Vinderprojektet til Møntergårdens nye bygning

Den dansk-spanske arkitektduo Maali & Lalanda har vundet arkitektkonkurrencen om ny udstillingsbygning til Møntergården.

Det dansk/spanske arkitektduo Frank Maali og Gemma Lalanda

Møntergården bliver med den nye udstillingsbygning et anderledes, spændende og moderne museum. Med et elegant projekt viser arkitekterne Maali & Lalanda, at en tidssvarende udstillingsbygning kan styrke museets synlighed og kobling til den omkringliggende by og på samme tid gennemføres i respektfuld dialog med områdets mange historiske bygninger.

De er netop blevet udpeget som vindere af den indbudte arkitektkonkurrence om ny udstillingsbygning til Møntergården.


Arkitektkonkurrencen
Odense Kommune udskrev i foråret konkurrencen om ny udstillingsbygning til Møntergården. Efterfølgende blev 10 teams blandt 52 interesserede udvalgt til konkurrencens første fase, hvor de skulle aflevere deres overordnede arkitektoniske vision for hele Møntergården inklusiv den nye udstillingsbygning. Af disse 10 anonyme forslag blev 4 udvalgt til næste fase, hvor der skulle leveres et færdigt konkurrenceforslag. Fasen blev indledt med dialogmøder med de enkelte teams, hvor dommerkomitéen kunne stille krav til den videre bearbejdning. Efter en dialog med de enkelte deltagere om deres forslag og efterfølgende bedømmelse kunne en enig dommerkomité udpege Maali & Lalanda’s forslag som endelig vinder af konkurrencen.

Møntergårdskarréen omfatter adskillige fredede og bevaringsværdige bygninger fra renæs-sancen og senere. Gennem karréen løber det meget velbevarede Møntestræde, der tiltænkes en central rolle i udviklingen af museets historiske formidling. Opgaven med at tilføre dette område en ny udstillingsbygning er derfor en stor udfordring og stiller betydelige krav til forståelsen for, hvorledes man gennem nyt byggeri tilføjer kvalitative værdier til en helhed af gammelt og nyt. Ligeledes stiller udstilling af værdifulde historiske genstande store krav til en ny bygnings indretning og sikkerhed. Der har således været tale om en krævende opgave, men også en mulighed for at skabe en fantastisk ramme for det historiske museum i Odense.


Om vinderforslaget

Med hovedgrebet, der placerer udstillingsbygningen som en kompakt struktur samlet i to kerner omkring Møntestræde, hvor selve udstillingen danner en rundgang henholdsvis over og under strædet, er det lykkedes Maali & Lalanda at modsvare samtlige konkurrenceprogrammets ønsker og krav. Placeringen af ankomst, introduktionsudstilling, multisal og sekundære funktioner på den ene side af Møntestræde og udstillingsarealerne på den anden side, løser en række funktionelle krav til brugen af huset yderst elegant.

Møntestræde, der føres igennem til Sortebrødre Stræde, bliver museets pulsåre, der på en gang giver adgang til den nye udstillingsbygning og til Møntergårdens mange fine gårdrum.

Inspireret af byens oprindelige matrikelstruktur er den relativt store udstillingsbygning nedbrudt i ”et ensemble af langhuse”, der i størrelse kan genkendes i Møntergårdens øvrige bygninger. På tilsvarende vis har arkitekterne med indlevelse i de eksisterende bygningers konstruktioner og materialer foreslået et konstruktivt system, der både giver de nye bygninger karakter og identitet og får dem til naturligt at høre til på stedet.

"Som rådmand, formand for museet – og ikke mindst som borger i Odense – ser jeg frem til at bruge Møntergårdens nye og omdannede byrum som en naturlig og aktiv del af bydelen”, siger rådmand Anker Boye, By- og Kulturforvaltningen, og fortsætter: ”Jeg er overbevist om, at bygningen bliver en perfekt og inspirerende ramme om en fantastisk udstilling om byens og øens historie. Vinderforslaget opfylder i høj grad vores visioner, forventninger og ønsker til nye udstillingsfaciliteter, funktionalitet og publikumsbrug. Jeg er sikker på, at vi med vinder-forslaget får et styrket museum på Møntergården."

Alle forslagene inkl. det vindende vil være udstillet på Møntergården fra den 21. til 22. november. Begge dage fra kl. 10.00 til 16.00.


Yderligere oplysninger
Museumschef Torben Grøngaard Jeppesen, tlf. 65 51 46 00, mail: tgj@odense.dk
Projektleder Jette Flinch Nyrop, Odense Kommune, tlf. 65 51 25 10, mail: jfn@odense.dk
Arkitekt Jan Bo Jensen, Odense Bys Museer, 65 51 46 92, mail: jbje@odense.dk


Pressefotos

kan downloades her:

Modelfoto 1

Modelfoto 2

Modelfoto 3

Modelfoto 4

Modelfoto 5

Tegning

Frank Maali og Gemma Lalanda