Carl Nielsen Museet 20 år

07. marts 2008

Carl Nielsen Museet fylder 20 år den 19. marts og markerer jubilæet med en reception i museet

Den 19. marts 2008 er det 20 år siden, at dørene blev slået op til Carl Nielsen Museet. Carl Nielsen Museet var dengang Odenses gave til sig selv i anledning af byens 1000-års jubilæum, og det er det første og hidtil eneste komponistmuseum i Danmark.

20 års jubilæet markeres ved en reception i Carl Nielsen Museet, Claus Bergs Gade 11, Odense C, onsdag den 19. marts 2008 kl. 15.00.

Museet er vært ved en lille forfriskning, taler og musik og alle er velkomne.

Ved receptionen vil et par af museets fremtidige hovedsatsningsområder være i fokus. Et af de største ønsker er, at der skal være mere musik i museet. Dette skal bl.a. ske ved øget koncertaktivitet, hvilket allerede fra i år kan opleves ved to selvstændige koncertrækker ved hhv. fire matinékoncerter tilrettelagt af Odense Symfoniorkester og fem koncerter arrangeret af Det Fynske SangSelskab. Koncertdelen til jubilæumsreceptionen forestås af pianist Morten Heide, der vil spille udvalg af Carl Nielsens klavermusik. I dagens anledning bliver det på Carl Nielsens eget flygel.

Et andet satsningsområde er mere formidling henvendt til børn og unge. Konkret menes her fx særlige arrangementer henvendt til målgruppen og udvikling af undervisningsmateriale. Ved jubilæet vil Connie Koch Rasmussen, lektor i musik ved læreruddannelsen i Odense under University College Lillebælt, netop præsentere et nyt undervisningsmateriale om Carl Nielsen, som hun har udviklet i samarbejde med Odense Bys Museer.

Museets baggrund
At museet overhovedet kunne blive en realitet skyldes for en stor del Carl Nielsens døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmányi. Disse testamenterede i vidt omfang "nielseniana" (herunder personlige ejendele, indbo og kunstværker) fra deres forældre, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og komponisten Carl Nielsen, til Odense Kommune, der til gengæld forpligtede sig til at oprette et museum for begge kunstnere.

Resultatet blev et museum, hvor den besøgende har mulighed for via en kronologisk opbygget udstilling at følge både komponistens og billedhuggerens liv og kunstneriske virke. Blandt highlights i udstillingen er en rekonstruktion med originalt inventar af såvel familiens dagligstue som komponistens musikstue og billedhuggerens atelier.

Læs mere om Carl Nielsen Museet

Yderligere information fås ved henvendelse til museumsinspektør Ida-Marie Vorre på tlf. 6551 4656 eller iv@odense.dk

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer