Error loading MacroEngine script (file: /OBM/PageBreadcrumb.cshtml)

Gigantisk æble ankommet til Møntergården

Gigantisk æble ankommet til Møntergården

09. juli 2013

Gigantisk æble ankommet til Møntergården

Det monumentale vartegn til Odense Bys Museers nye udstillingsbygning på Møntergården er ankom-met. Det er et kæmpemæssigt fynsk Ingrid Marie-æble på 3,5 m i diameter, et rumfang på ca. 24 kubikmeter og en vægt på ca. 600 kilo.

Æblet ankom i fire stykker, og når det i løbet af de næste dage er samlet, bliver det hængt op under loftet som et vartegn og symbol for den ægte fynske identitet.

Symbolet på Fyn som Danmarks have

Æblet, der er brugt som model for det monumentale symbol, er hentet fra Ingrid Marie-sortens modertræ i landsbyen Høed ved Glamsbjerg. Æblet har et væld af symbolske værdier, og er derfor et naturligt valg som vartegn og symbol for den fynske identitet. Det har også et klart historisk perspektiv lige fra Adam og Eva over den nordiske mytologi til nutidens Apple.

- Æblet er et symbol på hele den fynske folkesjæl, da Fyn ofte bliver kaldt for Danmarks have. Og så er det ikke et hvilket som helst æble, det er et Ingrid Marie-æble, et ærkefynsk æble. Modertræet lever stadig på Fyn. Så det er hele den fynske folkesjæl, vi her har i ét eneste stykke frugt, fortæller museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen fra Odense Bys Museer.

Blikfang

Det gigantiske Ingrid Marie-æble er skabt af virksomheden 10 Tons.

- Vi er specialister i at bygge videnskabelige modeller til museer og akvarier, så her har vi haft en kunstnerisk, men yderst spændende udfordring med at skabe et både gigantisk og så autentisk fynsk æble, som overhovedet muligt, siger produktionschef Esben Horn fra 10 Tons.

- Vi vil skabe et blikfang og gøre opmærksom på såvel vores nye topmoderne bygning som den helt nye udstilling "Fyn - midt i verden". Her går vi i dybden med, hvad Fyn var og er, og hvor vi kommer fra, lyder det fra museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen.

Der er åbningsfest på Møntergården 30. august, 31. august og 1. september.

 

Se desuden indslag fra TV 2/FYN og artikel fra Fyens Stiftstidende:

http://www.tv2fyn.dk/arkiv/2013/7/8?video_id=63704&autoplay=1

http://www.fyens.dk/article/2330199:Odense--Et-aeble-af-de-stoerre-kom-til-byen

Bliv medlem af Museumsklubben
 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer