Smukt og rigt illustreret bogværk om vitalismen

14. april 2008

Fredag den 11. april 2008 udkommer den første antologi på dansk grund, der omhandler den ekstreme dyrkelse af fysisk sundhed, skønhed og styrke, der samles i begrebet "vitalisme"

Livslyst. Sundhed - Skønhed - Styrke i dansk kunst 1890-1940

Bogen tager afsæt i et større forskningsprojekt, der også har resulteret i den første og meget omfattende udstilling om dansk vitalisme, Livslyst. Sundhed - Skønhed - Styrke i dansk kunst 1890-1940 på Fuglsang Kunstmuseum 12. april - 24. august 2008 og på Fyns Kunstmuseum 12. september 2008 - 11. januar 2009. 

"Den store sundhed" gælder først og fremmest billedkunstens mange skildringer af især menneskekroppen, men også landskabsmotiver. Bogen indeholder en række kunsthistoriske bidrag om alt fra sports- og dansemotiver, dyrkelse af det stærkt maskuline og tidens kvindeskikkelser til lysfyldte bjerglandskaber eller havbilleder, der danner den ideelle ramme om det sunde liv i det fri. Dertil kommer flere bidrag om vitalismen i periodens filosofi, musik, dans, litteratur, arkitektur, samt i hverdagslivet (periodens idræts-, helse- og friluftsbevægelser mv.).

Tilsammen tegner dette krydsfelt af filosofi, forskellige kunstarter og hverdagsliv konturerne af en ganske livskraftig vitalistisk sundhedsbølge i Danmark, der har et langt større omfang, end man har kendt til. Den vitalistiske strømning må også ses som en vigtig forudsætning for den nuværende kultur og ikke mindst den aktuelle dyrkelse af kroppen og sundheden.

Bogen er redigeret af Gertrud Hvidberg-Hansen, museumsinspektør ved Odense Bys Museer / Fyns Kunstmuseum og Gertrud Oelsner, museumsinspektør ved Fuglsang Kunstmuseum, der også begge står begge bag udstillingens idé.

Publikationen er en smukt indbundet hardback på i alt 460 sider med bl.a. 330 indbydende illustrationer. Bogen udgives af Forlaget Odense Bys Museer og Fuglsang Kunstmuseum og koster 348 kr. Den kan købes på de respektive museer og på deres hjemmesider.

Yderligere oplysninger om bogen og projektet kan fås hos:

Museumsinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen, Odense Bys Museer/ Fyns Kunstmuseum på ghv@odense.dk eller tlf. 65 51 46 42.

Museumsinspektør Gertrud Oelsner, goh@fuglsangkunstmuseum.dk eller tlf 54 78 14 14. www.fuglsangkunstmuseum.dk


 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer