Den Fynske Landsby 2008

13. marts 2008

Den Fynske Landsby åbner op til en ny sæson, der bugner af aktiviteter, oplevelser og historie

Fra tirsdag den 1. april åbnes dørene til en ny sæson i Den Fynske Landsby, der bugner af aktiviteter, oplevelser og historie. Der vil være traditionsrige arrangementer - og helt nye. Der vil være masser af sjov for børn - og ligeså meget for voksne. Der vil være levende dyrebørn - og levende historie.

Kom og oplev det i Den Fynske Landsby i 2008.

MODERNE TIDER i Den Fynske Landsby
I disse år er Den Fynske Landsby i gang med en grundig gennemgang af alle Landsbyens bygninger. Hver bygning skal i fremtiden repræsentere en bestemt periode fra 1800-tallet for på den måde at tydeliggøre den store udvikling, der - på en lang række områder - fandt sted i dette århundrede. De første forandringer vil man i år kunne opleve ved besøg i Den Fynske Landsbys aktivitetsgård, hvor der vil være ombygninger i løbet af foråret. Og i Præstegården, hvor køkkenet ikke længere vil være befolket af den traditionelle madmoder, når historien levendegøres. Fremover vil det være kokkepigen, der med sit hvide forklæde og kappe regerer blandt kødhakker og emaljehusgeråd i Præstegården anno 1900.

GAVEN til min kjæreste...
I Præstegårdens enkesæde kan du i 2008 se en udstilling med et udvalg af kærestegaver fra museets magasiner.
Når en karl forærede pigen fra nabogården et smukt dekoreret manglebræt eller et møjsommeligt udskåret nålehus, var det ikke blot en praktisk gave, der kunne bruges i pigens arbejde. Gaveudvekslingen var en invitation til en tættere forbindelse; en slags uofficielt frieri, før resten af verden fik noget at vide.

Fynske Øldage
Ølbrygning har alle dage været en fast aktivitet i Den Fynske Landsby - ligesom det var en fast del af madmoders pligter på den selvforsynende gård. I år er vi stolte af at kunne præsentere tre bryggedage tilrettelagt i samarbejde med brygmester Leif Typkær, Albani. Brygmesteren vil i samarbejde med Landsbyens egen brygger fortælle om øllets råvarer, om bryggeprocessen dengang og i dag, samt byde på smagsprøver på øl - og på mad med øl!
Fynske Øldage finder sted søndag den 6. april, fredag den 4. juli og søndag den 5. oktober.

Familieteater
Igen i år har vi den glæde, at kunne præsentere teaterduoen John Doe, der har sagt ja til at genopsætte teatersucces'en Klods Hans" i 30 forestillinger. I 2007 blev stykketset af over 3500 begejstrede gæster. I år ønsker vi at give endnu flere mulighed for at opleve den gamle klassiker fortolket på en ny måde.
Klods Hans kan opleves onsdag til søndag i ugerne 27, 28 og 29. Støttet af Odense Kommune, Kultur.

Levende Historie - og meget mere...
Foruden ovenstående arrangementer vil der henover sæsonen være liv i de gamle huse og gårde, når historien bliver levendegjort af udklædte aktører fra Levende Historie. Her vil man kunne opleve, hvordan liv og dagligdage var på landet i 1800-tallet. Der vil desuden være skumringsture, hvor museumsinspektørerne invitere på aftenvandring i Landsbyen. Der vil være Familiedag, hvor alle aktiviteterne kan afprøves, husflidsdage, forårspløjning, høst og meget andet. I det genåbnede besøgscenter vises en udstilling og film om udviklingen på landet i 1800-tallet.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer