AFTENLANDET

Særudstilling
Fyns Kunstmuseum
23. juni 2011 - 23. oktober 2011

Stemninger og motiver i dansk landskabsmaleri omkring 1800.

Med udstillingen AFTENLANDET bliver det danske landskabsmaleri fra ca. 1770 og til ca. 1810 set i et helt nyt lys. Netop denne periodes landskabskunst er langt mere betydningsfuld og indholdsrig, end man hidtil har ment. Og det er i denne periode, at man overhovedet begynder at få et selvstændigt dansk landskabsmaleri. Udstillingen viser, at der var en "guldalder før Guldalderen", nemlig i form af maleriske skildringer af et lykkeland i et gyldent lys, der havde rødder tilbage til guldalderforestillinger i antikken.

Øresundskysten ved Vedbæk

Kunstner: Jens Juel


Nyt perspektiv på perioden
Udstillingen præsenterer periodens kunst med betydninger og udsagn, som hidtil har været oversete og uudforskede. Tiden lige omkring århundredeskiftet mellem det 18. og det 19. årh. betegner et meget stort skift i den vesterlandske kultur - også i Danmark. Det gamle verdensbillede og den gamle verdensorden ændrer sig markant i slutningen af 1700-tallet. Den franske revolution er det store og synlige udtryk for denne nedbrydning af ældre styre- og standsformer. Krigene under og efter Napoleonstiden får stor betydning for landene i Europa. I Danmark går enevælden på hæld. Adelen mister privilegier, landbrugsreformerne bliver gennemført, og et borgerskab vinder terræn. Samtidig blomstrer handlen som aldrig før i Danmark pga. de europæiske krige og Danmarks neutralitetspolitik.

Den måske lykkeligste tid i Danmarkshistorien
Tiden fra 1784, hvor Kronprins Frederik (senere Kong Frederik 6.) tager magten til 1797 (hvor den kloge og dygtige statsminister A. P. Bernstorff dør) er kaldt "den måske lykkeligste tid i Danmarkshistorien". Perioden falder stort set sammen med Thorvaldsens ungdomsår i København, fra han i 1781 kommer på Kunstakademiet til han i efteråret 1796 forlader København og rejser til Rom.
Denne "lykketid" finder først og fremmest sit billedmæssige udtryk i landskabsfremstillinger af Jens Juel og Erik Pauelsen. Men også landskabsmalerier af den tidlige C. W. Eckersberg, af Elias Meyer, af Peter Cramer og S. L. Lange vil indgå i udstillingen.

Denne periode i Danmarkshistorien får en afslutning som følge af Danmarks fejlslagne politik i forbindelse med Napoleonskrigene, og en brat opvågnen af den gyldne tid indtræffer med Slaget på Rheden og Københavns Bombardement i 1807. Men det er som om, at den begrænsede lykke allerede varsles i landskabsmaleriet med de mange uvejrsskildringer, solnedgangs- og aftenskildringer. En tid og en verden går på hæld og oplyses i et sidste flammende nu, før alting går i sort.

En guldalder før guldalderen
I 1810 drager C. W. Eckersberg af sted på sin store uddannelsesrejse, der først bringer ham til Paris og senere til Rom, hvor han dels bliver nær ven med Thorvaldsen, og dels begynder at male den række af små frisk oplevede skitser i Rom, som han tager med tilbage til København i 1816.

Det naturstudium bliver udgangspunktet for en ny tilgang til virkeligheden for Eckersbergs mange elever. Og den periode i den danske kunsthistorie, der langt senere er blevet døbt "den danske guldalderkunst", tager sin begyndelse. Men udstillingen AFTENLANDET vil vise, at der faktisk er en forestilling om en rigtig samfundsmæssig guldalder før den kunsthistoriske periode, som en eftertid har kaldt for den danske guldalder, en guldalder før guldalderen så at sige. En tid, hvor landet fremstod i et gyldent lys i malerierne og en tid, hvor kunsten havde tydelige rødder til den arkaiske tradition i europæisk malerkunst og dermed også helt tilbage til antikken og forestillingerne om menneskehedens oprindelige guldalder.

Udstillingen er tilrettelagt af museumsdirektør Stig Miss.

Udstillingen vises på Thorvaldsens Museum den 3. marts - 29. maj 2011.

Se indslag på TV2 Fyn  fra Aftenlandet på Fyns Kunstmuseum. 

">
Error with embedding the source
oohembed source: http://oohembed.com/oohembed/?maxwidth=590&maxheight=332&url=%3cobject+id%3d%22tv2region-videoplayer%22+width%3d%22590%22+height%3d%22332%22+classid%3d%22clsid%3aD27CDB6E-AE6D-11cf-96B8-444553540000%22%3e+