Historiebøgerne skal rettes efter guldfund ved Lusehøj

07. september 2010

Historiebøgerne skal rettes efter weekendens guldfund ved Lusehøj.

Forhistorien må skrives om efter weekendens detektorfund ved Voldtofte nær Ebberup på sydvestfyn: Der var mere end én Voldtoftefyrste i yngre bronzealder - snarere fire, ellermed andre ord nok et helt dynasti i tiden 900 - 700 f.Kr.

I sidste weekend kunne deltagerne i en lejr for fritidsarkæologer knapt få armene ned igen efter at have gjort en række sensationelle fund. Under afsøgning med metaldetektorer fandt de fire såkaldte stangknapper i guld, en guldnål, tre bronzeøkser, stykker af et bronzesværd, to rageknive og en kniv. Genstandene er i klasse med fundene fra den nærliggende gravhøj Lusehøj, som rummede Danmarks rigeste grav fra yngre bronzealder og som må betegnes som en fyrstegrav.

Med de nye fund er der basis for at rette i historiebøgerne, for detektorfundene tyder på, at der udover Lusehøjgraven har været yderligere tre fyrstegrave i området og med samme gravudstyr.
Lusehøjfyrsten var ikke enestående, men formentlig én ud af et dynasti, der styrede sydvestfyn i de cirka 200 år festen varede!

En længe planlagt arkæologisk rundvisning har derfor fået en uventet aktualitet:

Arkæologisk udflugt - En vandretur til bronzealderen ved Lusehøj
Søndag den 12. september kl. 14.00 - ca. 16.00
Du har mulighed for at komme med på en vandring til fortiden i bronzealderlandskabet omkring Voldtofte. Med gravhøjen Lusehøj som udgangspunkt fortæller museumsinspektør Jørgen A. Jacobsen fra Odense Bys Museer om egnens rolle som magt- og rigdomscenter i yngre bronzealder.

Området omkring Voldtofte rummer både landets største boplads og landets rigeste grav fra yngre bronzealder, nærmere bestemt tiden fra ca. 900-700 f. Kr. I denne del af bronzealderen lå magtens centrum på en bestemt bakke - Kirkebjerg - nord for det nuværende Voldtofte. Fund herfra viser, at de fornemste huse var prydet med farvestrålende vægpaneler, og at der på stedet blev støbt prægtige smykker af den bronze, der i rigelige mængder kom til denne del af Fyn fra fjerne steder i Mellemeuropa. Også lurer til brug ved de religiøse ceremonier blev støbt her. Endog guld fandt vej hertil. Når områdets høvdinge døde, blev de begravet i imponerende og vidt synlige gravhøje. Lusehøj lidt vest for Voldtofte har således indeholdt periodens rigest udstyrede grav. Sammen med de nærliggende høje Bohøj og Buskehøj repræsenterer den de eneste endnu synlige monumenter over egnens storhedstid. Mange andre af områdets gravhøje er i tidens løb pløjet bort, og bopladsen på Kirkebjerg er nu dækket af bebyggelse.

På turen vil museumsinspektør Jørgen A. Jacobsen fortælle om bopladsen, højenes konstruktion og om de mange fund der stammer fra området.

Varighed: cirka 2 timer.
Mødested: Hesselbjergvej 11 (umiddelbart vest for Lusehøj), 5620 Glamsbjerg.
Turleder: Museumsinspektør Jørgen A. Jacobsen, Odense Bys Museer.

Se indslag fra TV2 Fyn om guldfundet ved Lusehøj

Information om den arkæologiske vandretur til Lusehøj fås ved henvendelse til museumsinspektør Jørgen A. Jacobsen på tlf. 2090 1328.

Information om det aktuelle guldfund fås ved henvendelse til museumsinspektør Mogens Bo Henriksen på tlf. 2090 1318.

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer