Arrangementer

Søndag den 26. september er sidste dag, hvor man kan se udstillingen. Og vi lukker med maner med hele to arrangementer – en omvisning i udstillingen den 23. september og en afslutningskoncert med romantiske toner den 26. september.

 

 

Som prikken over i’ét, vil der til disse to arrangementer være mulighed for at købe bogen ”Sanderumgaards Romantiske Have” til en særpris á 100 kr.

Kunstrunden - Sanderumgaards Romantiske Have
23. september kl. 14.00 15.00
Omvisning i særudstilling "Sanderumgaards Romantiske Have" ved samlingschef Anne Christiansen.

I 1793 blev hofmarskal og kammerherre Johan Bülow (1751-1828) forvist fra sin ansættelse ved hoffet, hvorpå han flyttede til sit nyligt erhvervede, noget forsømte gods, Sanderumgaard på Fyn. På baggrund af blandt andet sin botaniske interesse gav han sig straks i kast med at omlægge haven efter engelsk mønster. Han skabte en romantisk have i landskabelig stil med snoede sti-forløb, en rigt varieret beplantning, lysthuse og monumenter, vand i form af slyngede kanaler og damme.

Bülow selv var en habil kunstner og tillige kunstsamler. Han inviterede en række kunstnere som eksempelvis kobberstikkeren J.F. Clemens og den unge og endnu ikke-færdiguddannede C.W. Eckersberg, der siden kendes som "den danske malerkunsts fader", til Sanderumgaard for at skildre haven.

Centralt i udstillingen er ni malerier af Eckersberg, hvoraf hovedparten for første gang vises for offentligheden på denne udstilling.


Koncert - Romantiske toner  
26. september kl. 14.00 16.00
Som afslutning på udstillingen "Sanderumgaards romantiske have" er der omvisning og koncert på Fyns Kunstmuseum med romantisk musik fra tiden omkring år 1800.

Program:
Kl. 14.00 - 14.30
Rundvisning i udstillingen ved samlingschef Anne Christiansen og museumsinspektør Ellen Warring.

14.40 - 15.30
Koncert med romantiske og smukke toner, der passer til udstillingens billeder. Ved elever fra Det fynske Musikkonservatorium under ledelse af Niels Ullner. Der vil blive spillet musik af Beethoven, Schubert, Weyse og Kuhlau.

15.30-16.00
Tid til en lille forfriskning

Arrangementet bliver til med støtte fra Kulturarvfyn, som et led i Kunstens Fyn 2010.

Fyns Kunstmuseum lukket for publikum den 27. september – 1. oktober
Når udstillingen Sanderumgaards Romantiske Have lukker, så rykker håndværkere ind på Fyns Kunstmuseum for en kort stund. Derfor er museet lukket for publikum til fra mandag den 27. september til og med fredag den 1. oktober 2010.

Årsagen er at der skal udføres omfattende el-arbejde i museet, ligesom vi benytter lejligheden til at klargøre udstillingssalene til den næste store særudstilling på Fyns Kunstmuseum, som åbner den 16. oktober:

Et håndtryk
Dansk-fransk avantgardekunst 1945-1980
Værker fra Statens Museum for Kunst og Fyns Kunstmuseum