Bålets betydning: Projektbeskrivelse

Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter

I 25 år har jeg arbejdet med udgravning, dokumentation og publikation af især ældre jernalders brandgrave, og i forlængelse heraf har jeg foretaget en række eksperimenter med forhistorisk ligbrænding. I dette studium vil data fra forhistoriske brandgrave og ligbrændingssteder, fortrinsvis fra det nuværende danske område, blive sammenstillet med data fra eksperimenter, skriftlige kilder og afbildninger til en samlet undersøgelse af brandgravsskikkens udvikling og betydning i Danmarks oldtid.

På baggrund af en bevilling fra Kulturstyrelsen er der i årene 2013-14 skrevet en samlet tekst på ca. 130 sider samt bilag på ca. 50 sider til en samlet afhandling, der ønskes indleveret som en ph.d. til Københavns Universitet i sommeren 2016. Odense Bys Museer har indvilget i at finansiere et forløb (jf. tidsplan i bilag 5b), hvor data og analyser fra arkæologiske undersøgelser, litteraturstudier og eksperimenter sammenfattes og perspektiveres i en samlet syntese. Nedenstående udgør afhandlingens problemformulering, som den fremtræder på nuværende tidspunkt - og denne samt den omtalte tidsplan viser, at det er realistisk at afslutte projektet inden for et tidsrum, der strækker sig fra september 2015 til sommeren 2015.

 

Problemer og formål

Ligbrændingsskikken har været praktiseret med vekslende intensitet gennem store dele af Danmarks oldtid, og med regionale variationer har skikken i flere perioder været dominerende eller ligefrem enerådende. De væsentligste levn til belysning af ligbrændingsskikken er slutprodukterne fra kremeringsprocessen i form af brandgrave og deres indhold af brændte knogler og gravgods. Hertil kommer anlæg og konstruktioner, der ikke er egentlige grave, men som er relateret til brandgravene; det drejer sig f.eks. om ligbrændingssteder samt gruber eller lag med affald fra kremeringsprocessen, dødehuse og veje. Dette meget omfattende materiale udgør det væsentligste empiriske grundlag for dette studium.  

Oldtidens ligbrændings- og brandgravsskik rummer problemstillinger, som tiltrækker sig opmærksomhed fra mange fagområder.

 

I forhold til det som regel langt bedre bevarede materiale fra jordfæstegrave er brandgravene og deres indhold ofte summarisk behandlet eller direkte fejltolket i den arkæologiske litteratur. En opfattelse af brandgravenes indhold som dårlige spejlinger af jordfæstegravenes ditto giver imidlertid ikke noget konstruktivt grundlag for at anvende deres særegne udsagnsværdi om oldtidens begravelsesritualer. Hvis man har fokus på ritualer i forbindelse med begravelseshandlingen, udgør brandgravene et mere informativt kildemateriale end jordfæstegravene, fordi de er et produkt af en række hændelser, som jordfæstebegravelsen ikke har omfattet. Forbeholdene skyldes imidlertid, at brandgravenes mange komponenter kan være vanskelige at håndtere og tolke som følge af de destruktive formationsprocesser, der er sket under og efter kremeringen. Det er derfor nødvendigt at finde tilgange, hvor man ser på mulighederne frem for begrænsningerne i materialet.

Den største hindring for at kunne afkode de forhistoriske brandgrave og ligbrændingsprocessen er vores egen "moderne" og forudindtagede holdning til fænomener som død, begravelse og grav. Et andet og meget væsentligt negativt "filter" er, at de fleste studier af forhistorisk ligbrændings- og brandgravsskik kun har haft én eller få tilgange til de problemstillinger, der er undersøgt. Arkæologer ser oftest på brandgravene med gravgodset som udgangspunkt eller evt. med afsæt i graven som en fysisk konstruktion. I det omfang, at brandgravene er behandlet i tværvidenskabelige projekter, har osteologer, retsmedicinere og zoologer typisk haft de brændte ben som udgangspunkt, mens metallurgers og arkæobotanikeres tilgang har taget afsæt i metalgenstande og rester af brændsel. Historikere, religionshistorikere og etnografer kan derimod nærme sig den forhistoriske ligbrændings- og brandgravsskik fra vinkler, der ikke tager udgangspunkt i den arkæologiske empiri, men derimod i skriftlige kilder, etnografiske feltstudier eller sociologiske/religiøse teorier. Risikoen ved at analysere brandgravsskikken alene ud fra et enkelt fags metoder og teorier er, at flere studier med udgangspunkt i det samme materiale kan ende op med forskellige resultater! Det er derfor meget væsentligt at understrege, at ligbrændingsskik og brandgravsskik kun kan forstås i en større sammenhæng, hvis man analyserer så mange parametre som muligt og undersøger fænomenerne ud fra en holistisk tilgangsvinkel.

Oldtidens ligbrændings- og brandgravsskik rummer problemstillinger, som tiltrækker sig opmærksomhed fra mange fagområder.

 

 

For at kunne analysere fænomenerne ligbrændingsskik og brandgravsskik med en holistisk tilgangsvinkel er det nødvendigt at dele dem op i en række elementer, der betragtes hver for sig og med inddragelse af så mange fagområder som muligt. Noget helt grundlæggende for at kunne tilgå materialet er en bred forståelse for selve kremeringsprocessen og en afklaring af dens forudsætninger, ingredienser og dynamikker. Kun med en indsigt i disse områder er det muligt at skelne mellem de to helt basale elementer fra processen, som findes ved arkæologiske undersøgelser, nemlig primære aflejringer og sekundære aflejringer. De primære aflejringer findes på selve det sted, hvor ligbrændingen har fundet sted, mens de sekundære aflejringer kan findes i grave eller i andre former for anlæg, hvortil materialet er flyttet efter sortering af ligbrændingsstedet. Primære aflejringer udtrykker en lav grad af dynamik i tilgangen til det nedbrændte bål, mens sekundære aflejringer er et resultat af en dynamisk tilgang til bålets restprodukter. En så grundlæggende forskel i tilgangen må antages at være et udtryk for variationer i opfattelsen af, om ligbrændingsstedet eller det, der ud fra en arkæologisk betragtning betegnes som graven, er blevet opfattet som det centrale sted i begravelsesritualerne.

Primære aflejringer kan give mere detaljerede oplysninger om kremeringsprocessen end de sekundære aflejringer. Det gælder både på et mikroniveau, hvor konstruktionselementers og bålkomponenters placering på eller nær deres oprindelige aflejringssted rummer et større informationsmateriale end flyttede komponenter, der har været igennem en eller flere sorteringsprocesser. I et makroperspektiv kan brændingsstedets placering i forhold til gravene/gravpladsen være centralt for en forståelse af ligbrændingsskikkens baggrund, og dette perspektiv kan yderligere bredes ud ved at se på relationerne til landskab, bebyggelse mv. Disse relationelle spørgsmål er knyttet til en kosmologisk forståelse og dermed til ligbrændingens hvorfor-spørgsmål.

Hvis man skal kunne skelne mellem primære og sekundære aflejringer, er det nødvendigt at kunne identificere, hvilke af ligbålets produkter, der er et produkt af ligbålets fysiske påvirkning og hvilke, der skyldes kulturelle eller naturlige formationsprocesser. Dette er især væsentligt, når man segmenterer ligbålets restprodukter i enkeltkomponenter som brændte knogler, gravgods, rester af brændsel mv. Identifikationen af de enkelte komponenter og den hændelse, som de er et produkt af, er helt afgørende for en rekonstruktion af brændingens forløb og for den efterfølgende håndtering (eller fravær af samme) af det nedbrændte bål.

Den bevidste handling i udvælgelsen af komponenter fra det nedbrændte ligbål med henblik på placering et andet sted må derfor mere end noget andet være velegnet til at definere de forskellige typer af brandgrave. Som udgangspunkt tager de gængse klassifikationer af brandgrave imidlertid ikke afsæt i de udsorterede komponenter fra det nedbrændte ligbål, men derimod i det, der omgiver produkterne, f.eks. en beholder (urne) eller en konstruktionen (f.eks. en brændtbenskiste). Disse elementer kan imidlertid rumme vidt forskellige kompositioner af udsorterede produkter fra ligbålet. Da sidstnævnte må betragtes som det primære, må det altså være de udsorterede og dermed tilvalgte komponenter fra bålet og ikke et sekundært valgt konstruktionselement, der skal være definerende for de enkelte gravtyper. I denne sammenhæng vil det være udskillelsen af de enkelte komponenter, der vil være i fokus.

Udskillelsen af produkter fra forskellige processer og identifikation af anlæg, der kan have indgået i de forskellige processer fra ligbrænding over sortering og deponering i grav eller i affaldsgruber, er helt afgørende for en forståelse af de aktiviteter, der har fundet sted på gravpladserne. Dermed får materialet også en betydning for forståelsen af den rolle, som gravpladserne har spillet i oldtidens fysiske og mentale univers.

 

Sammenfatning

Sammenfattende skal dette studium belyse ligbrændings- og brandgravsskikken i Danmarks oldtid i bredest mulig forstand med fokus på de involverede processer. I punktform er arbejdets formål således at skabe et grundlag for:

  • at kunne identificere anlæg og produkter fra ligbrændingsprocessen.
  • at kunne rekonstruere handlinger og processer i forbindelse med kremering og gravlæggelse.
  • at skabe et begrebsapparat til beskrivelse af kremeringsprocessen, dens anlæg, produkter og begivenheder.
  • at kunne beskrive og definere brandgrave på baggrund af de komponenter, de indeholder.
  • at kunne identificere forskellige typer af aktiviteter på oldtidens gravpladser.
  • at kunne føre religionshistoriske og teoretiske diskussioner om ligbrændingsskikkens baggrund baseret på et arkæologisk, empirisk fundament.

 

Odense den 22. juni 2015

Mogens Bo Henriksen

 

 

 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer