Udstilling med Anne Marie Carl-Nielsens nykonserverede voksskitser

28. april 2008

Fra den 5. maj til den 5. juli vises et udvalg af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens nykonserverede voksskitser på Carl Nielsen Museet
Anne Marie Carl-Nielsen

I samlingen på Carl Nielsen Museet findes ca. 900 værker fremstillet af Carl Nielsens kone, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945). Værkerne er fremstillet i gips, bronze og voks. Et af de mere kendte monumenter som Anne Marie Carl-Nielsen har fremstillet, er for eksempel rytterstatuen af Chr. IX, på Christiansborg slots ridebane. På Carl Nielsen Museet findes mange modeller af monumentet, både i gips og voks. Voksmodellerne kaldes også skitser, som kan sammenlignes med blyantsstreger i en skitsebog, mens andre skitser er der taget afstøbninger af, og er det originale forlæg til det endelige værk i bronze.

Da voksblandingen er et yderst sart materiale, var de omkring 100 år gamle voksfigurer med tiden gået i stykker eller var blevet snavsede. Derfor fik Odense Bys Museer i 2007 bevilget midler fra Kulturarvsstyrelsens ENB-sum, til konservering af genstande af enestående national betydning.

De 200 voksskitser som skulle konserveres, blev først registreret ved fotografering og røntgenfotografering. Røntgenoptagelserne har afsløret mange spændende og hidtil ukendte oplysninger om voksfigurernes opbygning. Blandt andet indeholder flere af figurerne søm og nåle samt hårnåle som afstivningsmateriale.

Konserveringsarbejdet blev indledt med at få analyseret figurernes materialeindhold. Samtidig blev Anne Marie Carl-Nielsens notesbøger gennemgået på Det Kongelige Bibliotek i København. En håndskreven foldet lap papir viste sig at indeholde Anne Marie Carl-Nielsens egen opskrift på voksmasse. Opskriftens indhold stemte overens med analysernes resultater, og man må sige, at det var en noget speciel voksmasse Anne Marie Carl-Nielsen brugte; nemlig en blanding af bivoks, paraffinvoks, olivenolie, beg, venetiansk terpentin, kartoffelmel og smør!
             
De færdigkonserverede voksskitser er nu anbragt sikkert i museets magasiner med et stabilt klima, hvor der hverken er for fugtigt eller for varmt. Derudover er det muligt, at se et udvalg af voksskitserne i Carl Nielsen Museet fra den 5. maj. Der er fri entre til museet.

Yderligere information fås ved henvendelse til funktionsleder og konservator Dorte Gramtorp på telefon 6551 4680.

Læs mere om det store konserveringsprojekt af Anne Marie Carl-Nielsens voksskitser

Carl Nielsen Museet
Claus Bergs Gade 11, 5000 Odense C

Fri entre.


 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer