Grundstenen til nyt museum er samlet af borgerne

13. september 2011

Den 23. september 2011 nedlægges grundstenen til den nye udstillingsbygning ved Møntergården i Odenses gamle bydel. Museet har fået hjælp fra byens borgere til at udvælge de genstande, som de mener kendetegner Odense lige nu, og som placeres som en tidskapsel i en grundsten til det nye museum.

I efteråret 2012 åbner Odense Bys Museer dørene til en ny udstillingsbygning ved Møntergården, der kommer til at rumme en udstilling om Fyns historie fra oldtid til nutid. Lige nu arbejdes der på højtryk; med selve byggeriet, med den nye udstilling og udvikling af rammerne omkring, som skal være til glæde og gavn for byens borgere og gæster.

I den forbindelse har museet valgt at inddrage borgere i udviklingen. Gennem et projekt støttet af Kulturarvsstyrelsen har Odense Bys Museer spurgt en række borgere: Hvilke ting kendetegner Odense lige nu, og hvilke ting betyder noget for dig? Det kom der cirka 100 genstande ud af. Herefter har forskellige borgergrupper udpeget de 20 vigtigste genstande. Disse genstande placeres i en grundsten til det nye museum, der nedlægges den 23. september ved et festligt arrangement.

Alle er velkomne fredag den 23.9. kl. 12
En grundstensnedlæggelse er en vigtig handling i forbindelse med bygningen af et nyt hus. Her lægges alle gode ønsker og ambitioner så at sige ned i byggeriet. Alle sejl er derfor sat til, og arrangementet rummer taler fra blandt andre museets bestyrelsesformand Jan Boye og en dedikeret borger, der tager pulsen på Odense lige nu. Borgere, der har udvalgt genstandene hjælper til, når genstandene skal i boksen og sættes ind i byggeriet. Herefter vil der være musik i tiden ved "Genlyd", der byder på scratch og beatboxing. Endelig vil der være lidt godt til gane og mave.
Arrangementet finder sted fredag den 23. september kl. 12 - 14, alle er velkommen. Indgang til byggepladsen gennem Møntestræde.

Ud over at museet har fået en masse viden om, hvad odenseanerne finder vigtigt i deres hverdag, så er symbolikken også klar: Odenseanerne lægger grundstenen til deres nye museumshus.

Anneken Appel Laursen med nogle af de udvalgte genstande

De 20 genstande
Vidt forskellige borgergrupper har diskuteret og udpeget de 20 væsentligste genstande, som de synes kendetegner Odense. Unge som ældre, handelsliv, arbejdsliv, foreningsliv og kulturliv. Alle har sat deres fingeraftryk på, hvad der er vigtigst.
Genstandene placeres i en zinkboks, der indmures i byggeriet og som først vil se dagens lys, når byggeriet engang om mange år skal renoveres. Zinkboksen er derfor også en tidskapsel, der afspejler dagen i dag. Følgende genstande er blevet udvalgt:
Albanipilsner, cykel, OB-trøje, reklameavis fra Rosengårdscentret, H.C. Andersens eventyr, lægekittel fra OUH, TV2, buskort, Facebook, mobiltelefon, løbesko, havehandsker, gadeskilt fra Thomas B. Thriges Gade, Kim Larsen cd, kompendium fra SDU, de grønne områder i Odense (grønne blade), hud fra søko, der holder til i Odense Zoo, IKEA-pose, penge og en parabol.

Museet får ny ideer til at udvikle museet
Ud over at Odense Bys Museer nu har en helt unik grundsten til den nye udstillingsbygning, har museet også fået nye ideer og tanker til, hvad der er vigtigt for odenseanerne. Borgergrupperne er nemlig blevet interviewet, mens udvælgelsen er foregået. Den viden bruger museet i det videre arbejde med formidlingen af historien til vidt forskellige målgrupper. "Museer er jo til for brugerne", udtaler projektudvikler Annekel Appel Laursen, der er tovholder på projekt Grundsten, og fortsætter: "Kun ved at være i dialog med borgerne og lytte til, hvad der optager dem, kan vi skabe museer, som flest muligt vil opleve som relevante og som steder, der er værd at besøge".
Lige nu glæder hun sig til at få overblik over de mange tanker og ideer, som borgerne har bidraget med. Men allermest til at grundstenen sættes ned i byggeriet, hvor det støbes i beton: Det er borgerne der lægger grundstenen til det kommende museum på Møntergården.

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Knowledge Lab, der holder til på SDU.

Yderligere information fås ved henvendelse til projektudvikler Anneken Appel Laursen på tlf. 6551 4615 eller haal@odense.dk

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer