The Everlasting Charm of Fairytales - Centennial of H.C. Andersen's Fairy Tales into China

Dette er den engelske udgave af titlen på den udstilling, som statsminister Helle Thorning-Schmidt fredag den 12. september åbnede på Chinese Museum of Women and Children i Beijing. En flot titel, som jeg skal undlade at gengive på kinesisk! Og meget dækkende for den kærlighed, som kineserne har til H.C. Andersens eventyr. Alle kinesere er vokset op med eventyrene, og de kender H.C. Andersen. Mange tror, at han er kineser!

Udstillingen i Beijing er skabt i samarbejde mellem Odense Bys Museer og det kinesiske museum. Den fortæller i få træk historien om Andersens eget liv, sætter fokus på eventyrene, men også hans papirklip. Papirklip har en meget lang tradition i Kina, og kineserne er meget forunderede over, at H.C. Andersen også var en dygtig papirklipper.
Herudover fortælles historien om, hvornår og hvordan Andersens eventyr kom til Kina fra den første oversættelse af Kejserens nye klæder i 1914 og frem til i dag. I et afsluttende afsnit kan man opleve, hvordan eventyrene stadig bruges i det moderne liv, enten som inspiration til film, kunstværker, dragter, skuespil eller leg.

Udstillingen er skabt med støtte fra A.P. Møller & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal og har bidrag fra Kopenhagen Fur, LEGO, det kinesiske designfirma Tiger m.fl.

Udstillingen skal i det kommende år også vises i byen Xi'an, Nanjing, Hangzhou og Dalian inden turen går til Seoul i Sydkorea.

Museumschef Torben Grøngaard Jeppesen

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer