harald Hansen, Niels Holm, Niels Hansen Jacobsen,
Viggo Jarl, Marius E. Jørgensen, Carl Mortensen, Knud Nellemose,
Aage Nielsen-Edwin, Svend Rathsack, William Scharff, Henrik Starke,
Christine Swane, Rudolph Tegner og Erna Wederkinch.
Odense Bys Museer | Tlf. 65 51 46 01 | Museum@odense.dk 

Levende Historie
H.C. Andersen Paraden
Dukkemagerens magiske værksted
 
 
Odense Bys Museer · Overgade 48 · DK-5000 Odense C
museum@odense.dk · Tel +45 6551 4601