Arkæologisk miniudstilling

På Møntergården kan du året igennem se mini udstillinger med interessante fund fra aktuelle arkæologiske udgravninger på Fyn. Kig ind i receptionen på Møntergården, hvor der er fri adgang til at se udstillingen.
Datoer
- 09. februar 2010
- 21. marts 2010
Oldsager fra sydøstfynsk jernaldergravplads.
Kom og se en mindre udstilling spændende oldsager fra sydøstfynsk jernaldergravplads, som er udgravet ved landsbyen Brudager nær Gudme på Sydøstfyn. Udstillingen vises i forbindelse med udgivelsen af den hidtil største bog, der er skrevet om en dansk jernaldergravplads: ”Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn”.
Med udgivelsen af Brudager Mark er der taget hul på fremlæggelsen af de mange fund, som er fremkommet ved bl.a. udgravninger i Gudme-området i 1980’erne og fremefter. Dette område, der må betegnes som Danmarks mægtigste rigdomscenter i 2.-6. årh. efter Kristi fødsel, er især kendt for at have leveret en utrolig mængde guldfund – faktisk mere end 11 kg. i alt! Det er nok mindre kendt, at der i området også er undersøgt op mod 3000 grave fra de samme århundreder.
Gravpladserne, hvoraf Brudager Mark med 168 gravlæggelser er Gudme-områdets næststørste, giver ikke samme indtryk af overvældende velstand som guldskattene. Til gengæld har detaljerede analyser af gravenes udformning og deres indhold af ligrester og gravgods givet et usædvanligt detaljeret indblik i mange aspekter af jernaldermenneskets liv – og især det der skete efter afslutningen af livet! F.eks. viser analyser af det træ, som man anvendte som brændsel på ligbålet, at hasselbusken må have spillet en betydelig rolle i forbindelse med troen på livet efter døden. Måske hjalp frugter og ved fra hasselbusken ligefrem den døde til genfødsel og det efterliv, som redskaber, smykker, våben og madvarer i gravene viser, at man så hen til.
Set med nutidens øjne virker det besynderligt, når udforskningen af jernaldergravne har vist, at jernalderens begravelsesritualer kunne omfatte partering af liget samt genopgravning af forfædrenes grave for at fjerne knogler, der skulle bruges som amuletter. Mærkeligt er det også, at de fleste grave kun rummer en mindre del af et lig, og det er lidt af et mysterium, hvad der er baggrunden for denne ”symbolske begravelsesform”. Måske har man simpelthen opbevaret dele af afdødes skelet i de levendes samfund for til stadighed at holde kontakten til de forfædre, som det har været vigtigt at holde sig på god fod med? Respekten for afdøde slægtninge viser sig også ved, at man jævnligt er vendt tilbage til gravpladserne for at foretage offerhensættelser af bl.a. lerkar – samt antagelig tilberede mad, som man måske lagde på graven til den døde.
Den videnskabelige udforskning af de fynske jernaldergravpladser, som fremlægges i bogen Brudager Mark, er et væsentligt skridt på vejen til at forstå den udvikling, der i løbet af det første årtusinde efter Kristi fødsel medførte betydelige ændringer i samfundet. Det var netop i dette tidsum, at oldtidens stammesamfund ændredes til den statsstruktur, der i sidste ende danner grundlaget for vor tids samfundsstruktur.
Bogen ”Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn”. er i to bind på i alt 844 sider, og den er skrevet af museumsinspektør Mogens Bo Henriksen med bidrag fra inden- og udenlandske specialister i arkæologi, botanik, metallurgi og retsmedicin. Bogen kan købes hos Odense Bys Museer, og prisen er kr. 448,- - 16. februar 2010
- 18. april 2010
Stå ansigt til ansigt med fortiden.
Kig indenfor til et nærmere kig på et usædvanligt velbevaret skelet fra jernalderen, som blev fundet i forsommeren 2008 under en arkæologisk udgravning ved Nr. Åby på Vestfyn.
Skelettet lå begravet i fosterstilling på kanten af et gammelt moseområde og de bevarede knogler viser, at der har været tale om en midaldrende mand fra tiden omkring Kristi fødsel.
Han er formentlig blevet nedlagt i mosen som et offer til de højere magter for omkring 2000 år siden, og kan derfor ses som en parallel til de mere kendte og velbevarede moseofferfund som Tollundmanden og Grauballemanden fra samme tid.
Museets arkæologer og konservatorer hjembragte skelettet til museet i hel tilstand i et stort og tungt præparat, som siden er blevet udgravet.
