Åbning af "Pernille Lykkes Boder" på Møntergården

Kom og få et kig ind i fortidens fattige kår, når Møntergården fra 8. februar 2014 åbner dørene til to interiørudstillinger i fattigstiftelsen Pernille Lykkes Boder i Møntestræde - skråt over for den nye udstillingsbygning.

Da fattigstiftelsen blev oprettet i 1617 af adelsfrøkenen Pernille Lykke, var den tiltænkt fattige enker, sandsynligvis fra middelklassen, samt forældreløse drenge, der gik i latinskolen. Bygningerne har lige siden stået i Møntestræde og rummede indtil 1955 mange generationer af mindrebemidlede folk.

Det er to af disse små lejligheder, der netop i disse dage er ved at blive indrettet med møbler og genstande fra henholdsvis 1600-tallet og årene omkring 1935-45. Trods fattige kår i begge perioder vil man opleve en verden til forskel, når man træder inden for i de små rum.

Den ene lejlighed fremstår med rå, kalkede vægge, sparsomt indbo, små blyindfattede ruder og et illuderet ildsted. I den anden lejlighed finder man blomstret tapet, kakkelovn, gasmåler, plyssofa og nips over alt.

Forskellen skyldes selvfølgelig tidernes skiften, men også vores viden om beboernes kår i de forskellige tidsperioder. Meget har ændret sig i bygningernes 400 år lange liv. Vi ved ikke meget om dem, der boede i boderne i 1600-tallet, for fortidens fattige har ikke efterladt sig mange spor i historien, hverken skriftligt eller materielt. Det afspejler sig selvfølgelig i lejligheden fra 1600-tallet.

Anderledes ser det ud i lejligheden fra 1935-1940. Her er indretningen blevet til på baggrund af gamle fotografier samt erindringer fra nogle af beboernes efterkommere. Her kender vi ligefrem nogle af beboernes livshistorier. F.eks. var der enkefru Hermann, der var lam i benene og strikkede strømper til nabobørnene. Der var Ane Kathrine, som alene havde forsørget seks børn, før hun som ældre flyttede hertil. Hun havde fået et gadespejl af sine børn, så hun kunne følge med i livet i Møntestræde, og hun holdt af at spille kort. Enken Kristine boede i stiftelsen i 20 år. I ti år boede et barnebarn hos hende, og i dagtimerne passede hun fire andre børnebørn og lavede mad til dem.

Ane Kathrine

Vi glæder os til nu at kunne byde inden for i de små nyindrettede stuer, hvor man får historien helt tæt på! Der er gratis adgang til Pernille Lykkes Boder, som er åbne i Møntergårdens normale åbningstid.

Du kan læse mere om Pernille Lykkes Boder på Møntergårdens hjemmeside.

Museumsinspektør Dyveke Skov Larsen, Formidling og satsninger

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer