Relaterede links
 
Fakta om...

...H.C. Andersens tegninger

 

 

 

 

 

 

 

Størsteparten af H.C. Andersens tegninger stammer fra hans to store rejser: "Dannelsesrejsen" til Italien 1833-34 og "Orientrejsen" til Grækenland og Tyrkiet 1840-41. Ovenstående tegning bærer titlen: "Vertshuusstue i Pianore, mellem Florents og Bologne den 16 April 1834."

 
 
Vidste du i øvrigt at...

...H.C. Andersen klippede dette fantastiske papirklip til Dorothea Melchior

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Udklipning af H.C. Andersen til Fru Melchior født Henriques 1874", har han skrevet på det. Klippet sammenfatter en række af de motiver, H.C. Andersen yndede at bruge i sine papirklip, f.eks.: Møllemand, nisser, Pjerrot, danserinder, dødningehoved, svaner, paraplyfigur, masker, engle, hjerter og Ole Lukøje.  

 
 
Relaterede Nyheder
 

Kunsten

H.C. Andersens rige og overraskende billedkunst præsenteres efter en længere pause igen i H.C. Andersens Hus i en ny og spændende udstilling.

H.C. Andersen udfordrede sin kreativitet på andre områder end det rent litterære. Digteren var visuelt begavet og evnen til at bruge sine øjne kom til udtryk både i hans skrivekunst og i de fantastiske klip og tegninger, der er udstillet i rummet "Kunsten".

H.C. Andersens klip og tegninger er interessante, ikke blot fordi de er så løjerlige, men også fordi de giver et indkig i digterens sociale og private liv. "At klippe, det er den første Begyndelse for Digteriet", skrev den gamle digter med lune til sin veninde Dorothea Melchior i 1867, og der ligger megen sandhed i hans ord. Klippene demonstrerer H.C. Andersens sprælske fantasi. Tegningerne var til at begynde med små studier til brug for digterens litterære virke, men med årene begyndte H.C. Andersen også at eksperimentere med sine tegninger. Halvtreds år før psykoanalytikeren Rorschack præsenterede sine blækklatstegninger til brug for psykodiagnostik havde H.C. Andersen allerede og med samme ideer gjort sine blækklatstegninger.

H.C. Andersen var på mange måder forud sin tid som digter og som billedkunster. Han lavede collager før begrebet blev opfundet og eksperimenterede med materialer i billedkunsten som med ord i digtekunsten. H.C. Andersen var en visuel begavelse, der forstod at bruge sine øjne: Han kunne huske detaljer med forbløffende nøjagtighed, han havde sans for proportioner og detaljer, og hans litterære værker udmærkede sig ved den meget stærke billeddannelse, der også er årsag til at digterens eventyr har så rig en illustrationshistorie.

Livet igennem havde H.C. Andersen en kolossal fantasi, noget som digteren både betragtede som åndsgave og sjælesyge. "Jeg er som et Vand, Alt bevæger mig, Alt afspejler sig i mig, det hører vel til min Digter-Natur, og tidt har jeg jo Glæde og Velsignelse deraf, men ofte er det ogsaa en Qval", skrev den 50-årige digter til sin ven Edvard Collin i 1855.

Se hele samlingen af tegninger

Se hele samlingen af papirklip