...Torupgården i Den Fynske Landsby
Torupgården er Den Fynske Landsbys aktivitetsgård. Det er her langt de fleste aktiviteter i Levende Historie foregår, her er ofte 'røg i køkkenet', når madmoder kokkererer, og det er her du finder koen, når den skal malkes.
Gården lå oprindeligt i landsbyen Torup på Nordfyn. Vi kender dens historie frsa skriftlige kilder helt tilbage til 1400-tallet, men som den står nu ser den ud som den gjorde efter en række udvidelser i midten af 1800-tallet.

I 1860 boede følgende på Torupgården:
Gaardeier Jørgen Larsen, 50 år,
Hans kone Maren Knudsdatter, 56 år
Tjenestefolk:
Lars Christiansen, 36 år
Knud Hansen, 24 år
Knud Albrecht Jørgensen, 20 år
Marie Kirstine Hansen, 42 år
Mette Marie Hansen, 13 år
Du kan læse mere om Torupgården på Den Fynske Landsby Online.
Levende Historie
Sommeren igennem kan du i hverdagene møde folkene fra Levende Historie. Med deres daglige gøremål og iklædt flotte dragter skaber de liv og stemning i Den Fynske Landsby. Aktørerne fra Levende Historie fortæller og viser, hvordan man levede på landet i 1800-tallet, hvor bønderne var selvforsynende med næsten alt.
Under et besøg i Den Fynske Landsby kan du møde bonden, gårdkonen, karlen eller lillepigen i deres daglige arbejde. Koen bliver malket, marken bliver pløjet, det hjemmespundne garn farves. Der bliver vasket tøj og bagt brød. Og i en skyggefuld krog sidder aftægtskonen med sit strikketøj.
Aktiviteterne finder sted forskellige steder i Landsbyen, men de er hovedsagligt knyttet til Skamby-Torupgården, som er Den Fynske Landsbys aktivitetsgård. Her kan du se eller selv afprøve de gamle håndværks- og husflidsaktiviteter. Du kan se i aktivitetskalenderen hvornår der er Levende Historie.
Hent et oversigtskort over Den Fynske Landsby.
Se Fødevarestyrelsens kontrolrapport vedr. besøg på Skamby-Torupgården