Åbent Atelier - KUNST UDEN FILTER

Særudstilling
Fyns Kunstmuseum
27. september 2011 - 21. oktober 2011

Hvad sker der når to kunstnere inviteres indenfor i museets nye atelier udstyret med masser af farver, pensler og lærreder og får til opgave at skabe en moderne kunstnerisk fortolkning af et af museets absolut mest elskede værker? Dette er udgangspunktet for de to kunstnere Dan Jensen og Lone V. Petersen, når de i efteråret svinger penslen og skaber deres helt egne kunstneriske udgaver af H.A. Brendekildes kendte maleri Udslidt fra 1889.

 

Dan og Lone 1

Atelieret er åbent tirs. – tors. kl. 11.00 - 14.00. Og i dette tidsrum kan man følge processen hjemme i sin egen stue på

www.livestream.com/fynskunstmuseum

Besøg det åbne atelier
I en hel måned danner Fyns Kunstmuseum ramme om en kunstnerisk event, der giver museets gæster mulighed for at følge det fascinerende arbejde i atelieret og opleve kunstværkernes gradvise udvikling; fra lærrederne spændes op, og farvernes gøres klar til sidste penselstrøg sættes. Publikum får hermed en unik chance for at komme helt tæt på den kreative skabelsesproces og opleve selve kunstens tilblivelse på første hånd. Kunstnerne fortæller gerne om deres tanker og ideer, mens arbejdet står på.

Børneudstilling - Kom og udstil på Fyns Kunstmuseum!
I forbindelse med projekt KUNST UDEN FILTER inviteres skoler i Odense Kommune til at deltage i en stor børneudstilling med egne kunstneriske fortolkninger af H.A. Brendekildes maleri Udslidt.
Billederne skal sendes til Fyns Kunstmuseum senest den 1. november 2011. Udstillingen åbner lørdag den 12. november og vises frem til den 11. december.
Kontaktperson er museumsinpektør Henriette Nielsen, henn@odense.dk

KUNST UDEN FILTER - Atelierudstilling 2012
Dan Jensens og Lone V. Petersens færdige værker kan fra midten af februar 2012 ses i en atelierudstilling ledsaget af en film, der sammenfatter den kunstneriske arbejdsproces. Udstillingen åbnes med en Artist Talk, hvor du kan høre de to kunstnere fortælle om det kunstneriske forløb og ideerne bag værkerne samt få en kunsthistorisk vinkel på H.A. Brendekildes dramatiske maleri Udslidt af museumsinspektør Henriette Nielsen. Alle er velkomne.