Valkyrien fra Hårby

28. februar 2013

Fynsk amatørarkæolog gør enestående fund!

Foto: Morten Skovsby

Et par dage før nytår udnyttede de fynske amatørarkæologer Jacob Sietam, Michael Nielsen, Jan Hein og Morten Skovsby en kortvarig tøvejrsperiode til at gå en tur med deres metaldetektorer på en sydvestfynsk pløjemark. Det blev nybegynderen Morten, der fik den helt store forsinkede julegave, da et godt signal hylede i høretelefonerne. Den halvfrosne jord blev vendt, og Morten fik noget af en overraskelse, da et lille ansigt kiggede på ham. Jordklumpen blev nu bragt hjem til optøning på radiatoren - og efter nogen tids utålmodig venten kunne dens indhold blotlægges: En lille naturalistisk kvindefigur, hvis lige endnu ikke er set!

Figuren
Figuren fremstiller en stående kvinde, og den er blot 3,4 cm høj. Det skyldes, at den er overbrudt under livet, hvor stykket er hult - utvivlsomt fordi det har siddet som afslutning på en større, men ukendt genstand. Materialet er massivt sølv, som er forgyldt, og dele har været belagt med niello (en svovlpasta, der har fået dele af figuren til at fremstå sort), så figuren har altså været polychrom (flerfarvet).

Valkyrien i afrenset tilstand. Foto: Asger Kjærgaard, Odense Bys Museer


Den statelige kvinde er iklædt en lang kjole, hvis detaljer er fremhævet med niello og med indgraverede mønstre. Ansigtet er lidt "stramtantet" med tydelig markering af trækkene, og det lange hår er samlet i en stor knude midt i nakken. Hårpisken danner et ophængningsøje, så figuren har åbenbart kunnet bæres i en snor. Højre arm er løftet, og i hånden holder hun et sværd. Venstre arm holder et beskyttende skjold op foran kroppen, og det er så detaljeret, at selv skjoldbulen - det jernbeslag, der har skullet beskytte hånden mod stik og sværdhug - er fremhævet.

Hårby-figuren forestiller utvivlsomt en valkyrie, en af Odins kvindelige hjælpere, hvis opgave det var at bringe faldne krigere til Valhal og opvarte dem dér. Valkyrie-figurer kender vi fra en lille serie eksklusive kvindesmykker fra tidlig vikingetid (800-tallet), og flere af detaljerne på Hårby-figuren genkendes fra disse, så den må også være fra denne tid. Disse smykker er imidlertid alle todimensionelle, mens figuren som noget helt usædvanligt er i 3D. Den tredimensionelle form tillader os at studere figuren fra alle sider, og dermed får vi et meget sjældent og helt usædvanligt detaljeret indblik i vikingetidens dragt- og hårmode. Hårby-figuren er dermed både et stykke helt usædvanligt charmerende danefæ - og en guldgrube af ny viden om vikingetiden.

Findestedet
På findestedet ved Hårby er der gennem en årrække fremkommet en mængde spændende fund fra slutningen af jernalderen og fra vikingetiden, heriblandt en guldstang, flere sølvmønter og meget flotte smykker af bronze. Ved en mindre udgravning på stedet har Odense Bys Museer påvist, at området rummer mange såkaldte grubehuse, dvs. let nedgravede hytter, der har fungeret som værksteder i forbindelse med forskellige håndværksaktiviteter. Tykke affaldslag med skørbrændte sten og trækul stammer tydeligvis fra håndværksaktiviteterne, og de mange metalfund er også herfra: Det var udtjente stykker, der skulle forvandles til nye smykker. Antagelig har valkyriefiguren også været på vej i smeltediglen, men den endte altså i stedet på "møddingen". Set med nutidens øjne var det et held, for ellers havde valkyrien jo fået samme triste skæbne som H.C. Andersens tinsoldat!

For supplerende oplysninger om findestedet, finderne og samarbejdet med lokalmuseet kontakt:

Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen
Odense Bys Museer
mbhe@odense.dk
Tlf. 2090 1318.

Finder (Morten Skovsby, Tømmergyden 4, 5683 Haarby, mskovsby@hotmail.com) kan kontaktes om oplysninger om fundets fremkomst og hans hobby med amatørarkæologi og detektorafsøgning.

 

Fotos i denne tekst må anvendes med angivelse af kilde:

Pressefoto af Valkyrien i afrenset tilstand. Foto: Asger Kjærgaard, Odense Bys Museer.

2 fotos af valkyrien endnu siddende i en jordklump. Foto: Morten Skovsby (finder).

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer