Juletræet med sin pynt

05. november 2015

Mange familier har faste traditioner for, hvordan juletræet skal se ud, og hvordan det skal pyntes. Men hvorfor er det lige, at vi hvert år slæber et grantræ ind i stuen og dekorerer det med lys, hjerter, kræmmerhuse og stjerner?

Møntergården fortæller historien om juletræet i miniudstillingen "Juletræet med sin pynt", som kan ses i forhallen frem til den 10. januar 2016. Her kan man ganske gratis beundre den fine, gamle julepynt fra museets samling og blive klogere på de mange historier bag flagguirlander, trommer, fugle, engle, klokker og nisser. Mange kan garanteret genkende noget fra deres eget juletræ - og fra sangene.

Juletræet i historisk lys

Juleaften 1808 tændtes lysene på det første danske juletræ, og stille og roligt bredte den nye skik sig i hele Danmark. Skikken kom oprindelig fra Sydvesttyskland, hvor man allerede før år 1600 pyntede grantræer med godter til børnene. Det kære juletræ har altså dybe rødder, og dets smukke pynt gemmer på en skønsom blanding af hedenske, kristne, folkelige og nationale symboler og traditioner.

Et sjældent julehjerte

Blandt museets historiske julepynt gemmer sig en meget fin sjældenhed: Verdens ældste eksempel på et flettet julehjerte, klippet omkring 1850 af H.C. Andersen til familien Ørsted. Om det er Andersen selv, der opfandt julehjertet, ved man ikke. Men kom og se det hele med egne øjne og få en masse viden om julepynten med de mange traditioner.

Kontakt: Dyveke Skov Larsen, museumsinspektør, Odense Bys Museer, tlf. 21 15 50 11, e-mail DYSLA@odense.dk

Sted: Møntergården, Møntestræde 1, 5000 Odense C

Tid: 3. november 2015 - 10. januar 2016

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer