Johan Bülow

Jens Juel (1745-1802). Pendantportrætter Else Marie Hoppe og Johan Bülow, (1785), Olie på lærred, privateje.
Johan Bülow (1751- 1828) blev født i Nyborg af adelige, men ikke formuende forældre. Inden han var to år gammel var begge hans forældre døde. Johan voksede derfor op på Hvidkilde på Sydfyn, men havde sin skolegang i Odense. Sin militære karriere afsluttede han med glæde, da han i 1773 blev ansat som kammerjunker for den dengang 5 år gamle kronprins Frederik (XI).
De næste 20 år steg Bülow i graderne og endte som hofmarskal, men i 1793 blev han brat afskediget fra hoffet. Dybt skuffet slog han sig ned på sin fynske herregård Sanderumgaard, hvor han som godsejer og mæcen virkede ivrigt for sine bønders vel, og for støtte af kunst og videnskab.
Johan Bülows livsværk blev dog anlæggelsen af den romantiske kanalhave, hvor små huse, templer, mindestøtter, runesten, og mindesten skulle sætte beskueren i den rette stemning. Da Johan Bülow døde kunne han se tilbage på et langt og arbejdsomt liv, både i sit lands, kunstens og videnskabens tjeneste.

Jens Juel (1745-1802) Pendantportrætter Else Marie Hoppe, (1785), Olie på lærred, privateje.
Ægtefællen - Else Marie Hoppe
Det kom som et stort chok for alle i det københavnske hofliv, da Johan Bülow i 1785 giftede sig med Else Marie Hoppe (1768- 1834). Hun var grim, ”ja nærmest umenneskelig af væsen”. Dertil var hun meget svagt begavet, og fremstod nærmest som apatisk. Alle sagde at Bülow kun tog hende for pengenes skyld. Faktum var, at giftermålet med Else Marie gjorde ham til en meget rig mand.
Men Bülow agtede hende højt, og tålte ikke at nogen ikke viste hende opmærksomhed. Højtstående personer vendte Bülow ryggen, hvis de afviste eller foragtede hans kone.