Pernille Lykkes Boder
Pernille Lykkes Boder er de ældste bygninger, der endnu ligger på deres oprindelige plads. Om deres historie ved vi, at Pernille Lykke i august 1613 købte grunden af Odense by, og i 1617 havde hun ladet en bindingsværksbygning på 18 fag opføre i Møntestræde. Bygningen lå i forlængelse af en længe, der indeholdt karlekammeret i hendes købstadsgård, Møntergården.
Der er to slags boder: de første, Pernille Lykkes Sjæleboder, blev indrettet som fattigstiftelse og indeholdt en forstue og to stuer. Der var ikke plads til meget mere end en seng, et skab, en stol og et bord. Her skulle ifølge bestemmelsen "så længe verden består" bo tre ærlige trængende Kvindfolk, og to Drenge, faderløse og moderløse, som skal gå i den Latinske Skole". Kvinderne måtte bo i huset til deres død, hvorimod drengene kun måtte bo der i tre år.
Den anden del af huset, Pernille Lykkes Lejeboder, var inddelt i to lejligheder. Lejeindtægten på tyve mark om året blev anvendt til brændsel for fattigstiftelsen. Boderne blev administreret af sognepræsten ved Vor Frue Kirke, og hertil havde Pernille Lykke afsat et fast årligt beløb. Det forslog dog ikke meget og bygningerne var flere gange ved at forfalde.
El blev installeret i 1935 og rindende vand i 1950. Alligevel bevaredes bygningernes funktion indtil 1955, hvor boderne blev en del af museumskomplekset. De er nu indrettet med møbler, således at man får et indtryk af boligforholdene dengang.
Der er åbent til lejlighederne for publikum i sommermånederne.