Historien om Greta, Gunnar og Carl Nielsens violin

20. august 2009 ringede telefonen og i røret var en meget venlig dame, der forklarede sit ærinde i korte træk: hun er efterhånden blevet en bedaget dame og syntes, det var på tide at få en ting i hendes eje bragt til rette plads. Og denne ting var intet mindre end en af Carl Nielsens første violiner!

Med denne information var inspektørens interesse vakt. Der gik heller ikke lang tid, førend der begyndte at tegne sig et billede af en større historie. For allerede længe forinden – og i en helt anden sammenhæng – var jeg blevet gjort opmærksom på eksistensen af netop denne violin. Derfor spoler vi nu tiden tilbage til foråret 2006.

Museumsinspektør Ida-Marie Vorre, Greta Sørensen og Gunnar Hounsgaard ved overrækkelsen af Carl Nielsens violin 28. august 2009. Fotograf: Lene Pedersen.

Ved denne tid havde Carl Nielsen Museet kontakt til en ældre herre, Gunnar Hounsgaard, i Sønderborg. Han havde i mange år haft i sin besiddelse en violin, der havde tilhørt den navnkundige fynske spillemand, Blinde Anders. Denne violin ønskede Gunnar bevaret for eftertiden, og af omveje blev det Odense Bys Museer, der blev de heldige aftagere til dette kulturhistoriske klenodie. Violinen blev overrakt i Carl Nielsens Barndomshjem den 9. juni 2006 på komponistens 141-års fødselsdag – i øvrigt ved samme lejlighed, som museet også overtog en af Carl Nielsens egne violiner; en violin, der i mange år havde været i hans yngre komponistkollega, Vagn Holmboes besiddelse.

I tiden efter overdragelsen har Gunnar været flittig til at forsyne inspektøren med artikler, udklip mm. Alt sammen noget, der på den ene eller den anden måde kunne uddybe vores viden om Carl Nielsen og den kreds af mennesker, som han omgik i sine barndomsår.
I juni 2009 kom så endnu en stak materialer. Denne gang bl.a. med en kopi af en artikel fra Billed-Bladet 1943. I artiklen kan man læse om gartnerdatter Greta i Birkerød. Anledningen til artiklen er, at hun angiveligt spiller på en af Carl Nielsens barnevioliner. Og det er her klokkerne begynder at ringe og en større sammenhæng åbenbarer sig. For det viser sig nemlig, at Greta er Gunnars kusine, og at de to ikke har haft kontakt i mange år. De har således uafhængigt af hinanden kontaktet museet!

Artiklen fra Billed-Bladet (1943) om Greta Fjelking og Carl Nielsens violin.

Men tilbage til Greta og hendes historie om violinen. Af flere årsager findes proveniensen på instrumentet sandsynlig: dels er der artiklen fra Billed-Bladet, dels er der det, at hun har arvet violinen efter sin far, handelsgartner Karl Fjelking, som igen har arvet den efter sin far, lærer i Sdr. Nærå, Rasmus Nielsen.
Samme Rasmus Nielsen spiller en rolle i Carl Nielsens barndom. Hos ham overnattede bl.a. Carl Nielsens far, Niels Maler Jørgensen, og Blinde Anders, når de havde været ude at spille på egnen. Blinde Anders’ violin havde således også været i Rasmus Nielsens eje, inden den endte hos hans barnebarn til den anden side, Gunnar. Også tidspunktet, hvor violinen er overgået til Rasmus Nielsen, sandsynliggør proveniensen: det skete nemlig omkring 1891 via Niels Maler – samme tidspunkt, hvor han og hustruen, Maren Kirstine Jørgensen, solgte deres hjem, nu Carl Nielsens Barndomshjem, og de fleste af deres ejendele for at emigrere til Chicago, USA, hvor flere af deres børn allerede befandt sig.

Greta og Gunnar fortæller, at begge violiner i sin tid blev givet til Rasmus Nielsen som tak for vennetjenester. Efter sigende skulle Niels Maler overfor Rasmus Nielsen have givet udtryk for en frustration over, at han ikke havde råd til at sende Carl Nielsen på en ordentlig skole, da han syntes, han udviste talent. Rasmus Nielsen skulle så have svaret, at han bare skulle sende ham ned til sig, selvom Niels Maler ikke kunne betale for det. Hvorvidt denne historie holder stik er svær at verificere. Carl Nielsen gik som bekendt allerede i skole i Nr. Lyndelse, og der er ikke nogen angivelser af, at han også skulle have været i Nærå. Dette skulle så være foregået i slutningen af 1870’erne, inden Carl Nielsen tog til Odense for at blive militærmusiker, og violinen blev som sagt først givet til Rasmus Nielsen i 1891. Men det kan ikke afvises.

Under alle omstændigheder er Greta vokset op i et hjem med tre søstre. På et tidspunkt syntes hendes far, at det var på tide, at en af døtrene begyndte at spille på det fine klenodie. Da Greta var den, der udviste størst musikalsk talent, blev det hende, der blev den heldige. Hun begyndte at spille som ca. 13-årig og havde spillet ca. 1 år, før historien blev bragt i Billed-Bladet.

Men hvordan kom historien overhovedet så langt? Historien er skrevet af journalist Inge Pernet fra Birkerød. Hendes mand var koncertmester/kapelmester og skulle spille koncert. De stod og manglede en barnepige. Igennem Karl Fjelking kom de i kontakt med hans datter, Greta, der gerne ville være babysitter. Dog ville hun gerne have lov til at tage sin violin med, da hun skulle til spilleundervisning dagen efter. Så spurgte journalisten interesseret ind til hendes spil – på det tidspunkt havde hun fået spillet ca. 1 år – og da hun hørte, at Greta spillede på selveste Carl Nielsens violin opstod interessen for historien.

Greta fik dagligt undervisning af bl.a. pensioneret funktionær ved DSB og spillemand, P. Pedersen. Efter nogle år med flittig øvning var det på tide at få skiftet violinen ud til en større model, hvormed Greta kunne realisere større værker. Desværre skete der en ulykke, hvor hun fik ødelagt sin venstre lillefinger og dermed måtte opgive sine musikerdrømme.  

Violinen, som her vises udstillet på Carl Nielsen Museet, arvede Odense Bys Museer i 1956. Den nytilkomne violin kan ses i Carl Nielsens musikstue på museets førstesal.

I museets eje findes i forvejen den barneviolin, som angiveligt skulle være den første, Carl Nielsen spillede på. Denne kom til Odense Bys Museer i 1956 i forbindelse med åbningen af museet i Carl Nielsens Barndomshjem. Da denne er overdraget direkte fra Carl Nielsens efterkommere, findes provenienshistorien her yderst sandsynlig. Det til trods kan den nye violin i museets eje også sagtens have været brugt af Carl Nielsen, da han var dreng. Derudover kan hans fader også have brugt den i sin undervisning? Og måske har Carl Nielsens søskende tillige spillet på den? Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men museet hilser alligevel den nye violin yderst velkommen i samlingen.