Besøg Sanderumgaards Romantiske Have

Sanderumgaards Romantiske Haves fantasifulde stier, snoede kanaler og tankefulde pavilloner åbner for publikum onsdag den 26. maj.

 

Den Romantiske Have befinder sig i den sydlige udkant af Odense på herregården Sanderumgaard. Det er godsets nuværende ejere Susanne og Erik Vind, der med egne midler og økonomisk støtte fra blandt andet fonden Realdania har genetableret og nyfortolket den 15 hektarer store landskabshave i samarbejde med landskabsarkitekt Charlotte Skibsted.

Sanderumgaards Romantiske Have giver de besøgende mulighed for at nyde varierende naturscener, som en hjertesø eller en sneglehøj, men inspirerer også til eftertanke og ro i lysthusene Tankefuld, Marieshvile eller Sommerlyst.
Gennem haven bugter og snor sig en over to kilometer lang kanal, der giver mulighed for at sejle haven rundt i robåde.

Den Romantiske Have blev oprindeligt skabt af Johan Bülow, da han i 1793 blev afsat som Kong Frederik den VI´s hofmarskal. Da den detroniserede statsmand trak sig tilbage til sin nyerhvervede herregård på Fyn, kunne han i skabelsen af en romantiske have forene sin interesse for botanik, billedkunst og filosofi og skabe en forbindelse mellem disse i de vekslende naturscenarier han anlagde i landskabshaven.

Restaureringen og genetableringen af haven er sket med støtte fra velvillige fonde, bl.a. fonden Realdania, og i samarbejde med Landskabsarkitekt Charlotte Skibsteds tegnestue.

Sanderumgaards Romantiske Have
Sanderumgaardvej 150
5220 Odense SØ

Åbningstider: tirsdag til søndag kl. 11.00 - 17.00
Entré: 50 kr. Børn under 18 år gratis
Grupperundvisninger min. 20 personer: 160 kr. pr. person inkl. kaffe og kage

Rabatbillet til udstillingen Sanderumgaards Romantiske Have på Fyns Kunstmuseum:
Ved fremvisning af entrebilletten fra Sanderumgaard får du 25% rabat på entreen til Fyns Kunstmuseum i udstillingsperioden 26. maj - 26. september 2010.