Sensationelt fund af H.C. Andersens første eventyr

13. december 2012

H.C. Andersen elskere i Danmark, Kina, Japan og i andre dele af verden kan glæde sig til at læse et hidtil ukendt H.C. Andersen eventyr – et eventyr der må regnes for at være det første, som han har skrevet. Fundet er gjort på Landsarkivet for Fyn.

 

http://www.youtube.com/watch?v=6cwvFhdRrVw
Error with embedding the source
oohembed source: http://api.embed.ly/1/oembed?maxwidth=430&url=http%3a%2f%2fwww.youtube.com%2fwatch%3fv%3d6cwvFhdRrVw&key=b9a3c45d9a0c411797dd065319071c11


På Landsarkivet for Fyn er begejstringen stor. Spørger man Danmarks førende H.C. Andersen ekspert, Ejnar Stig Askgård, er han ikke i tvivl - det er et sensationelt fund, der er gjort: "Det er min vurdering, at det er en afskrift af et af H.C. Andersens tidligste eventyr. Der er tale om et ungdomsarbejde, der ligger før Andersens egentlige debut som forfatter og digter. Så manuskriptet Tællelyset må henregnes til at være det første eventyr fra H.C. Andersens hånd. Det er et fantastisk fund."

Også arkivleder Mads Peter Christensen har svært ved at få armene ned over det usædvanlige fund: "I Statens Arkiver har vi ansvaret for over 435 hyldekilometer Danmarkshistorie og dermed et utroligt stort antal arkivpakker. Så det er intet mindre end en skattekiste af historier, som vi ligger inde med. Men vi blev alligevel overraskede, da vi blev kontaktet af en slægtsforsker på læsesalen, Esben Brage, som havde fundet afskriften af H.C. Andersen eventyret i en arkivpakke med familien Plums privatarkiver. Vi har ikke tidligere kendt til eventyret, og det er en meget glædelig overraskelse - en tidlig julegave til os alle sammen."

Et klassisk H.C. Andersen tema
Mange vil måske stille spørgsmålet: Hvordan kan man være sikker på, at det nu er et rigtigt H.C. Andersen eventyr? Det kan man ifølge H.C. Andersen eksperten ved at undersøge blandt andet de historiske spor, sproget og tematikken i manuskriptet - og det hele bærer H.C. Andersens klare fingeraftryk. "Eventyret Tællelyset er et klassisk H.C. Andersen tema. Den røde tråd, der går gennem hans eventyr, går også igen her med tematikkerne om 'det indre ægte' i forhold til 'det ydre forgængelige'", fortæller Ejnar Stig Askgård.

Venskabet med Madame Bunkeflod
Hvad angår de historiske spor, så er der nok at gå på opdagelse i. I dedikationen på forsiden af det håndskrevne eventyr står der: "Til Madame Bunkeflod fra hendes hengivne H. C. Andersen", og lidt højere oppe på siden: "Til S. Plum fra hans ven Bunkeflod". Det er en vigtig brik i historien, for der var tætte bånd mellem familierne Plum og Bunkeflod, og mellem H.C. Andersen og Madame Bunkeflod.

Madame Bunkeflod blev enke i 1805, det samme år som H.C. Andersen blev født, og hun flyttede ind i en stiftelse for agtværdige fruer fra finere familier. Stiftelsen lå lige over for H.C. Andersens barndomshjem, og H.C. Andersen besøgte som barn enken. Da han som 11-årig (1816) mistede sin far, opstod der et særligt bånd til Madame Bunkeflod, som et par år tidligere havde oplevet en lignende ulykke og mistet sin søn. I Mit Livs Eventyr skriver H.C. Andersen: "De lod mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen, dette var det første dannede Huus, hvori jeg fandt et Hjem."

Ifølge Ejnar Stig Askgård var det også i dette "dannede Huus", at H.C. Andersen blev støbt som digter. Han læste digte skrevet af Madame Bunkeflods afdøde mand, og det var ved mødet med disse digte, at Andersen besluttede sig for at gå digtervejen. "Det daglige liv hos Madame Bunkeflod satte H.C. Andersens kurs som digter. Derfor er det meget smukt, at det tidligste eventyr, man kender til, er tilegnet hende. "Sproget i Tællelyset er lidt kejtet i forhold til den senere H.C. Andersen, hvilket kunne tyde på, at han har skrevet det i perioden mellem 1819, da han forlader Odense til omkring 1825, hvor han for anden gang efter rejsen til København vender tilbage til sin fødeby, sin moder og Madam Bunkeflod", fortæller H.C. Andersen eksperten.

Tællelyset



Et ægte eventyr

Madam Bunkeflod døde i 1833, og det er formentlig hendes søn, Hans Bunkeflod, der har givet en afskrift af Tællelyset som en gave til en fra Plum-familien. "Vi ved jo at Plum er en præstefamilie, og at Hans Bunkeflod er lærer ved Trinitatis Kirke i København. Hans' far var også præst og de to præstefamilier har kendt hinanden længe. Så afskriftet af eventyret er blevet givet som gave fra den ene familie til den anden - derfor dedikationen: Til min ven Plum fra hans ven Bunkeflod", fortæller Ejnar Stig Askgård og støttes op af Mads Peter Christensen: "Ja, det understøtter eventyrets ægthed, at arkivalet er fundet i Plums privatarkiver, da man nemt kan følge de historiske spor tilbage til Bunkeflod og H.C. Andersen. Og det er meget glædeligt, at det netop er en bruger, der ved egen flid finder værket. Det vidner om, at kulturarven er tilgængelig for alle, og at det er muligt for alle at gøre opdagelser, berige og udbygge vores kulturarv."


Faktaboks

1. H.C. Andersen fik i sin levetid trykt 156 "eventyr og historier". Hvis man medtager hans andre tekster med karakter af eventyr og dem, der først er kommet på tryk efter hans død, bliver det i alt til 212. Med Tællelyset ændres tallet til henholdsvis 157 og 213.

2. H.C. Andersen er mere udbredt end nogen anden forfatter nogensinde. Kun Bibelen er oversat til flere sprog. Han læses af alle kinesiske børn i skolerne og er i det hele taget meget kendt og værdsat i både Danmark og udlandet - især i Kina og Japan.

3. Eventyret "Tællelyset" vil blive udstillet på Rigsarkivet i løbet af december 2012.


Yderligere oplysninger

Presseansvarlig og kommunikationsmedarbejder Julie Avery, Statens Arkiver: Tlf. 41 71 72 41, jav@sa.dk
Marketingchef Lene Pedersen, Odense Bys Museer: Tlf. 65 51 46 16, lenp@odense.dk

Læs mere om Landsarkivet for Fyn: www.sa.dk
Læs mere om H.C. Andersen her.

Se film om det sensationelle fund, læsevenlig udgave med H.C. Andersens første eventyr på dansk og engelsk her.

Pressefotos Tællelyset

Pressefoto Ejnar Askgaard og Mads Peter Christensen

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer