Midler til Den Fynske Landsby fra Energi Fyns Almene Fond

16. april 2008

Odense Bys Museer har modtaget 98.000 kr. fra Energi Fyns Almene Fond. Pengene er givet til at producere og opsætte emaljerede informationsskilte i Den Fynske Landsby

Igennem de seneste år har Odense Bys Museer arbejdet med at forøge og udvide formidlingen i Den Fynske Landsby. Med bevillingen fra Energi Fyns Almene Fond bliver det nu muligt, at producere og opsætte informationsskilte ved Landsbyens huse og gårde, således at museets besøgende kan få nogle centrale oplysninger om bygninger, haver, marker mv., når de bevæger sig rundt imellem dem. Dette tiltag har længe været efterspurgt både internt på museet og hos vores gæster.

Informationsskiltene vil blive udført i emalje og vil med dansk og engelsk tekst, tegninger og kortskitser fortælle om de enkelte bygningers alder, historie, beboere, byggeskik mv. Med skiltene vil Den Fynske Landsbys gæster få et endnu større udbytte af at besøge museet, og de vil gå derfra med en større viden om samfundet, menneskene og livet på landet i 1800-tallet.

Skiltene vil blive produceret i løbet af 2008 og være klar til at modtage publikum seneste ved sæsonstart 2009.

Yderligere information fås ved henvendelse til museumsinspektør Lise Gerda Knudsen på tlf. 6551 4653 eller lgk@odense.dk
 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer