Særudstilling
30. januar 2010 - 17. maj 2010

Udstilling af Karen Bit Vejles fantastiske papirklip i H.C. Andersens Hus

Udstillingen "Med Saksen som Pensel" i H.C. Andersens Hus præsenterer papirklip i nordisk særklasse, af den dansk-norske psaligraf Karen Bit Vejle. Karen Bit Vejle er papirklipper på et højt kunstnerisk niveau, og med denne udstilling har hun skabt en magisk verden med symboler, flora, fauna og musik og detaljeret ornamentik af ypperste klasse.

På udstillingen vises eventyrlige og usædvanlig store papirklip der - ligesom H.C. Andersens egne papirklip - ligger langt fra de gængse forestillinger om, hvad det vil sige at klippe figurer i papir.

Karen Bit Vejle (f. i Ejby 1958) er en af Europas få psaligrafer. Psaligrafi betyder 'kunsten at male eller tegne med saks'. Karen Bit Vejle startede for alvor sit livsprojekt med papirkunsten, da hun som 16-årig i Tivoli i København fik øje på en mand, der i papir klippede motiver, som hun aldrig før havde set. Siden da har hun ikke kunnet slippe saksen. 

Igennem mere end 35 år har Bits papirklip udviklet sig fra små gækkebreve til store, meget komplicerede billedklip. Hun har udviklet sin egen, helt personlige teknik og stil indenfor denne kunstform, og er i dag én af de få i Skandinavien, som klipper på et højt teknisk og kunstnerisk niveau. Bits fantastiske papirklip er skabt af ét stykke papir og klippet udelukkende med saks. 
- Man må se dem før man tror det!

NYT:
Omvisning med Karen Bit Vejle
 den 2. april kl. 14
Kunstneren bag udstillingen ”Med Saksen som Pensel” Karen Bit Vejle er i Odense i forbindelse med digterens fødselsdag den 2. april i H.C. Andersens Hus.
Få en unik oplevelse, når Bit viser om i udstillingen kl. 14.00 og fortæller om hvordan hendes papirklip bliver til - om arbejdsprocessen med saks og papir og om historierne, som knytters sig til hvert eneste psaligrafiske værk. Der er fri adgang til museet 2. april.
Læs mere om H.C. Andersens fødselsdag her.

Error reading XSLT file: \xslt\TV2Embed.xslt

Se indslag fra TV2 Fyn+ om de fantastiske papirklip i H.C. Andersens Hus.

 
 
Odense Bys Museer · Overgade 48 · DK-5000 Odense C
museum@odense.dk · Tel +45 6551 4601