MuseumsKUR - året der gik

For museer er blikket som bekendt rettet mod alt det, der er sket - om det er for tusinde år siden eller blot i går. Derfor er det også oplagt her i januar at give et par meldinger om det netop svundne år 2013 for Odense Bys Museer.

I museumshistorien vil 2013 komme til at stå markant. Det var året, hvor der skete store forandringer og nyt blev skabt. Børnekulturhuset Fyrtøjet og Mediemuseet blev en del af Odense Bys Museer og samtidig rykkede Fyns Kunstmuseum over i den nye samlede kunstinstitution Brandts. Hermed er grunden lagt til en spændende udvikling på flere fronter.

Der er i disse år fuldt fokus på H.C. Andersen. Blandt de mange initiativer kan nævnes det kommende Eventyrhus, der sammen med en udvidet magisk have skal danne indgangen til H.C. Andersens eventyr og univers i samspil med Børnekulturhuset Fyrtøjet og H.C. Andersens Hus. En stor international idékonkurrence gennemførtes i efteråret med enorm interesse fra alle dele af verden. I foråret 2014 kan vinderen eller vinderne heraf præsenteres, hvorefter en egentlig projekt- og arkitektkonkurrence udskrives.

2013 var også året, hvor den nye udstillingsbygning på Møntergården kunne indvies. Det skete under stor publikumsinteresse, og vi glædes dagligt over de mange roser, som vi modtager for såvel bygning som udstilling. Arkitekturanmelderne har været enormt betaget af det nye hus og den fine måde, det føjer sig ind blandt Møntergårdens øvrige fredede og bevaringsværdige huse fra mere end 600 års bygningshistorie. Anmelderne omtaler nybyggeriet som verdensklasse, et fyrtårn i Odense og har givet det seks ud af seks mulige stjerner.

En lignende stor publikums- og medieinteresse har der været om de omfattende arkæologiske udgravninger før nedlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade. Daglige rundvisninger i udgravningerne har været meget velbesøgte, og med adskillige superfund som guldring, saltkar og hundelort samt mange andre ting, har interessen fra såvel den lokale som nationale presse været stor. På særlige dage er fundene vist frem under kyndig vejledning fra arkæologer og konservatorer i "den røde boks" - informationscentret om projektet "Fra Gade til By".

Listen over spændende ting og aktiviteter i 2013 kunne gøres meget længere. Mere herom i årbogen Odense Bys Museer 2014, der udkommer i april. Lige nu ser vi frem til et lige så hektisk år i 2014 med en mængde aktiviteter i Odense og udstillinger rundt i verden. Ja, faktisk så er Odense Bys Museers blik ikke alene rettet mod alt gammelt, men også i høj grad mod de mange muligheder i fremtiden!

Museumschef Torben Grøngaard Jeppesen

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer