Partitur til Sinfonia Espansiva

Carl Nielsen Museet har i marts 2008 erhvervet et partitur til Carl Nielsens 3. symfoni, Espansiva. Partituret indeholder en interessant dedikation fra komponisten til Svend Godske-Nielsen.

Carl Nielsen Museet har marts 2008 erhvervet nodepartituret, "Sinfonia Espansiva für Orchester", Verlag von C.F. Kahnt Nachfolger, Leipzig, 1913. Partituret indeholder en dedikation fra Carl Nielsen, der lyder: "Med Ønsket om Held og/ Lykke og nye Arbejder i/ ??? // Til min kære Ven/ ??? / fra Din hengivne/ Carl Nielsen. 8-10-13."
Ved spørgsmålstegnene har der været en påskrift, men denne er slettet. Det kan dog tydes, at vennen må være Svend Godske-Nielsen.

Baggrunden for Espansiva
Efter afslutningen af sin anden symfoni, De fire Temperamenter (1902), gik der ikke mindre end otte år før Carl Nielsen atter vendte sig mod den krævende symfoni-genre.
I 1908 blev Carl Nielsen ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater, en stilling han beholdt frem til 1914. Den meget tidskrævende kapelmestergerning levnede ham ikke megen tid til at komponere, hvilket tydeligt afspejler sig i produktionen fra årene 1908-09, der fortrinsvis udgøres af upretentiøse lejlighedskantater og skuespilmusik.
I begyndelsen af 1910 begyndte Carl Nielsen dog at gøre sig overvejelser om sin 3. symfoni. Det fortælles, at han længe gik og grublede over begyndelsen til første sats. Så endelig en dag fik han idéen til hovedtemaet, mens han kørte i sporvogn, og i mangel af nodepapir noterede han temaet på sin manchet. Første sats var færdig den 13. april 1910, hvorpå arbejdet med symfonien måtte lægges til side i nogen tid til fordel for musikken til skuespillet Hagbarth og Signe, som skulle være færdigt til en friluftsforestilling i Dyrehaven i juni måned. I begyndelsen af juli tog han atter fat på symfonien, idet anden sats blev påbegyndt den 8. juli under et sommerferieophold på Damgaard ved Fredericia og blev komponeret i løbet af de følgende knap tre uger. Den 27. juli skrev han til orientalisten Frants Buhl:
"Jeg har to Satser (1ste Allegro og Andante) færdige af en ny Symfoni som jeg har skrevet ret con amore. Jeg haaber at Resten skal kunne komme hurtigt, naar jeg atter kommer til Kjøbenhavn; nu vil jeg holde en lille Tid helt Ferie".

Carl Nielsen og Einar Cordt Trap (1859-1937) på græsplænen foran Damgaard, hvor symfoniens 2. sats blev komponeret. Cordt Trap var bror til Charlotte Trap de Thygeson, der ejede Damgaard.

Der skulle dog gå en rum tid før Carl Nielsen fortsatte kompositionen. Efter at han den 14. august var vendt tilbage til København, blev han grebet af en depression, der tilsyneladende lammede hans skaberevner. Først ud på efteråret fik han overskud til at tage fat på de to sidste satser. Symfonien blev færdiggjort i efteråret og vinteren 1910-11 under meget vanskelige betingelser, hvor Carl Nielsen, på grund af sit virke ved Det Kongelige Teater, stort set kun kunne arbejde med kompositionen i nattetimerne efter teatertid. Kladden til tredje og fjerde sats er slutdateret hhv. den 14. januar og 30. april 1911.

I løbet af det tidlige efterår 1911 begyndte Carl Nielsen at arbejde for en uropførelse af den nye symfoni. Uropførelsen fandt sted ved Carl Nielsens "Symfoni-Koncert med nye Kompositioner" i Odd Fellow- Palæet i København den 28. februar 1912, hvor komponisten selv stod i spidsen for Det Kongelige Kapel. Denne koncert bragte også uropførelsen af violinkoncerten op. 33, som var komponeret i 1911, umiddelbart efter den tredje symfoni. Koncerten blev en stor succes, og samtidig indvarslede den usædvanligt positive kritik et vendepunkt for receptionen af Carl Nielsens værker i den danske offentlige musikkritik, idet hans musik hidtil ofte var blevet opfattet som kølig, akademisk og konstrueret. Karakteristisk for dette holdningsskift var Charles Kjerulfs anmeldelse i Politiken, hvori det bl.a. hed:
"Baade Venner og Modstandere af Carl Nielsens Kunst - maaske allermest dog de, der er begge Dele - maatte i Aftes glæde sig over dette Arbejde, der var ægte Carl Nielsen'sk i al sin sælsomme Blanding af Naivetet og Raffinement, Humor og Lyrik, Voldsomhed og Ynde...men som, i Modsætning til saa meget andet hos Carl Nielsen før, var fasttømret, afbalanceret og velgørende frit for al uvedkommende Eksperimenteren. Det var endelig den fuldvoksne Kunstner-Personlighed, der her brød frem, den sidste tiloversblevne Rest fra - med forlov - den musikalske "Lømmel"-Alder var stødt af, og man havde Manden og Kunstneren, med Dyder og Lyder, men saadan, som han nu en Gang er, og som han visselig ikke heller bliver anderledes. Paa denne Klode. Det første, helt og fuldt modne Æble fra hans Træ."

Ved uropførelsen havde symfonien endnu ikke noget tilnavn men blev slet og ret betegnet Symfoni. Kort tid herefter valgte Carl Nielsen imidlertid at give værket betegnelsen Sinfonia espansiva, på baggrund af førstesatsens tempobetegnelse, Allegro espansivo.

Carl Nielsens arbejdsværelse på Vodroffsvej, hvor kompositionen af Sinfonia Espansiva blev afsluttet 1911.

På foranledning af sin gode ven, Julius Röntgen, kunne Carl Nielsen allerede to måneder efter uropførelsen, nemlig den 28. april 1912, lede en opførelse af sin tredje symfoni med Concertgebouw-orkestret i Amsterdam. Selve koncerten blev en stor succes hos såvel publikum som kritikerne. Carl Nielsen beskrev den i sin dagbog:
"Orkestret spillede fortræffeligt. Det er strengt forbudt at klappe imellem Satserne i en Symfoni, men det vidste jeg forud. Efter Andanten gik der en Hvislen gennem Salen som var meget oplivende. Efter Symfonien stærkt Bifald, saa jeg maatte flere Gange frem og takke; til sidst maatte jeg pege paa Orkestret og saa var der stor Begejstring over hele Linien." 

I maj måned 1912 dirigerede Carl Nielsen to opførelser af symfonien på Det Kongelige Teater i København, idet den blev spillet som indledningsmusik før Molières skuespil Den Gerrige. Siden dirigerede Carl Nielsen symfonien i Stuttgart, Berlin, Helsinki, Stockholm og Göteborg foruden gentagne gange i København, bl.a. ved Statsradiofoniens første symfonikoncert den 14. januar 1927. I Carl Nielsens levetid blev symfonien endvidere opført med andre dirigenter i Berlin, Hamburg, London, Göteborg og Stockholm. Sinfonia espansiva blev i samtiden den antagelig mest spillede af komponistens symfonier. Karakteristisk for symfoniens centrale placering i Carl Nielsens livsværk blev den langsomme sats, Andante pastorale, spillet ved komponistens bisættelse i Københavns Domkirke den 9. oktober 1931.

I en programnote i forbindelse med en koncert i Stockholm i marts 1931 skriver Carl Nielsen om sin egen tolkning af symfonien:
"Værket er et Udslag af mange Slags Kræfter. Første Sats er tænkt som et Kast af Energi og Livsbejaelse ud i den vide Verden, som vi Mennesker ikke blot gerne vilde lære at kende i dens brogede Virksomhed, men ogsaa gerne erobre og tilegne os. Anden Sats er den absolute Modsætning: den reneste Idyl, og naar Menneskestemmerne til sidst lader sig høre, er det kun for at understrege den fredelige Stemning, som kunde tænkes i Paradiset inden Syndefaldet af vore første Forældre, Adam og Eva. Tredie Sats er en Sag, som ikke rigtig kan karakteriseres, fordi baade ondt og godt giver sig tilkende uden nogen virkelig Afgørelse. Derimod er Finalen lige ud ad Landevejen: en Hymne til Arbejdet og det daglige Livs sunde Udfoldelse. Ikke en patetisk Hyldest til Livet, men en vis bred Glæde over at kunne tage del i Livets og Dagens Arbejde og se Virksomhed og Dygtighed udfolde sig til alle Sider omkring os."

Som den eneste af symfonierne blev den tredje ikke udgivet på et dansk forlag, men derimod på leipzigerforlaget C.F. Kahnt. Her udkom den i 1913 i såvel stort partitur, lommepartitur som stemmer. I 1951 overgik rettighederne til det danske musikforlag Engstrøm & Sødring, idet dog C.F. Kahnt beholdt rettighederne for det tysksprogede område.

Carl Nielsen og Svend Godske-Nielsen
Som nævnt indledningsvist har det erhvervede partitur en dedikation fra Carl Nielsen til Svend Godske-Nielsen. Men hvem var han så egentlig?

Svend Godske-Nielsen (1867-1935) var uddannet jurist og ansat i Finansministeriet 1892-1931, fra 1909 som kontorchef. Han var kompositionselev af Carl Nielsen fra 1893 til ca. 1900, og det var i denne periode at grunden til venskabet blev lagt. Endvidere blev Carl Nielsen og Svend Godske-Nielsen i begyndelsen af 1900-tallet husfæller i den gamle Husarkaserne på Toldbodvej.

I den omfattende Carl Nielsen-brevsamling findes et stort antal breve, der enten er direkte korrespondance mellem Carl Nielsen og Svend Godske-Nielsen eller breve, hvor Godske-Nielsen nævnes. Fx spørger Svend Godske-Nielsen i et brev af 7. august 1910 til både Carl Nielsens hustru og den kommende symfoni.  
Der findes ikke et brev fra Carl Nielsen til Svend Godske-Nielsen med direkte svar på disse spørgsmål; men til gengæld skriver Carl Nielsen til ham fra Amsterdam, søndag den 28. april 1912, om opførelsen af Symfoni nr. 3 i Concertgebouw: "Nu gik den af! Stor Succes!! Jeg tænker paa mine bedste Venner i dette Øjeblik. Jeg er gennemvaad af Sved, derfor kun disse Ord, gamle kære Ven!"    

I sin dagbog skriver Carl Nielsen den 8. oktober 1913 bl.a.: "Hos Godske til Middag."    
Da dedikationen i partituret "Sinfonia Espansiva für Orchester" netop er dateret til denne dato, er det højst sandsynligt, at Carl Nielsen har medbragt partituret til besøget hos Svend Godske-Nielsen. I dedikationen til Svend Godske-Nielsen er navnet på stedet, som Carl Nielsen ønsker held og lykke med og nye arbejder i, slettet; men i et brev til datteren Anne Marie Nielsen (Søs) skriver Carl Nielsen den 27. oktober 1913: "Godske kan Du maaske ringe op i Ministeriet, (...). Hvis du strax skriver saa lad mig vide Godskes Adresse i Holte. Spørg ham derom, nøjagtigt."
Det kan således tyde på, at Svend Godske-Nielsen har fået nye beføjelser i Finansministeriet. En anden mulighed kan være den, at der ønskes held og lykke med arbejder i hjemmet i Holte. Ordet "Hus" kan anes som det sidste ord i den slettede tekst.    

I løbet af foråret 1915 ophørte venskabet mellem Carl Nielsen og Svend Godske-Nielsen. Januar 1915 er Carl Nielsen og hans kone Anne Marie Carl-Nielsen i Norge, og her afslører Carl Nielsen, at han gennem et stykke tid har haft et forhold til deres fælles ven Marie Møller. Carl Nielsens afsløring af forholdet erfares senere af bl.a. Svend Godske-Nielsen, og dette udvikler sig til, at han formelt bryder venskabet med både Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen.

I sit erindringsessay om Carl Nielsen fra 1935 skriver Svend Godske-Nielsen, at han ikke så meget til Carl Nielsen i de senere år af dennes levetid. Møderne var for størstedelens vedkommende tilfældige møder på gaden eller i koncertsalen. Carl Nielsen besøgte dog Svend Godske-Nielsen sidste gang en dag i juli 1931 for at indbyde ham til at høre det endnu ikke offentligt opførte orgelværk Commotio ved en privat koncert i Christiansborg Slotskirke et par dage senere. Svend Godske-Nielsen skriver om Carl Nielsen, at det er sandsynligt, at han allerede på det tidspunkt havde sin død - 3. oktober 1931 - i tankerne, og at der således var tale om et sidste farvel. Hvorvidt denne betragtning holder stik, må imidlertid stå hen i det uvisse.  

Esbern Juhl 

Kilder:
Carl Nielsen Udgaven, Forord og Kildebeskrivelser til Espansiva:

http://img.kb.dk/ma/cn/forord/CNU_II_03_pr.pdf 

 John Fellow (red.): Carl Nielsen Brevudgaven, Bind 3, 4 og 5, Multivers 2007, 2008 og 2009. 

Svend Godske-Nielsen: "Nogle Erindringer om Carl Nielsen", Tilskueren: Maanedsskrift for Litteratur, Kunst, Samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige Skildringer, 1935, 1. Halvbind, s. 414-430.