Skelettet har gennemgået en omfattende konservering, der nu er færdiggjort, så derfor har du fra tirsdag d. 16. februar 2010 mulighed for at stå ansigt til ansigt med jernaldermanden fra Nr. Åby. - 23. marts 2010
- 30. maj 2010
- 01. juni 2010
- 01. august 2010
Over bjerge og langs floder. Langdistancekontakter i stenalderen. I receptionen på Møntergården er der lejlighed til se en lille gruppe oldsager, der rummer en spændende historie om udstrakte forbindelser mellem Syd- og Centraleuropa og det danske område i jægerstenalder og den senere bondestenalder. - 02. august 2010
- 07. november 2010
– vandsoldet som værdifuldt redskab for arkæologerne
2. august – 7. november 2010
Da Odense Kommune skulle nyanlægge Gråbrødre Plads i Odenses midtby, udgravede Odense Bys Museer i 2009 en del af den tidligere klosterkirkegård. Tiden var knap, da pladsen skulle stå klar til åbningen i foråret 2010. Helt uventet stødte arkæologerne på en affaldsgrube med velbevarede genstande, fra tiden før klosterets oprettelse i 1279. Det nye fund truede med at vælte tidsplanen for nyanlæggelsen af pladsen. Løsningen blev at tømme gruben over i store sække med maskine og efterfølgende vandsolde indholdet.
Vandsold – hvad er det?
Ved vandsoldning spules jorden fra et kulturlag i en arkæologisk udgravning gennem en metalsigte så sand, ler og muld forsvinder. Man kan derefter lede efter genstande mellem småsten og grus. Det er en spændende, men også noget våd og mudret opgave. Nogle kulturlag indeholder mange fund, andre slet ingen – man kan blive overrasket eller lidt skuffet…...
I receptionen på Møntergården kan du se en lille udstilling med fundene, der fortæller om Gråbrødre Plads før gråbrødrene kom til. Oplev også vandsoldet i funktion i den aktuelle udgravning, til den 10.9., på Møntergården for enden af Møntestræde. - 26. november 2010
- 30. januar 2011
Guld og økser fra sydvestfynske bronzealderfyrster. Se en lille udstilling med årets mest overraskende fund fra den fynske arkæologiske arbejdsmark.
I en weekend i september-oktober 2010 satte 35 amatørarkæologer fra hele landet hinanden stævne på en sydvestfynsk mark, hvor de skulle dyrke deres fælles interesse for detektorafsøgning – og lære om områdets spændende kulturhistorie. Weekenden fik imidlertid et helt andet udfald, end deltagerne havde forestillet sig selv i deres vildeste fantasi.
På en nyhøstet kornmark med udsigt over Helnæsbugten og Lillebælt gav detektorerne kraftige signaler i et område på ca. 20x30 meter. Op ad jorden dukkede stumper af et par store bronzeknive med indpunslede skibsfigurer, tre flotte bronzeøkser med lignende motiver, en stump af et bronzesværd – samt ikke mindst 7 svære T-formede knapper og en syl af massivt guld. Alle genstande dateres til yngre bronzealder (ca. 800-600 f.Kr.), og de stammer utvivlsomt fra en eller flere meget rige grave, som er blevet splittet af ploven. Fundstedet viste sig nemlig at ligge i kanten af en gravhøj, som er sløjfet i midten af 1800-tallet.
Når de fantastiske og meget sjældne fund sammenholdes med tidligere fund fra egnen understreger det, at Voldtofte-området i yngre bronzealder var den vigtigste boplads ikke blot på Fyn, men antagelig i hele Skandinavien. Det var fyrsterne herfra, der administrerede politik, religionsudøvelse og handel – og det er sikkert i den forbindelse, at det eksotiske råmateriale til de nye fund er kommet til Sydvestfyn. Med andre ord: Vi er for alvor på sporet af et næsten 3000 år gammelt fynsk ”fyrstesæde”!
Fundene var ikke kommet for dagen, hvis det ikke var for amatørarkæologernes utrættelige indsats. De reagerede fuldstændigt korrekt, da de første ting dukkede op, for så blev museet tilkaldt og kunne foretage den vigtige dokumentation af fundsted og fund-omstændighederne. Disse data skal bruges til at planlægge den udgravning, som planlægges gennemført på højtomten efter høst 2011
Sted
Møntergården
Overgade 48
5000 Odense C
tirsdag til søndag kl. 10.00 - 16.00*
Voksne: 50 kr.
Grupper: 45 kr. (min. 10 personer)
Børn: (0-17 år inkl.) 0 kr.