Eventyrligt sommerteater i Den Fynske Landsby

05. juli 2013

H.C. Andersens fortælling om "Lille Claus og Store Claus" bliver på uhøjtidelig vis vakt til live i Den Fynske Landsbys eventyrlige sommerteater.

Det sker med forestillingen "Store Claus... og den knap så store Claus...", der er en spritny og temmelig fri udgave af det velkendte H.C. Andersen-eventyr.

Eventyret udspiller sig på Fjeldstedgårdens toppede brosten midt i Den Fynske Landsby og kan opleves fra urpremieren søndag den 7. juli kl. 12.30 og frem til 21. juli. Her vil de to skuespillere, Michael Grønnemose og Jesper Dupont, videreføre deres uforudsigelige og forunderlige stil, når de spiller samtlige roller i deres gadeteaterudgave om den fattige men kloge lille Claus, der ikke kan nære sig for at betragte alle hestene som sine, selv om de fire er lånt af den rige store Claus. Og herfra ruller den uhøjtidelige familieforestilling, der varer ca. 30 min.

Eventyrligt friluftsteater
De to skuespillere, Michael Grønnemose og Jesper Dupont, har sommeren over skiftet de to landsdelsscener i Odense og Århus ud med Den Fynske Landsby toppede brosten. Det giver nogle spændende kunstneriske udfordringer, når de uden brug af scenografi, lyd og lys kaster sig nådesløst over eventyret om Lille Claus og Store Claus. De skal på godt ½ time spille sig gennem samtlige roller i deres temmelig frie udgave af det velkendte H.C. Andersen-eventyr, der rummer både et gammelt mystisk skab, humor, brutalitet og en hel del kålhoveder.

- Det er en stor og spændende udfordring at formidle et velkendt H.C. Andersen-eventyr på en måde, som ikke virker støvet eller alt for museumsagtig, når vi står midt på Fjeldstedgårdens brosten i Den Fynske Landsby. Og det på en gårdsplads fra 1800-tallet, og ydermere kun må bruge tøj og rekvisitter, som fandtes da H.C. Andersen levede. Ja, så skal vi jo samtidig forsøge at udvise en eller anden form for respekt for eventyrdigteren, fortæller Jesper Dupont, der sammen med Michael Grønnemose bruger sommeren på at løse opgaven.

Den kloge narrer den mindre kloge
"Store Claus... og den knap så Store Claus..." er historien om en lille by, hvor de to Claus'er bor side om side og udvikler et fjendskab, hvor den kloge på utroligste vis - gang på gang - narrer den mindre kloge. En fra H.C. Andersens hånd ganske grusom historie, hvor det ene mord afløser det andet. I denne nye og temmelig frie version for hele familien, er der blevet plads til både grin, fantasi, overraskelser og spænding i fortællingen om, hvad grådigheden kan føre til.

"Store Claus... og den knap så store Claus..." opføres hver dag kl. 10.30 og 12.30 fra den 7. - 21.7. (undtagen 15.7.) Det er gratis et følge forestillingen, når entreen til Den Fynske Landsby er betalt.

Yderligere information kan fås hos skuespiller Jesper Dupont på tlf. 2684 2350 eller museumsinspektør Lise Gerda Knudsen på tlf. 2138 8485.

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer