Stor donation fra Augustinus Fonden til Møntergården

14. december 2009

Augustinus Fonden giver en stor donation på 15 mio. kr. til realiseringen af udstillinger i det nye museumsbyggeri på Møntergården. Bevillingen betyder, at planlægningen af de nye udstillinger kan iværksættes og realiseres sideløbende med byggeriet som vil stå klar til åbning i foråret 2012.

I november 2009 kunne vinderprojektet i arkitektkonkurrencen om udbygning af det historiske museum Møntergården i Odense præsenteres. Projektet omfatter opførelse af nye bygninger, som skal rumme permanente udstillinger, multisal til foredrag, konferencer og særudstillinger, velkomstområde m.m. Det vindende arkitektfirma er den spansk-danske duo Maali og Lalanda, der har leveret et meget overbevisende forslag til, hvorledes nye bygninger på en utrolig nænsom og æstetisk flot måde kan passes ind mellem Møntergårdens mange fredede bygninger fra renæssancen og senere. Udbygningen omfatter 2.200 m2 og finansieres af bevillinger fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Odense Kommune på i alt 75 mio. kr.

Augustinus Fonden følger nu op med en stor donation på 15 mio. kr., der sikrer realiseringen af udstillinger i det nye byggeri. Bevillingen betyder, at planlægningen af de nye udstillinger kan iværksættes og realiseres sideløbende med byggeriet. Det udbyggede museum på Møntergården vil stå klar til åbning i foråret 2012. Den nye udstillingsbygning skal rumme væsentlige dele af Odense Bys Museers arkæologiske og historiske samlinger og fortælle historien om Odenses og Fyns udvikling fra de ældste tider til i dag. En samlet præsentation af byens og øens historie har manglet i mange år, idet de øvrige museer under Odense Bys Museer enten er specialsamlinger som H.C. Andersens Hus, Den Fynske Landsby, Carl Nielsen Museet og Fyns Kunstmuseum eller har rådet over for lidt plads som tidligere på Hollufgård og nu på Møntergården.

En arbejdsgruppe ved Odense Bys Museer er i gang med at udarbejde koncept for de nye udstillinger. Med afsæt i vilkår, begivenheder og personer på Fyn vil den historiske udvikling blive præsenteret og tolket. Et særligt fokus vil blive sat på, hvorledes den fynske mentalitet er skabt i samspillet med naturen, landskabet, den geografiske placering og kreative personers foretagsomhed og virke.

Billede fra udstillingen Byens Liv som åbnede på Møntergården juni 2009.

Med det nye byggeri og den flotte opfølgende bevilling fra Augustinus Fonden er et højt og meget længe næret ønske hos Odense Bys Museer om at skabe en samlet formidling af byens og øens historie ved at gå i opfyldelse. Møntergården vil blive et helt unikt museum i Odenses kulturelle centrum med koncerthus, H.C. Andersen-kvarteret og det kommende nye musik- og teaterhus og musikkonservatorium. I efteråret 2010 kan første spadestik til de nye bygninger tages, og ved samme lejlighed vil den konkrete udstillingsplan foreligge. En bedre gave i anledning af Odense Bys Museers 150 års jubilæum i 2010 kan vist ikke gives!

Læs mere om Møntergårdens udbygning her

Yderligere oplysninger om donationen fra Augustinus Fonden kan fås ved kontakt til direktør Tommy Pedersen, Augustinus Fonden, tlf. 33 14 52 93 eller museumschef Torben Grøngaard Jeppesen, Odense Bys Museer, tlf. 20 90 13 10.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer