Se trailer
Leveret af Filmtrailer.com
Filmen ”De Vilde Svaner” er optaget ved hjælp af green screen-teknik, hvor skuespillerne spiller foran et grønt lærred. Herefter er Dronningens decoupager indsat digitalt som scenografisk baggrund. Skuespillerne bevæger sig derfor bogstavelig talt rundt i den papirklippede scenografi, hvilket skaber et helt unikt univers.
”De Vilde Svaner” er et eventyr om udholdenhed, mod og offervilje. H.C. Andersen skrev sit eventyr med forlæg i et folkeeventyr, der kendes i flere varianter og som kan spores helt tilbage til 1100-tallet.
”De Vilde Svaner” handler om prinsesse Elisas dramatiske rejse i forsøget på at frelse sine brødre fra den mørke trolddom, de er underlagt af deres onde stedmor.
Hovedrollerne i De Vilde Svaner spilles bl.a af Stine Fischer Christensen, Jens Jørn Spottag, Benedikte Hansen, Helle Hertz, Ghita Nørby, Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhart.
Filmen er instrueret af Ghita Nørby og Peter Flinth og produceret af JJ film i tæt samarbejde med Dronning Margrethe II – som du også kan se i en lille statistrolle, hvis du holder godt øje.