Elverhøj

Der løb nogle firben rundt i sprækkerne på et gammelt træ. "Nej, hvor det rumler og brumler ovre i den gamle Elverhøj!" sagde de. De forstod hinanden, for de talte allesammen firbenesprog. "Der noget på færde! Højen har de løftet op på fire røde pæle lige til hanegal. Der bliver ordentlig luftet ud. Elverpigerne har lært nye danse, som der trampes i. Og alt det sølv og guld, der er i højen, bliver poleret og stillet ud i måneskin! Hvad mon der skal ske?!"
"Ja, jeg har talt med en regnorm, jeg kender," sagde en af dem; "den kom lige op af højen. Der har den rodet i jorden i flere nætter og dage. Og den har hørt en hel del. Se kan den jo ikke, det elendige dyr, men føle sig for og høre efter, det forstår den. De venter fremmede i Elverhøj, fornemme fremmede. Alle lygtemændene er blevet kaldt til for lave fakkel ptog!"

Lige i det samme skiltes Elverhøj ad. En gammel elverpige kom trippende ud. Hun var hul i ryggen, men ellers var hun meget anstændigt klædt på, og hun havde et ravhjerte i panden. Benene gik på hende, trip, trip, lige ned i mosen til natravnen. "Der skal være fest i Elverhøj i nat," sagde hun. "Der kommer  fornemme fremmede, og du bliver inviteret med til festen. Men vil du ikke gøre os en stor tjeneste først og flyve ud med indbydelser?"
"Hvem skal inviteres?" spurgte natravnen.
"Havmanden og hans døtre skal med. Alle små trolde af første klasse med hale. Og Åmanden og Nisserne. Og så tænker jeg, at vi også må invitere Gravsoen, Helhesten og Kirkegrimen."
"Bra!" sagde natravnen og fløj af sted for at invitere.

Elverpigerne dansede allerede på Elverhøj. De dansede med langsjal vævet af tåge og måneskin. Og inde i Elverhøj var den store sal ordentlig pudset op. Gulvet var vasket med måneskin, og væggene var gnedet med heksefedt! I køkkenet var der frøer på spid. Og der var salater af paddehattefrø og våde musesnuder. Der var snogeskind udstoppet med børnefingre. Der var øl fra mosekonens bryghus og skinnende salpetervin fra gravkælderen. Til knas var der rustne søm og kirkerudeglas.
Den gamle Elverkonges guldkrone blev poleret. I sovekammeret hang de gardiner op og hæftede dem fast med snogespyt. Jo, der var rigtignok en summen og brummen!

"Far!" sagde de syv elverpiger, "hvem er den fornemme fremmede, der kommer til fest?"
"Nu skal jeg siger det til jer," sagde Elverkongen. "Oppe i Norge, i det gamle Dovrefjeld, bor Troldgubben. Han har et klippeslot af kampesten. Der bor han sammen med sine to sønner. Og nu kommer han herned for at finde en kone til dem."  

I det samme kom to af lygtemændene hoppende.
"Gæsterne kommer! Gæsterne kommer!" råbte de.
Og dér stod Troldgubben fra Dovre! Med en krone af hærdede istapper og polerede grankogler. Bjørnepels og kanestøvler havde han på. Hans sønner derimod gik barhalset og uden seler!
"Er det en høj?" spurgte den mindste af dem og pegede på Elverhøj. "Oppe i Norge kalder vi det dér et hul!"
"Gutter!" sagde den gamle. "Hul går indad, høj går opad! Har I ikke øjne i hovedet! Skab jer nu ikke!"

Så gik de ind i Elverhøj. Og der var der rigtignok fint selskab. Der var nydeligt indrettet for enhver. Havfolkene sad til bords i store vandkar. "Vi har det som om vi var hjemme"! sagde de. Alle holdt bordskik, undtagen de to små norske trolde, de lagde benene op på bordet. "Fødderne af fadet!" sagde den gamle trold og så lystrede de, men ikke lige straks. De kildede deres borddamer med grankogler, og så trak de deres støvler af for at sidde mageligt og lod damerne holde støvlerne.

Men faren, han var ganske anderledes. Han fortalte så dejligt om de stolte norske fjelde. Om fosser der styrtede skumhvide ned med et bulder som tordenskrald og orgelklang. Han fortalte om laksen, der sprang op ad mod de styrtende vande. Om de skinnende vinternætter, når kanebjælderne klang og de unge løb med brændende fakler hen over den blanke is. Om isen der var så gennemsigtig at man kunne se fiskene blive bange og svømme væk under sine fødder. Jo - han kunne fortælle, så man så og hørte hvad han sagde! 

Nå, nu måtte elverpigerne danse og dét både simpelt og med tramp. Det klædte dem godt! Og hvor kunne de strække ben. Man vidste ikke, hvad der var arme, og hvad der var ben. Man vidste ikke hvad der var ende, og hvad der var begyndelse! De snurrede rundt om sig selv så livligt, at Helhesten, der sad og så på, fik ondt og måtte gå fra bordet.

Efter dansen skulle Elverpigerne vise, hvad de ellers kunne. Elverkongen kaldte først den yngste af sine døtre frem. Hun var så spinkel og klar som måneskin. Hun var den fineste af alle søstrene. Hun tog en hvid pind i munden, og så var hun usynlig! Det var hendes kunst.
Men Troldgubben sagde, at dén kunst kunne han ikke lide hos en kone.
Den næstyngste kunne gå ved siden af sig selv, ligesom om hun havde skygge. "Ordentlige troldfolk har ikke en skygge"! sagde gubben.
Den tredje var af en anden slags, hun havde stået i lære i Mosekonens bryghus. Så hun forstod at spække elletrunter med sankthansorme.

"Hun kunne blive en god husmor," sagde Troldgubben. "Men hvad kan den næste?"
Nu kom den fjerde elverpige, Hun havde en stor guldharpe at spille på, og da hun slog på den første streng, løftede alle det venstre ben. Og da hun slog på den anden streng, måtte alle gøre hvad hun ville.
"Det er et farligt fruentimmer!" sagde Troldgubben. "Hvad kan den næste datter?"
"Jeg har lært at holde af de norske!" sagde hun, "og jeg vil kun gifte mig, hvis jeg kan komme til Norge!"
Men den mindste af søstrene hviskede til Troldgubben: "Det siger hun bare, fordi hun har hørt i en norsk vise, at når verden forgår, så vil de norske klipper bestå, og derfor vil hun derop. For hun er så bange for at forgå."
"Ho, ho!" sagde Troldgubben, "Der slap dét ud. Men hvad kan den syvende og sidste?"
"Den sjette kommer før den syvende!" sagde Elverkongen, for han kunne regne.

Men den sjette ville ikke rigtig komme frem. "Jeg kan kun sige folk sandhed!" sagde hun, "Mig bryder ingen sig om: jeg har ikke syet noget brudetøj, jeg har nok at gøre med at sy på mine ligklæder!"

Nu kom den syvende og sidste, og hvad kunne hun? Ja hun kunne fortælle eventyr og det så mange hun ville. "Her er alle mine fem fingre!" sagde Troldgubben, "Fortæl mig et om hver!" Og elverpigen greb ham om håndleddet, og han lo så det klukkede i ham. "Der var engang", begyndte hun. Og så fortalte hun løs, mens Dovregubben lyttede og alle gæsterne med. Men da hun nåede til ringfingeren, sagde Troldgubben: "Hold fast! Hånden er din! Dig vil jeg selv have til kone!" "Jamen, der er endnu to eventyr tilbage"! sagde elverpigen. "Jeg er ikke færdig med at fortælle!"
"Dem skal vi høre til vinter!" sagde Troldgubben, "og om granerne skal vi høre, og om den klingrende frost! Du skal nok komme til at fortælle, for det er der endnu ingen, der rigtig gør deroppe! Og så skal vi sidde i stenstuen, hvor fyrrespånerne brænder i ovnen. Vi skal drikke mjød af de gamle norske kongers guldhorn. Det skal blive lystigt! Laksen vil springe udenfor i fossen og slå mod stenvæggen, men den kommer dog ikke ind! - Ja du kan tro der er godt i det kære gamle Norge! Men … hvor er mine sønner?"

Ja, hvor var gutterne? De løb omkring ude på marken og blæste lygtemændene ud.
"Kom nu ind!" sagde Troldgubben, "Jeg har taget en mor til jer!

Og så kom drengene ind i Elverhøj igen. De holdt tale og skålede, og så lagde de sig op på bordet for at sove! Men Troldgubben dansede stuen rundt med sin brud. Og han byttede støvler med hende, for det er finere end at bytte ring. 

"Nu galer hanen!" sagde den gamle elverpige. "Nu må vi lukke vinduesskodderne for at solen ikke brænder os inde!" Og så lukkede højen sig.
Men udenfor løb firbenene op og ned af det revnede træ og den ene sagde til den anden:
"Oh hvor jeg godt kunne lide den norske Troldgubbe!"
"Jeg holdt mere af drengene!" sagde regnormen, men den kunne jo heller ikke se, det elendige dyr.

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer