Statsbesøg i Kina og H.C. Andersen

H.M. Dronningen og Prinsgemalen var på officielt statsbesøg i Kina fra den 24.-28. april. Den store kommende kultursatsning i Kina, der indledes i efteråret 2014, blev markeret ved statsbesøget.

Et særligt HCA-arrangement blev 25. april afholdt på Chinese Museum of Women and Children, et nyt gigantisk statsligt museum i centrum af Beijing. Stedet blev valgt, idet Odense Bys Museer skal vise den store udstilling "Eventyret i papir - H.C. Andersen som papirklipper" fra 6. september 2014. Udstillingen åbner den danske kultursatsning i Kina i efteråret 2014/foråret 2015. I den forbindelse kommer kulturministeren til oktober med et børnelitteraturprogram, som afholdes sammen med udstillingen.

Museumschef Torben Grøngaard Jeppesen, Odense Bys Museer, forestod arrangementet den 25. april sammen med hoffet. H.M. Dronningen og den kinesiske præsidentfrue deltog og læste bl.a. en komprimeret udgave af H.C. Andersen-eventyret Den grimme Ælling på henholdsvis dansk og kinesisk. Torben Grøngaard Jeppesen præsenterede den kommende udstilling med eksempler på H.C. Andersen-museets samlinger, en 3D-animationsfilm, hvor man "går rundt i den kommende udstilling", professor Johs. Nørregaard Frandsen, H.C. Andersen Centret, præsenterede sammen med professor Sun Jian fra Fudan Univerity bogen "Hans Christian Andersen in China", som udkom på dagen - skrevet af forfattere fra Fudan University, H.C. Andersen Centret og H.C. Andersens Hus. H.M. Dronningen har skrevet forord til bogen.

Der deltog ca. 200 personer fra toppen i Kina, og arrangementet blev fulgt af et massivt presseopbud, bl.a. med direkte tv-dækning af oplæsningerne, etc. - og så selvfølgelig et massivt sikkerhedsopbud omkring H.M. Dronningen og præsidentfruen.

Vigtigheden af statsbesøget set fra dansk side i forhold til samhandel og samarbejde med Kina blev bl.a. understreget, da regeringen under statsbesøget indgik en ny samarbejdsaftale mellem Danmark og Kina på turismeområdet.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen:

"Turisme er en styrkeposition for Danmark og for dansk økonomi. Turismen bidrager til at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Fra regeringens side arbejder vi for at styrke denne position, og samarbejdsaftalen med Kina er et vigtigt led i denne indsats".

"Vi ved, at mange kinesere er glade for H.C. Andersens eventyr, og jeg forventer, at når det lykkes at etablere et nyt besøgscenter ved den lille havfrue og et eventyrhus i Odense med udgangspunkt i H.C. Andersen, vil vi få besøg af endnu flere kinesiske turister. Med den nye samarbejdsaftale ser vi frem til et tættere samarbejde om turisme med Kina".

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer