Den Fynske Landsby åbner 1. april

19. marts 2009

Det er et sikkert forårstegn, når Den Fynske Landsby den 1. april åbner op for en ny sæson, som strækker sig helt til efterårsferien. Det bliver en sæson med endnu flere aktiviteter og nogle enkelte nyheder på programmet.

Påske
Den 9. - 13. april kl. 11.00 - 15.00 (dog ingen aktiviteter lørdag den 11.4.)
Allerede i påskedagene kan museets gæster opleve årets første aktiviteter med Levende Historie og nyde de første forårstegn i frilandsmuseets smukke omgivelser. Vi tager fat på nogle af de gamle danske påsketraditioner. Mad spillede en vigtig rolle og i køkkenet byder madmoder inden for til duften og smagen af traditionelle fynske påskeretter. Vi viser også, hvordan man farver æg med bl.a. erantisblade, rødkål, krap og porreblade. For børn har vi indrettet en hyggelig påskestue, hvor du kan male og dekorere dit eget påskeæg af træ. Eller vær med til gamle lege, der hørte til i Påsken - og meget mere.

Frivillige hænder skaber liv
Den Fynske Landsby har gjort en stor indsats for at udvide ordningen med frivillige aktører til Levende Historie. Og nu kan vi se resultatet, når de mange nye medarbejdere bydes velkommen med et udvidet aktivitetsprogram. De frivillige vil især arbejde i præstegårdens køkken med mad fra begyndelsen af 1900-tallet samt i Skamby-Torupgårdens huggehus, hvor karlen arbejder ved sit snittebænk. Der er også en ny gruppe, der arbejder med at forarbejde ulden fra Landsbyens får. De allerede eksisterende grupper af frivillige, smedegruppen og kniplepigerne, er allerede øget i antal. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi i Den Fynske Landsby i år har flere dage med aktiviteter og levendegørelse på programmet. Se i kalenderen på museum.odense.dk, hvornår der er aktiviteter med de frivillige medarbejdere.


Gammelt håndværk
I Den Fynske Landsby arbejder der dygtige håndværkere med hver deres speciale inden for traditionelt bygningshåndværk. Det er helt nødvendigt med det store restaurerings- og vedligeholdelsesarbejde, som husene i Den Fynske Landsby konstant undergår. Mange restaureringsopgaver foregår normalt, når Den Fynske Landsby er lukket for publikum. I år bliver håndværkerne og deres arbejde endnu mere synligt, når de i 1800-tals dragter på udvalgte dage, arbejder med at reparere træ- og murværk. Se i kalenderen på museum.odense.dk hvornår håndværkerne arbejder.

Skilte i Den Fynske Landsby
En bevilling på knap 100.000 kr. fra Energi Fyn har betydet, at formidlingen i Den Fynske Landsby i 2009 forbedres markant med opsætningen af skilteinformation ved landsbyens huse og gårde, haver, marker m.v.
Skiltene giver en kort introduktion til bygningernes historie og byggeskik og fortæller hvor stor husholdningen, dyreholdet og den tilhørende jord var på de respektive gårde og huse på udvalgte tidspunkter. Den korte tekst giver vores gæster bedre mulighed for at forestille sig, hvordan livet har udformet sig i de gamle historiske bygninger.
Ønsker man at vide mere end der står på de nye emaljerede skilte, er der mere information at finde på Den Fynske Landsby Online.
Skiltenes tekst er på dansk og engelsk.

Udstilling - Hjemmebryg og flaskeøl
I 2009 kan du i Den Fynske Landsby se udstillingen om ølbrygning i 1800-tallet. Udstillingen viser genstande til ølbrygning fra museets samling samt genstande udlånt at Albani Bryggeriet i forbindelse med bryggeriets 150 års jubilæum.
Helt op til slutningen af 1800-tallet var øl den foretrukne måde at slukke tørsten på, og på næsten alle gårde blev der brygget øl flere gange om året. Det var et meget krævende arbejde at brygge øl, og der var mange ting der skulle tages højde for. Meget kunne gå galt, og overtro var derfor en naturlig del af ølbrygningen. Hvis gæringen drillede, var det et godt husgeråd at få fat i gårdkarlens bukser og lægge dem over karret....
Med opførelsen af større bryggerier kom de første fabriksfabrikerede flaskeøl på markedet i Odense i slutningen af 1800-tallet - og dermed aftog hjemmebrygningen kraftigt.

Rustikke madposer
Fra den 16. juni til 13. september sælges madposer med hjemmelavede lækkerier til en "skovtur" i Den Fynske Landsby. Madposerne tilbydes i samarbejde med Salt og Peber, som garanterer madvarer af en høj kvalitet med rødder i det traditionelle fynske landbosamfund. Pris 55 kr.
Madposerne bestilles i salgsperioden på www.museum.odense.dk/madposer eller på tlf. 6551 4601.

Læs mere om årets mange aktiviteter i Den Fynske Landsby i kalenderen.

Den Fynske Landsby
Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

Åbent 10.00 - 17.00
Entre voksne 60 kr. Børn under 18 år gratis.

Yderligere information fås ved henvendelse til museumsinspektør Lise Gerda Knudsen på 6551 4650.
 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer