H.C. Andersens billedkunst

18. maj 2010

29. maj 2010 - 30. december 2011

Da H.C. Andersens Hus i 2009 havde den store glæde at kunne præsentere Dronning Margrethes decoupager og kostumer til filmatiseringen af H.C. Andersens eventyr "De Vilde Svaner", måtte H.C. Andersens egne papirklip og tegniger vige pladsen for en stund. Efter "De Vilde Svaner" fulgte endnu en særudstilling med fokus på kunstværker skabt i papir, nemlig udstillingen af Karen Bit Vejles fantastiske papirklip "Med Saksen som Pensel".

Men nu er tiden inde til at H.C. Andersens egne papirklip og tegninger igen vender tilbage til museet. Digterens rige, overraskende og fabulerende billedkunst har været et savnet element i udstillingerne, og museet benytter nu lejligheden til at lave en ny og spændende præsentation af den.

H.C. Andersens klip og tegninger er interessante, ikke blot fordi de er så løjerlige, men også fordi de giver et indkig i digterens sociale og private liv. "At klippe, det er den første Begyndelse for Digteriet", skrev den gamle digter med lune til sin veninde Dorothea Melchior i 1867, og der ligger megen sandhed i hans ord. Klippene demonstrerer H.C. Andersens sprælske fantasi. Tegningerne var til at begynde med små studier til brug for digterens litterære virke, men med årenen begyndte H.C. Andersen også at eksperimentere med sine tegninger. Halvtreds år før psykoanalytikeren Rorschack præsenterede sine blækklatstegninger til brug for psykodiagnostik, havde H.C. Andersen allerede og med samme ideer gjort blækklatstegninger.
Den danske digter var på mange måder forud sin tid som digter og som billedkunstner. Han lavede collager før begrebet blev opfundet og eksperimenterede med materialer i billedkunsten som med ord i digtekunsten. H.C. Andersen var en visuel begavelse, der forstod at bruge sine øjne: Han kunne huske detaljer med forbløffende nøjagtighed, han havde sans for proportioner og detaljer, og hans litteræree værker udmærkede sig ved den meget stærke billeddannelse, der også er årsag til at digterens eventyr har så rig en illustrationshistorie.

Læs mere om H.C. Andersens klip og tegninger

Se museets samling af tegninger

Se museets samling af papirklip

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer