De Vilde Svaner
Særudstilling
H.C. Andersens Hus
5. september 2009 - 2. januar 2010
H.C. Andersens Hus præsenterer udstillingen ”De Vilde Svaner”, som er blevet til med baggrund i Hendes Majestæt Dronningens decoupager og dragter til filmatiseringen af H.C. Andersens eventyr ”De vilde Svaner”.
Bemærk at udstillingen ekstraordinært vises til den 3. januar og at museet er nytårslukket den 31.12 og den 1.1.
Dronningen har i mange år beskæftiget sig med H.C. Andersens forfatterskab og tidligere bl.a. illustreret eventyret ”Snedronningen”. H.C. Andersens Hus har nu den glæde at præsentere en række af Dronningens nyeste værker: Decoupager og dragter, der er skabt til den aktuelle filmatisering af eventyret ”De Vilde Svaner”.
Udstillingens hovedvægt ligger på decoupagerne, der rummer udklip af mange slags billedmateriale og bevæger sig fra det konkrete til det abstrakte. De er anvendt til filmens sceniske baggrund ved hjælp af en såkaldt ”green-screen-teknologi”. Et udvalg af skuespillernes kostumer, tegnet af H.M. Dronningen, vises desuden i udstillingen, hvor filmens green-screen-teknologi kan opleves og hvori rekvisitter og back-stage billeder fra filmproduktionen også indgår.
H.C. Andersens eventyr om prinsesse Elisa og hendes elleve brødre kredser om tre centrale temaer: Natur, Tro og Kultur. De tre grundmotiver har også dannet udgangspunkt for udstillingens opbygning.
Det er en stor glæde for H.C. Andersens Hus at kunne udstille H.M. Dronningens værker, der ikke blot illustrerer Andersens skrivekunst, men som kunstnerisk udtryk også er beslægtet med digterens egen billedkunst. Dronningens decoupage-arbejde falder helt i tråd med H.C. Andersens kunstnersind, sådan som det kommer til udtryk i digterens klip og collager.
Foto: Udstillingsarkitekt Eskild Bjerre Laursen
Se informationsfolderen til udstillingen "De Vilde Svaner" her i PDF.
For pressemateriale og pressebilleder klik her.
I udstillingskataloget til ”De Vilde Svaner” kan du læse meget mere om H.M. Dronningens arbejdsproces, filmatiseringen og H.C. Andersens eventyr.
H.C. Andersens Hus
Bangs Boder 29, DK-5000 Odense C
Åbent tirsdag - søndag kl. 10.00 -16.00.
Entre: voksne 60 kr. Børn og unge under 18 år fri adgang.