Sæsonstart i Den Fynske Landsby

2015 byder på fejring af Carl Nielsens 150-års jubilæum, restaurering af Maderup Vindmølle, en sommersæson fuld af levendegørelse, aktiviteter og mange andre arrangementer for dig og din familie.

Men vi starter sæsonen med et brag af en påskeferie...

I hele påsken fra den 28. marts til og med 2. påskedag er der liv i gårde og huse i Den Fynske Landsby, når folkene fra Levende Historie levendegør påskens mange traditioner.

Kokkepigerne byder inden for i køkkenet på Præstegården, hvor de laver traditionel påskemad. Gå en tur forbi Smedjen og tag en snak med smeden og se hvordan han arbejder. Eller mød bryggeren og få øllets historie og måske endda en smagsprøve. Husk endelig at kigge inden for i den hyggelige Påskestue.

En splinterny hestevogn står klar til at give alle en standsmæssig tur igennem Den Fynske Landsby. Som noget særligt vil der i år være hestevognskørsel hver eneste weekend.

Midt i påskeugen er det 1. april, og det fejrer vi i Den Fynske Landsby med lidt ekstra sjov og spas.

Mandag den 6. april, 2. påskedag, slutter vi påsken af for i år med besøg af Motor- og Veterantraktorklubben Fyn. De viser deres motorer og traktorer fra 1950erne frem.

Samme dag kan børnene også selv prøve kræfter med at lave reb. Det er en aktivitet, der førhen foregik på langt de fleste selvforsynende gårde. Karlene lavede snor, reb og tov af halm, hamp, siv og humleranker, ja selv hestehår og dyretarme lavede man reb af. Rebet, børnene laver, kan de bruge til tømme på den kæphest, de også kan lære at lave sammen med Landsbyens huggehusfolk.

Find detaljeret dagsprogram her.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer