Oss's historie - Formidlingsaktiviteter

Foredrag

3. september 2016: En sejltur fra værft til værft 
Odense Staalskibsværft var i knap hundrede år en af Fyns største arbejdspladser og industri­virksomheder. Vi sejler med turbåden Svanen fra værftet ved Odense Kanal til Boels Bro ved Lindø.
Museumsklubben inviterer til en dejlig eftermiddag på Odense Fjord og i den Fynske Industrihistorie. Turen starter på værftsområdet ved Odense Kanal, hvor vi hører om det første værfts historie. Derfra sejler vi med turbåden Svanen - bygget på Lindøværftet - mod Lindø. Undervejs fortæller turlederne om værftets udvikling, kanalen og Odense Fjord samtidig med at der serveres kaffe og brød.
Vi lægger til på Lindø Terminalen, men kan på grund af sikkerhedskrav ikke gå rundt i Lindø Industripark. I stedet kører vi til Munkebo Bakke. Med udsigten over værftet og Munkebo by afsluttes fortællingen. Der vil herefter være transport tilbage til værftet i Havnegade.
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

7. september 2016: Byvandring, Odense Staalskibsværfts historie
Odense Staalskibsværft var en af byens største virksomheder og hørte i 1950'erne til Europas store værfter. Hør om værftet, arbejdet og de store stålskibe.
A.P. Møller grundlagde i 1918 Odense Staalskibsværft for at sikre tilgangen af skibe til sit rederi. Det var et anlæg i standardstørrelse andre danske værfter. I løbet af de følgende årtier blev værftet udvidet og ombygget for at øge produktionskapaciteten. Det lykkedes i den grad. Værftet nåede i 1958 nr. 20 på listen over verdens værfter efter produktion. Men da var værftsanlægget allerede forældet og en ny afdeling under opførelse ved Lindø. Det sidste skib forlod beddingen i 1966, men hundredevis af ansatte havde deres daglige gang på stedet indtil 1980.
Hør historien om værftets grundlæggelse, udvidelserne, en sidelæns stabelafløbning, de dramatiske begivenheder under besættelsen og flytningen til Lindø.
Byvandringen sker i anledning af udgivelsen af et stort bogværk om Odense Staalskibsværfts historie primo september.
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

14. september 2016: Byvandring, A.P. Møllers værftsby
Flere hundrede huse i den nordlige del af Skibhuskvarteret blev opført som arbejderboliger til Odense Staalskibsværft. Hør om værftskvarteret og hvorfor værftet byggede så meget.
Da A.P. Møller anlagde Odense Staalskibsværft i 1918 byggede han samtidig boliger ved Skibhusvej til værftets arbejdere. I løbet af de følgende godt 40 år tilføjede værftet villaer, etageejendomme og rækkehuse - i alt op mod 800 boliger.
Hør om ejerens og værftets skiftende formål med arbejderboligerne, om værftsarbejdernes præg på kvarteret - og om slåskampene med det kommunale system om noget så simpelt som vandforsyningen.
Byvandringen sker i anledning af udgivelsen af et stort bogværk om Odense Staalskibsværfts historie primo september.
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

20. september 2016: Foredrag, Odense Staalskibsværft 1918-2012
Gennem knap hundrede år byggede Odense Staalskibsværft og Lindøværftet mere end 400 skibe. Hør om værftets historie gennem skiftende konjunkturer og udviklingen fra seriebygger af tankskibe til innovativt containerskibsværft.
Foredrag ved kulturarvschef Jens Toftgaard. 

Odense Staalskibsværft anlagt i 1918 ved Odense Kanal og fra 1959 udvidet med en afdeling i Lindø var en af Odense og Fyns største arbejdspladser. Fra en beskeden start voksede værftet til at blive et af de store i Europa - og var en overgang blandt de fem største i verden.
I en gennemgang af hele værftsvirksomhedens historie med en række nedslagspunkter hører vi om værftets vækst og kriseperioder, om forholdet mellem værftet og ejeren, om valget af placering, og om den store arbejdsplads.
Gratis, tilmelding til museum@odense.dk nødvendig.
Foredraget er en del af en foredragsrække på Møntergården og i Munkebo i anledning af udgivelsen af et stort bogværk om Odense Staalskibsværfts historie primo september. 
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

27. september 2016: Foredrag, Odense Staalskibsværft i krise og krig
Skibsreder A.P. Møller spillede en afgørende rolle i videreførelsen af værftet og fastholdelsen af arbejdspladserne, da verdensøkonomien og storpolitikken ramte beddingerne i 1930-1945.
Foredrag ved Henning Morgen, leder af arkivfunktionen ved A.P. Møller - Mærsk A/S. 

A.P. Møller var - trods afstanden fra Kongens Nytorv i København til Havnegade i Odense - dybt engageret i den daglige ledelse af skibsværftet. Stort og småt blev behandlet i den korrespondance, der på alle ugens seks arbejdsdage blev sendt mellem kontorerne. Denne indsigt kom værftet til gode da der skulle findes vej ud af Depressionen i 1930'erne og konsekvenserne af Besættelsen.
Hvordan påvirkede A.P. Møller personligt beslutningerne der førte Odense Staalskibsværft gennem kriserne?
Hvorledes reagerede A.P. Møller, alene og sammen med den danske regering, over for besættelsesmagten i forhandlingerne om produktionen 1940-1945? Hvad blev rent faktisk produceret under Besættelsen - og hvem fik skibene?
På værftet var der køllægninger på stribe efter maj 1945 - hvordan kom Odense Staalskibsværft videre?
Mød op til en spændende eftermiddag om værftets historie - vi serverer kaffe og brød.
Gratis, tilmelding til museum@odense.dk nødvendig,
Foredraget er en del af en foredragsrække på Møntergården og i Munkebo i anledning af udgivelsen af et stort bogværk om Odense Staalskibsværfts historie primo september. 
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

04-oktober 2016: Foredrag, Værftsarbejderne, arbejdsmiljøet og arbejdskampene
Foredrag ved museumsinspektør Kurt Risskov Sørensen.
Skibsværftet var på mange måder en barsk arbejdsplads, hvor det krævede et stærkt helbred at sidde i blæst og slud og samle svejsesømme. Arbejdets barske karakter var samtidig baggrunden for, at der på værftet opstod et sjældent arbejdsfælleskab. Man arbejdede sammen, spiste sammen, gik i bad sammen og delte i det hele taget livsvilkår på en masse områder. Man lærte at holde sammen og tage sig af de andre i sjakket, simpelthen fordi man befandt sig på en farlig arbejdsplads.

Hvordan blev arbejdet organiseret, hvad betød rationaliseringer og arbejdstempo for trivslen, og hvordan løste man de konflikter, der opstod?
Gratis, tilmelding til ostfynsmuseer@ostfynsmuseer.dk nødvendig.
Foredraget er et led i en foredragsrække i Odense og Munkebo i anledning af udgivelsen af et stort bogværk om Odense Staalskibsværfts historie primo september. 
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

11. oktober 2016: Foredrag, Odense Staalskibsværft gennem kriserne
Værftsvirksomheden var flere gange truet på eksistensen af alvorlige kriser. Hvordan overvandt værftet kriserne og blev på ny konkurrencedygtig? Og hvorfor måtte værftet lukke til sidst?
Foredrag ved museumsinspektør på Industrimuseet Kristoffer Jensen. 
Odense Staalskibsværft og Lindøværftet blev i flere omgange ramt af alvorlige kriser - på mange måder et grundvilkår i skibsbygningsindustrien. Den første store krise var i 1930'erne, i 1970'erne ramte oliekrisen værftets produktion af supertankere og i 1980'erne var problemet konkurrence fra Fjernøsten.
Hvordan klarede værftet sig gennem kriserne og fandt en ny måde at blive konkurrencedygtig på?
Hvilken betydning havde den nære forbindelse mellem værftet og ejeren A.P. Møller Gruppen - og ikke mindst skibsrederne A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller personligt?
Og hvad var anderledes ved krisen i 2009, da ejeren besluttede at lukke værftet?
Gratis, tilmelding til ostfynsmuseer@ostfynsmuseer.dk nødvendig.
Foredraget er en del af en foredragsrække på Møntergården og i Munkebo i anledning af udgivelsen af et stort bogværk om Odense Staalskibsværfts historie primo september.
Praktiske oplysninger på www.museum.odense.dk.

 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer