Odense Bys Museer finder 1200-tals guldring med smykkesten

30. oktober 2013

Odense Bys Museer finder 1200-tals guldring med smykkesten i bymidtens store udgravning

Danmarks hidtil største udgravning i en middelalderlig bykerne bliver ved med at kaste spændende fund af sig. En fin middelalderlig guldring fra 1200-tallet med en meget smuk indfattet granatsten er det seneste fund fra den store udgravning bag Odense Rådhus. Udgravningen af bykernen, der en del af forberedelserne til omdannelsen af den firesporede Thomas B. Thriges Gade til boliger og grønne byrum, har budt på enestående fund. Tidligere er der i udgravningen fundet bl.a. et smukt guldkors, fundamentet til Odenses ældste stenhus, en intakt vendisk ring af glas, et hesteskelet, unikke benplader og den efterhånden vidt berømte danebæ - en 900 år gammel hundelort. Nu er en guldring dukket frem af mulden.

En personlig genstand

Ringen blev fundet af udgravningens frivillige metaldetektorfører, som straks kunne se, at her var noget helt specielt. Arkæologernes interesse blev da også i høj grad fanget, for den meget fine fingerring med granat-smykkestenen var ikke blot smuk at se på, den viste sig også at kunne dateres helt tilbage til middelalderen - nærmere betegnet til 1200-tallet. 

- Det er rigtigt spændende at have med en meget personlig genstand som en fingerring at gøre. Det fine og spinkle udtryk, som ringen har, tyder på, at ejeren måske kan have været en kvinde. Man kan se på ringen, at den har været brugt, så nogen har båret den på sin finger i mange år, siger arkæolog Maria E. Lauridsen, Odense Bys Museer, der glæder sig over fundet. 

- Sådan et fund giver anledning til mange spekulationer og fantasien får frit løb. Man kan forestille sig, at tabet af ringen har været en stor sorg for ejeren. Det er en genstand, man nok har ledt længe efter, men som aldrig blev fundet - før nu altså. Man føler virkelig historiens vingesus, når man en sjælden gang imellem får den slags personlige ejendele mellem hænderne.

De mange hundrede år i jorden til trods har guldringen bevaret sin runde form. På overfladen er smykkestenen også fin at se på, men inden i kan man med et mikroskop spore små revner.

Guldringen udstilles, men kun i meget kort tid 2. november

Den værdifulde ring ligger lige nu sikkert gemt af vejen i en bank-boks, men lørdag 2. november kan man, som noget helt særligt, få den at se.  

I fire timer, vil guldringen blive udstillet i de røde Infoboks lige over for udgravningen på I. Vilhelm Werners Plads bag Odense Rådhus. Åbningstiden er kl.10 til 14 og der er gratis entré.

Samme dag holder udgravnin-gen åbent hus fra kl. 10 til 14 med rundvisninger hver hele time kl. 10, 11, 12 og 13. Der er også åbent i arkæologernes arbejdende værksted over for Infoboksen. Her kan man se, hvordan de mange spændende fund fra udgravningen bliver analyseret og behandlet. 

Yderligere infoformation kontakt arkæolog Maria Elisabeth Lauridsen, Odense Bys Museer, tlf. 2037 9422

Guldringe var kun for de allerfornemste

I middelalderen var ringe af guld stort set forbeholdt kirkens folk og adelen. Guldfingerringe blev lige så brugt af fornemme mænd, som af kvinder.

I middelalderen lå der meget symbolik i ringene. De var ikke kun til pynt, men havde en betydning. Nogle ringe havde religiøs betydning, mens andre hjalp mod sygdom eller var symboler på forlovelse eller giftermål, som vi kender det i dag. Meget fornemme mænd kunne endda finde på også at bære ringe på det yder-ste fingerled for at vise rigdom og magt.

Fakta om guldringen

  • ♦dateres til 1200-tallet og er meget velbevaret.
  • ♦ca. en ringstørrelse 54 og er ca. 17 mm i diameter.
  • ♦vejer inkl. sten 1,45 g.
  • ♦karaten på guldet vurderes til at være relativt høj

 

Stenen er en granat, som kan stamme fra Mellemeuropa, men granater kendes også fra andre steder i verden. Rundt om stenen ses en grålig/sort masse eller kant, som er korroderede sølvrester. Sølvet kan måske stamme fra en lille sølvplade, som er blevet lagt ind under stenen for at få den til at funkle mere. I modsætning til guld, har sølv ikke den samme modstandskraft mod århundreders ophold i jorden og sølvet på ringen ser derfor mørkt ud i dag.

 

Fra gade til by

Den historiske udgravning i centrum af Odense er en væsentlig del af Odense Kommunes projekt "Fra gade til by". Det er gratis at få en rundvisning og besøge arkæologerne værksted. Der findes mere information på Fra Gade Til By. Arkæologernes arbejde og sidste nyt fra udgravningen kan også følges på Facebook

Lær mere om Middelalderen i Odense - klik her

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer