Livsstykker

11. august 2008

Ny udstilling på Carl Nielsen Museet om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens kunst

Mænd, myter og stærke dyr i Anne Marie Carl-Nielsens kunst 1890-1940

Carl Nielsen Museet
12. september 2008 - 11. januar 2009

Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens kunst fra perioden 1890-1940 præsenteres på udstillingen Livsstykker på Carl Nielsen Museet. Udstillingen bliver til i forlængelse af udstillingen Livslyst, som vises på Fyns Kunstmuseum i samme periode.

Udstillingen Livslyst på Fyns Kunstmuseum tematiserer kulturstrømningen vitalismen i dansk kunst i perioden 1890-1940. Vitalisme betegner en særlig dyrkelse af livet og af fysisk sundhed, skønhed og styrke i kunst og kultur. Med kraftfulde skildringer af sport (bl.a. i tilknytning til de Olympiske Lege), mytologi, natur og hverdagsliv var periodens kunst et vigtigt bidrag til tanken om "en sund sjæl i et sundt legeme", men det var også en strømning, der rakte ud i alle kunstarter, frilufts- og sportsbevægelser, helsebevægelser etc. Vitalismen er således en bred kulturel bevægelse, der ved overgangen til 1900-tallet dyrkede forestillingen om en sund kultur, der skulle overvinde den stagnation og dekadence, mange oplevede i slutningen af 1800-tallet. Den betegner idealet om en ny begyndelse, der indgår i kulturens cykliske forløb svarende til naturens og menneskelivets regeneration og cyklus.

Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen skabte adskillige værker - herunder statuetter, skulpturer og tegninger - med kraftfulde dyr, mytologiske motiver og ikke mindst sportsfigurer, som med rette kan indskrives i en vitalistisk sammenhæng. Med udstillingen Livsstykker stilles der for første gang skarpt på Anne Marie Carl-Nielsen som en central figur i denne strømning i Danmark.

På udstillingen Livsstykker vises hovedsageligt små skitseprægede statuetter, der relaterer sig til større monumenter i det offentlige rum, og statuetter og skulpturer i bronze, der udgør selvstændige værker. De udstillede værker er inddelt i fire kategorier: stærke dyr, børn og hverdagsliv, sport samt mytologi.

Livsstykker er en del af projektet På livet løs! Vital kunst og kultur i Danmark, der finder sted på 14 kulturinstitutioner landet over og som byder på en række udstillinger og arrangementer under temaet "vitalisme".

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til museumsinspektør Ida-Marie Vorre på tlf. 6551 4656 / iv@odense.dk.

Carl Nielsen Museet, Claus Bergs Gade 11. 5000 Odense C.
Åbent man - onsdag kl. 14.00 - 17.00 samt kl. 16.00 - 21.30 i forbindelse med Odense Symfoniorkesters koncerter i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus.

Fri entre.


 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer