Museumsbygning

I Jernbanegade i Odense ligger en række prominente bygninger, der alle er opført omring år 1900 i forskellige historiske stilarter, heriblandt Fyns Kunstmuseum.

Kunstsamlingen i Odense placeredes i 1885 i byens første museumsbygning, der tillige var beregnet til at huse de arkæologiske og zoologiske samlinger. Museet, der er formet som en klassicistisk bygning med tempelgavl båret af søjler i stor orden, opførtes efter tegning af den lokale murermester Fr. E. Andersen assisteret af arkitekt Emil Schwanenflügel.

Museets facade blev rigt udsmykket, og øverst - mellem 1. og 2. sal - ses der en billedfrise med scener fra Danmarks historie samt den nordiske mytologi. Frisen er udformet af professor og billedhugger C.C. Peters. Dertil kommer skulpturer udført af billedhuggeren Aksel Hansen. I dag eksisterer kun gavlfiguren forestillende Pallas Athene, den græske gudinde for videnskab og kunst.  

Museet blev udvidet i 1896 efter tegning af arkitekt Niels Jacobsen, der ligeledes har tegnet to andre bygninger i Jernbanegade, nemlig First Hotel beliggende skråt over for museet, samt Odense Teater.

Siden 1989 har Fyns Kunstmuseum kun været ramme om kunsten. De øvrige samlinger af blandt andet kulturhistoriske genstande blev flyttet til andre udstillingssteder.

I årene 1993-97 gennemgik Fyns Kunstmuseum en omfattende renovering både inden- og udendørs, og i den sammenhæng blev blandt andet udstillingssalene farvesat i den karakteristiske farveholdning. Arkitekt Torsten Thorup stod for renoveringen af Fyns Kunstmuseum.

Læs mere om Odense Bys Museers historie